Legislator Case Law & Legislation
X19926034101 DK

Ordmærke fundet uegnet til registrering på grund af manglende særpræg og idet mærket fandtes forveksleligt med et andet registreret varemærke.

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Afgørelse 1992 60341 Historic

BILAG

I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkelov af 11. juni 1959 har Th. Ostenfeld Patentbureau A/S på vegne Data Reforming A/S, København, i skrivelse hertil af 29. juli 1991 nedlagt indsigelse mod registreringen af Deres ovennævnte varemærke. Ansøgningen omfatter klasserne 9, 16, 38 og 42.

Til støtte for indsigelsen gøres det gældende, at det ansøgte varemærke er forveksleligt med det for indsigerne under VR 3662 1986 registrerede varemærke Infoflex. Registreringen omfatter programmer optaget på diske eller plader til datamaskiner i klasse 9. Der er derfor fuldstændig varesammenfald for så vidt angår klasse 9.

For så vidt angår mærkeligheden er det gjort gældende, at ordene Infofax og Infoflex kun adskiller sig i ringe grad fra hinanden, idet Info er fuldstændig identisk, og Fax og Flex har forbogstav f og slutbogstav x. Også fonetisk er der meget stor lighed, ikke bare på grund af forstavelsen Info, men også fordi slutstavelsen fax ofte udtales med fladt a, der ikke er til at skelne fra e. Endelig er der også i begrebsmæssig henseende en ikke uvæsentlig lighed mellem de to mærker, idet info er en velkendt forkortelse for ordet information, og denne association vil straks fremkaldes af begge varemærker. Fax vil yderligere skabe associationer til telefaxmaskiner. Efterstavelsen flex kan skabe forskellige associationer hos forbrugeren, men ingen der er tilstrækkeligt bestemte til at adskille varemærket Infoflex fra Infofax.

De har i skrivelse hertil af 11. sep. 1991 udtalt, at ordet info er hyppigt anvendt i ord, og må varemærkemæssigt anses for svagt, især for varer i klasse 9.

Efter deres opfattelse er der både visuelt og auditivt klare forskelle i ordenes slutstavelser, og de er også egnet til at bibringe forbrugerne forskellige associationer. Efterstavelsen fax kan skabe associationer både henimod telefaxmaskiner og telefax, og Infoflex kan skabe associationer henimod flexibel og flex-tid, men ingen af de sidste associationer kan forveksles med den association forbrugeren får ved ordet fax. Det er til slut bemærket, at såfremt vi finder, at ordmærket Infoflex er til hinder for en registrering af Infofax, så må det kun gøres gældende i klasse 9, således at mærket kan registreres i de øvrige klasser og eventuelt også for andre varer i klasse 9, end de der kolliderer med registreringen.

I ovennævnte anledning skal det meddeles, at direktoratet finder, at ordene Infofax og Infoflex er forvekslelige i deres helhed. Info er en svag forstavelse og en forkortelse for information, og en lighed alene bestående i ordet info vil ikke være tilstrækkeligt til at mærker kan anses for forvekslelige. Slutstavelserne fax og flex har dog såvel begyndelses f'et som det ret særprægede bogstav x til slut til fælles, og ordene må herefter anses for såvel visuelt som auditivt forvekslelige.

For at der kan ses bort fra denne registrering, må der derfor foretages en begrænsning i klasse 9.

Imidlertid er Deres ansøgning, grundet en anden indsigelse nedlagt af Dansk Sprognævn, afslået i skrivelse til dem af dags dato. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt fra direktoratets side foretages yderligere i nærværende indsigelse.

Med venlig hilsen

Inge Sander

Specialkonsulent

i indsigelsessager

Afgørelse 1992 60341 Historic

Ordmærke fundet uegnet til registrering på grund af manglende særpræg og idet mærket fandtes forveksleligt med et andet registreret varemærke.

INDSIGELSE MOD ANSØGNING AF VAREMÆRKE VA 9513 1990, ORDET INFOFAX.

I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkelov af 11. juni 1959 har Dansk Sprognævn i skrivelse hertil af 13. juni 1991 nedlagt indsigelse mod registreringen af Deres ovennævnte varemærke. Ansøgningen omfatter klasserne 9, 16, 38 og 42.

