Legislator Case Law & Legislation
X19921913001 DK

Arbejdsskadestyrelsen anerkender professionel fodboldspillers knælidelse.(* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1992 19130 Historic

Arbejdsskadestyrelsen anerkender professionel fodboldspillers knælidelse.(* 1)

SAGEN

En fodboldspiller fik en knæskade, da han vred om på benet under en fodboldkamp. Han spillede som halvprofessionel for sit hold. Samtidig med fodboldspillet havde han arbejde i et andet erhverv.

Han forsøgte at vende tilbage til fodbold, men kunne ikke gennemføre det på grund af skaden. Da hans kontrakt udløb ved årsskiftet det følgende år, blev den ikke forlænget.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte, at der var tale om en arbejdsskade, og fodboldspilleren fik en erstatning dels for varigt mén, dels for tab af erhvervsevne.

Erstatningen for tab af erhvervsevne blev udbetalt som en løbende ydelse fra det tidspunkt, hvor fodboldspillerens kontrakt udløb. Erstatningen skulle løbe til han fyldte 35 år.

KOMMENTAR

Erstatning for tab af erhvervsevne er den vigtigste erstatningstype. Hensigten er, at den, der har været ude for en arbejdsskade, skal have dækket de forringede indtægtsmuligheder, der følger af skaden.

Erhvervsevnetabets omfang, der fastsættes til en procentsats, vurderes i det enkelte tilfælde, og der anvendes et individuelt skøn over, hvilken betydning skaden har haft. Udgangspunktet er en sammenligning af indtægten før skaden med indtægtsmuligheden efter skaden.

Selve beregningen af erstatningen sker på grundlag af årslønnen før arbejdsskaden. Den årlige løbende erstatningsydelse udgør ved100 pct erhvervsevnetab 4/5 af den årsløn, som bruges ved beregningen. Efter arbejdsskadeforsikringsloven kan årslønnen for tiden dog højst fastsættes til 280.500 kr.. Der er altså lagt loft over indtægten.

Følgende eksempel belyser, hvorledes beregningen foretages

Indtægten før ulykken var 400.000 kr. og er nu 200.000 kr. Erhvervsevnetabet er således 50 pct. Den årlige løbende erstatningsydelse beregnes nu som 50 pct af 4/5 af 280.500 kr. = 112.200 kr.

Hvis indtægten stammer fra flere ansættelsesforhold, er det den samlede indtægt, der anvendes. Erhvervsevnetabet vil normalt blive sat til den procent af den samlede indtægt, som mistes i forbindelse med skaden.

Der gør sig nogle specielle forhold gældende, når der skal gives erstatning for tab af erhvervsevne til professionelle idrætsfolk.

Udgangspunktet for beregningen af erstatningens størrelse er den årsindtægt, som fodboldspilleren havde i året forud for ulykken. Det vil sige både indtægten ved fodboldspillet og ved spillerens faste arbejde.

Arbejdsskadestyrelsen forudsætter, at en professionel fodboldspillers karriere hører op ved 34-35 års alderen. Det er derfor styrelsens praksis at give en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, som stopper, når spilleren fylder 35 år, idet han fra dette tidspunkt ikke længere kan regne med at tjene penge som aktiv fodboldspiller.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Kirsten Ørnø.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →