Placeringsregler - erhvervsobligationer (*1)
Statutory Text (3 Articles)
Placeringsregler - erhvervsobligationer (*1)
Finanstilsynets skrivelse af 23. december 1992 vedrørende fortolkning af bank- og sparekasselovens § 42b, stk. 4.
Tilsynet blev anmodet om en fortolkning af placeringsreglerne for særskilte depoter , jf. bank- og sparekasselovens § 42b, stk. 4, for så vidt angår erhvervsobligationer.
Af bank- og sparekasselovens § 42b, stk. 1, nr. 2, fremgår, at opsparing i en pensionsordning omfattet af loven kan anbringes i obligationer, herunder indeksobligationer, skatkammerbeviser og konvertible obligationer.
Af samme bestemmelses stk. 4 fremgår, at såfremt midler i særskilte depoter anvendes til anbringelse i konvertible obligationer, må værdien af værdipapirer udstedt af en enkelt emittent ikke overstige 20 % af de samlede midler.
Den omstændighed, at erhvervsobligationer ikke er nævnt i ovennævnte bestemmelser, bevirkede efter tilsynets opfattelse ikke, at pensionsopsparing omfattet af omhandlede lovgivning var afskåret fra anbringelse i erhvervsobligationer.
Årsagen hertil var efter tilsynets opfattelse, at der kan sluttes analogt fra, at opsparingen kan anbringes i konvertible obligationer til, at den ligeledes kan anbringes i øvrige erhvervsobligationer, idet en konvertering af obligationer alt andet lige vil medføre en større tabsrisiko.
En konsekvens af tilsynets fortolkning er, at den i medfør af bank- og sparekasselovens § 42b, stk. 4, angivne 20 %-grænse, der gælder for konvertible obligationer, også gælder øvrige erhvervsobligationer.
(*1) Afgørelsen er trykt i »Beretning fra Finanstilsynet 1992«
Finanstilsynet har meddelt, at den i § 42b, stk. 2, angivne 20%-grænse gælder for såvel konvertible obligationer som øvrige erhvervsobligationer