Til støtte for indsigelsen er det anført, at ordet InfoFax formentlig er en nydannelse, men det er ikke i sig selv nok til at give ordet det særpræg, som varemærkelovens § 13 kræver. Den omstændighed, at et ord er en sproglig nydannelse, udelukker ikke principielt, at det også kan være deskriptivt, hvis det er dannet af kendte sprogelementer sammensat efter sædvanlige normer for orddannelser. Ordet infofax har ordet info som første sammensætningsled, og det må regnes for en indarbejdet afkortning af information. Betegnelsen fax som er andet sammensætningsled er nu en hel gængs afkortning af ordet telefax. Den omstændighed, at det andet sammensætningsled har et stort første bogstav er uden varemærkeretlig betydning. Ordmærket må opfattes som en afkortning af ordet informationstelefax, og det forekommer indsigerne, at ordmærket har lige så lidt særpræg som det nævnte ord for de varer og tjenesteydelser, som mærket søges registreret for.

De har i skrivelse hertil af 09 juli 1991 oplyst,at det er Deres opfattelse, at ordmærket har det fornødne særpræg. De henviser til Betænkning vedrørende en Ny Dansk Lov om Varemærker fra 1958, hvor De har citeret hele det afsnit, som Sprognævnet har citeret en del af. Heraf fremgår, at nogen almindelig regel om, at et varemærke, der er opstået ved sammensætning af to eller flere hver for sig deskriptive ord eller orddele, skal anses for deskriptivt, kan ikke opstilles, men ved undersøgelsen af mærkets registrerbarhed bør dette normalt bedømmes i sin helhed. Ordet InfoFax er ikke sammensat af kendte sprogelementer efter sædvanlige normer for orddannelse, idet ordet info ikke er en indarbejdet forkortelse af ordet information. Selv om dette måtte være tilfældet, og såfremt Patentdirektoratet finder, at ordene hver for sig er deskriptive, følger det af ovennævnte Betænkning, at nye ord ikke nødvendigvis skal betragtes som deskriptive. Der er henvist til, at ordene City og Bank kan nyde varemærkeretlig beskyttelse. De har også anført, at en sammensætning af elementer fra to ord, der hver for sig ikke er registrerbare, kan give et helt nyt ord, som er egnet til registrering. Til det af Dansk Sprognævn anførte om, at varemærket må opfattes som en afkortning af informationstelefax, har De påpeget, at der ikke eksisterer noget ord af nævnte art, og at den sproglige betydning ikke forekommer entydig. Ordet er en selvstændig nyskabelse, og der er henvist til nogle tilfælde, hvor direktoratet har registreret varemærker, der må anses for nyskabelser. Det er også Deres opfattelse, at ordet har særpræg for de varearter og tjenesteydelser, det er søgt registreret for.

Sprognævnet har i skrivelse hertil af 06 aug 1991 anført, at man er opmærksom på afsnittet i Betænkningen, og at man netop har bedømt mærket i dets helhed, idet man har hævdet, at mærket i sig selv må opfattes som en forkortelse for informationstelefax. Sprognævnet fastholder tillige, at info er en indarbejdet forkortelse for information, og denne afkortning kendes tilbage fra 1976. Sprognævnet er klar over, at visse sammensætninger og visse nydannelser kan være sammensat af kendte sprogelementer, men de er ikke sammensat efter sædvanige normer for orddannelser f. eks. Hotburger. Det bemærkes, at man ikke kan bevise, at ordet informationstelefax er blevet brugt, men ordet kan dannes uden videre, hvis man ønsker en betegnelse for en telefaxmeddelelse, som rummer een eller flere informationer og telefaxapparater til at sende sådanne meddelelser med. Et sådant apparat må henføres under klasse 9, og der er derfor tale om varens anvendelse, jfr. varemærkelovens § 13, stk. 1, 2. pkt. Under klasse 16 falder papir og instruktionsmateriale, altså også telefaxmeddelelser, og under klasse 38 falder kommunikationsvirksomhed og brugen af telefaxmeddelelser må også være omfattet af klasse 42.

I skrivelse hertil af 15. okt 1991 har De bl.a. oplyst, at det er Deres opfattelse, at ordmærket har særpræg for de klasser, De har søgt det registreret i. InfoFax er et EDB-program, der kører centralt på et EDB-anlæg i København. Der er til slut henvist til allerede tidligere registrerede ord, der begynder med Info-.

