Parkeringsareal, parkeringsfond, ombygning, ændret anvendelse

Parkeringsareal, parkeringsfond, ombygning, ændret anvendelse

»Byggelovsklage vedr. ejendommen Clemens Torv 15, 8000 Århus C.

Bygge- og Boligstyrelsen har den 26. september 1991 modtaget Århus Amtskommunes udtalelse i forbindelse med Deres klagesag vedrørende ovennævnte ejendom.

Af amtskommunens skrivelse, som De ikke har haft bemærkninger til, fremgår, at man fastholder sin tidligere afgørelse om, at Århus kommune har haft den fornødne hjemmel til at kræve indbetaling til parkeringsfond svarende til 3 parkeringspladser, i forbindelse med ombygning af restaurent.

Kravet er opstået ved, at anvendelsen af ca 100 kvm i bygningen er ændret fra beboelse til erhverv, idet 6 værelser samt nogle udenomsrum i mezzaninen er inddraget i eksisterende restaurent på første sal. Herved øges virksomhedens bruttoetageareal, som kommunen lægger til grund ved fastsættelse af parkeringsanlæg. Da der ikke er mulighed for nyanlæg af parkeringspladser på ejendommen, har kommunen i henhold til de »Retningslinier for anlæg af parkeringsarealer i Århus kommune,» som er vedtaget af byrådet den 9. januar 1985, stillet krav om indbetaling af afgift for 3 pladser, eller ialt 84.000,- kr. idet man har modregnet 1 plads for den tidligere beboelse af arealet.

Denne afgørelse indklager De for Århus Amtskommune den 8. marts 1989 først og fremmest på baggrund af kommunens fortolkning af ovennævnte retningslinier i den konkrete sag. Efter Deres opfattelse er der i realiteten tale om en indskrænket anvendelse af det samlede areal, idet den ændrede indretning af restaurenten, bl.a. med indvendig trappe, etablering af køkken og salatbuffet m.v. i selve restaurenten har medført færre serveringspladser. Samtidig er køkkenet flyttet fra kælder til mellemetage, hvorved kælderen er overgået til kun at anvendes til vareindlevering o.l. og de 6 beboelsesværelser er nedlagt. Alt i alt har ombygningen således efter Deres opfattelse medført et mindsket behov for parkeringspladser.

De finder, at kravet om yderligere parkeringspladser i forbindelse med nybygning og ombygning primært må bedømmes udfra det konkrete yderligere behov, der opstår ved byggeriet.

De rejser iøvrigt tvivl om den eksisterende hjemmel, som De ønsker fastlagt sammen med grænserne for såvel fastlagte regler som de i forbindelse med reglerne trufne skønsmæssige afgørelser.

I skrivelse af 13. februar 1990 finder amtskommunen som klageinstans, at afgørelsen er truffet i overensstemmelse med bygningsreglementets kap. 2.1.3., hvorefter parkeringsareal kan fastsættes udfra ejendommens bruttoetageareal. Kommunen har i »Retningslinier for anlæg af parkeringsarealer i Århus kommune« fastlagt, hvorledes den agter at administrere bygningsreglementets bestemmelser, og afgørelsen er truffet i overensstemmelse hermed. Amtskommunen finder således, at kommunen har haft den fornødne hjemmel til at fastsætte kravet om de 3 parkeringspladser.

Hjemmelen til i stedet af opkræve parkeringsafgift finder amtskommunen er tilstede i byggelovens § 22 stk. 5. hvorefter boligministeren kan fastsætte bestemmelser for kommunalbestyrelsens adgang til at gøre fravigelse fra bestemmelserne om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund betinget af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond.

Selve parkeringsbehovet og størrelsen af afgiften beror på kommunens skøn, hvorfor amtskommunen med henvisning til byggelovens § 23, stk. 1 afviser at tage stilling hertil.

Den 9. april 1990 påklager De såvel kommunens som amtskommunens afgørelse til Bygge- og Boligstyrelsen.

De anfører heri, at amtskommunen ikke ses at have behandlet Deres argumentation vedrørende beregningsgrundlaget for det øgede parkeringsbehov.

De stiller spørgsmålet, hvorvidt de fastsatte retningslinier kan misbruges til at stille krav om parkeringspladser, som i realiteten ikke logisk og fornuftigt kan begrundes, såfremt kommunen ikke foretager en konkret vurdering af behovet før og efter ombygningen. Af bemærkningerne til ovennævnte retningslinier fremgår, at det er »det øgede behov«, der skal lægges til grund ved vurdering af, om der ved en ændret anvendelse af en eksisterende bygning skal stilles krav om yderligere parkeringspladser.

At lægge bruttoarealet til grund anser De for en tom begrundelse, idet kommunen er i besiddelse af oplysninger såvel fra Bygningsinspektoratet som Brandmyndighederne om den brug, der kan finde sted, og dermed også den belastning af behovet for parkeringspladser i forhold til tidligere brug, der kan være tale om.

Endelig peger De på, at kommunen ikke tager stilling til, at brugen af kælderen er betydeligt indskrænket i forhold til tidligere, idet anvendelse idag udelukkende er indlevering og opbevaring af varer, hvor det før var køkkenregion, idet der er indrettet »køkkener« i de to restaurationslokaler. Dette er bl.a. medvirkende til, at der ikke er sket en udvidelse af serveringspladserne.

Amtskommunens afvisning med henvisning til byggelovens § 23, stk. 1 mener De er forkert, idet der her er tale om et skøn på baggrund af bestemmelser, som kommunen selv har fastsat i henhold til § 22 stk. 5, hvor hjemlen er givet til boligministeren.

Herudover anser de § 23 stk. 1 andet punktum, hvorefter påklage endvidere kan tillades, hvis afgørelsen har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren, for at være tilstrækkelig hjemmel for Deres klient, og i den forbindelse anser De kommunens klagevejledning for at være forkert.

I Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 11. april 1990 meddeles det, at man har anmodet Århus Amtskommune om en udtalelse til Deres klage, efter indhentet erklæring fra Århus kommune.

Den 30. april 1990 anmoder amtskommunen magistratens 2. afdeling om en ny udtalelse, som efter adskillige rykkere såvel fra amtet som fra Bygge- og Boligstyrelsen dog først fremkommer den 19. september 1991.

På baggrund heraf har amtskommunen, som nævnt indledningsvist, den 25. september 1991 fremsendt sine kommentarer til Bygge- og Boligstyrelsen.

Århus kommune redegør for beregningen af parkeringskravet udfra de retningslinier, der er opstillet for de forskellige anvendelsesområder inden for bolig og erhverv. Denne beregningsmetode tager ikke højde for, hvor intensivt f.eks. restaurationslokaler bruges. Dette finder kommunen imidlertid ikke, man kan inddrage i vurderingen, idet intensiteten kan variere på grund af f.eks. ejerskifte, underholdning, kundernes aldersfordeling etc, og et sådant skift vil ikke betyde, at kommunen inddrages og efterfølgende får mulighed for at vurdere et eventuelt øget parkeringsbehov. Man har derfor ikke ment at kunne tage hensyn til en eventuel mindre intensiv udnyttelse af arealet.

På samme måde har man heller ikke kunnet tage hensyn til den ændrede anvendelse af kælderlokalerne.

Ved beregning af parkeringsbidraget, har kommunen således set isoleret på den ændrede anvendelse af mezzaninetagen, som tidligere var godkendt til udenomsrum og beboelse.

Kommunen understreger, at de givne retningslinier er vejledende, men har ikke skønnet, at den konkrete sag indeholdt momenter, som kunne begrunde en fravigelse af den praksis, som retningslinierne er udtryk for.

Amtskommunen er i sin udtalelse af 25. september enig med kommunen i den oven for beskrevne anvendelse af regelgrundlaget. Man mener ikke, at den aktuelle indretning bør danne grundlag for udlæg af parkeringsareal, idet en senere mere intensiv udnyttelse af lokalerne ikke vil kunne bruges til at stille krav om yderligere parkering. Man har således fundet, at kommunen har haft den fornødne hjemmel til at kræve yderligere parkeringsareal i det omfang, den ændrede anvendelse giver anledning til. Fastsættelsen heraf beror på et skøn, som klagemyndigheden ikke har mulighed for at gå ind i.

Selvom boligministeren ikke har fastsat nærmere bestemmelser, angiver § 22, stk. 5 i byggeloven dog mulighed for, at kommunen kan dispensere fra bygningsreglementets parkeringskrav, idet der sker indbetaling til en parkeringsfond, og kommunens beregninger giver ikke amtskommunen anledning til bemærkninger.

Til Deres påstand om, at klagevejledningen i kommunens afgørelse af 14. februar 1989 er fejlagtig, anføres, at det er amtskommunen som klagemyndighed, der vurderer, om en afgørelse har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren. Dette har man vurderet ikke var tilfældet, bortset fra det allerede konkret behandlede spørgsmål af almindelig interesse, om kommunen kan stille krav om indbetaling til parkeringsfond.

I Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 11. april 1990 tog man forbehold med hensyn til, om byggelovens betingelser for at tage Deres klage op til behandling var opfyldt. Skønsmæssige afgørelser og vurderingen af, hvorvidt en afgørelse har almindelig interesse eller videregående betydelige følger for klageren, kan således ikke indklages for boligstyrelsen, jf. § 23 st. 1 og 2 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 834 af 9. december 1986.

Bygge- og Boligstyrelsen har fundet, at der er hjemmel til at tage spørgsmålet om fastsættelse af parkeringsarealer op til behandling.

I denne anledning skal Bygge- og Boligstyrelsen meddele følgende

I medfør af byggelovens § 22, stk. 5 kan boligministeren fastsætte bestemmelser for kommunalbestyrelsens adgang til at gøre en fravigelse fra bestemmelser om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund betinget af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond. Bestemmelsen skal ses i tilknytning til byggelovens § 22, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen kan dispensere fra lovens fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser. Ved meddelelse af dispensation kan der fastsættes betingelser - også af økonomisk art - som kompenserer for de bestemmelser, som dispensationen vedrører. Bygge- og Boligstyrelsen finder således, at kommunalbestyrelsen lovligt kan betinge en dispensation fra kravene om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund af, at der indbetales et beløb til en parkeringsfond.

I forbindelse med den skete ombygning og ændrede anvendelse af den pågældende bebyggelse er det Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at det i henhold til byggelovens § 2, stk. 1, litra b og c, jf. bygniningsreglement 1982, kap. 2.1.3 må vurderes, om der udløses krav om udlæg af yderligere parkeringsareal. Ved denne vurdering finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed kan stille krav om større parkeringsareal end det, der følger af det yderligere parkeringsbehov, som ombygningen og den ændrede anvendelse med rimelighed kan antages at medføre. Ved bedømmelsen heraf finder Bygge- og Boligstyrelsen, at der ikke alene kan tages hensyn til den arealmæssige forøgelse af den pågældende restaurantionsvirksomhed, men at der tillige bør foretages en mere almindelig vurdering af, i hvilket omfang restaurationsvirksomhedens nye funktionsmuligheder med rimelighed kan påregnes at øge parkeringsbehovet. Da det fremgår af sagen, at en sådan vurdering ikke er foretaget af kommunalbestyrelsen, hjemviser Bygge- og Boligstyrelsen herved sagen til fornyet behandling i overensstemmelse med de anførte retningslinier.

Såfremt sagen ønskes indbragt for domstolene, skal sagen efter byggelovens § 25 anlægges inden 6 måneder.'

Pdv

eb

Mette Vielwerth

Fuldmægtig

Ingen

Fundet at kommunalbestyrelsen lovligt kan betinge en dispensation fra kravene om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund af, at der indbetales et beløb til parkeringsfond.

Krav om parkeringsareal kan kun stilles for det yderligere behov, ombygningen og den ændrede anvendelse med rimelighed kan antages at medføre.