Sagen er herefter optaget til afgørelse.

I medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven skal et varemærke for at kunne registreres være egnet til at adskille mærkeindehaverens varer og tjenesteydelser fra andres. Et mærke, der udelukkende eller med kun uvæsentlige ændringer eller tilføjelser angiver varens eller tjenesteydelsens art og anvendelse, skal ikke i sig selv anses for at have fornødent særpræg.

Direktoratet har gennem adskillige år anset betegnelsen Info- som en forkortelse af information. I overensstemmelse hermed er ord som Infosystem, Infobase og Infodictionary ikke fundet egnet til registrering i medfør af ovennævnte lovbestemmelse. Ordet fax har også en ganske bestemt betydning, idet det må anses for en forkortelse for telefax.

Der er formentlig tale om en nydannelse, men den omstændighed udelukker ikke, at mærket kan være deskriptivt, hvis det, som ovenfor omtalt, er dannet af kendte sprogelementer, der er sammensat efter sædvanlige normer for orddannelser. Direktoratet er herefter enig med Sprognævnet i, at ordet InfoFax er en naturlig orddannelse for et informationstelefax.

Ordet er derfor ikke i besiddelse af fornødent særpræg til at kunne registreres, idet det angiver tjenesteydelsens og varens art og anvendelse. Det kan, som anført i Sprognævnets anden skrivelse, angive, at det drejer sig om et telefaxapparat, der henføres til klasse 9 eller papir, der anvendes til det samme. Ordet kan også angive, at det drejer sig om tjenesteydelsen: afsendelse af telefaxmeddelelser. Også for et optaget EDB-program, der henføres til klasse 9 og udarbejdelse af software, der henføres til klasse 42, vil mærket kunne angive, at varearten eller tjenesteydelsen bruges i forbindelse med informationstelefax. I modsat fald vil det være vildledende. Det skal tilføjes, at da en mærkeindehaver ved en registrering af et varemærke opnår eneret til mærket og derved kan forbyde andre at anvende dette mærke, finder direktoratet ikke at kunne registrere det ansøgte mærke for Dem, således at De kan hindre alle andre i at anvende den naturlige orddannelse Infofax, når det drejer sig om varer og tjenesteydelser i de anførte klasser.

Det skal tilføjes, at direktoratet ikke finder, at dommen vedrørende Citi Bank/City Bank omhandler et forhold, der er helt analogt med nærværende tilfælde. Direktoratet har registreret ordet City adskillige gange for forskellige klasser, og her er »City« og »Bank« efter direktoratets opfattelse ikke sammensat efter sædvanlige normer for orddannelser.

De af Dem nævnte allerede registrerede varemærker, bestående af ordet Info samt -page, -edit, -dial, -mail, og -traveller er heller ikke helt analoge med nærværende tilfælde. Anden del af mærkerne er ikke som ordet fax et helt entydigt begreb i forbindelse med betegnelsen info.

Ansøgningen afslås herefter i medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven, idet mærket ikke er i besiddelse af det til registrering fornødne særpræg.

Den trufne afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i § 44 i varemærkeloven af 11. juni 1959 indbringes for Patentankenævnet, Helgeshøj Allee 81, 2630 Taastrup, inden 2 måneder fra dato. Det fastsatte klagegebyr på 4000 kr. må samtidig indsendes tillige med en ankebegrundelse, der må indsendes i 5 eksemplarer.

Med venlig hilsen

Inge Sander

Specialkonsulent

i indsigelsessager

Afgørelse 1992 60341 Historic

Patentdirektoratet fandt, at ordmærket InfoFax søgt registreret for klasse 9, 16, 38 og 42 var en naturlig orddannelse, der manglede særpræg, idet ordet kunne angive, at der var tale om et telefaxapparat, der henføres til klasse 9 samt angive, at det drejede sig om tjenesteydelsen: afsendelse af telefaxmeddelelser.

Direktoratet fandt endvidere, at mærket var forveksleligt med det for varer i klasse 9 registrerede varemærke, Infoflex. (Både dansk Sprognævn og den pågældende mærkeindehaver havde nedlagt indsigelse).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →