Ryglidelse - anerkendelse - løftearbejde (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Ryglidelse - anerkendelse - løftearbejde (* 1)
En arbejdsmedicinsk klinik anmeldte en ryglidelse hos en nu 74 årig mand under henvisning til, at lidelsen kunne skyldes arbejdsforholdene tilbage i tiden.
Den pågældendes arbejde over årene kunne opdeles i 5 perioder, hvor i hvert fald de 4 havde omfattet tungt rygbelastende arbejde.
Fra 1930 til 45 havde han været landbrugsmedhjælper og bl.a. løftet sække, der vejede op til 100 kg. Der opstod ikke egentlige ryggener i denne periode.
I årene 1945 - 73 var den pågældende ansat som chauffør i et foderstoffirma, og arbejdsmedicinsk klinik havde lavet en udførlig arbejdsbeskrivelse af de forskellige former for løftearbejde i perioden.
I perioden 1945 - 55 løftede han dagligt ca. 15 tons. Der var tale om transport af sække, der vejede fra 80 kg til 130 kg, som skulle læsses på eller losses fra en lastbil.
I 1951 måtte den pågældende første gang søge behandling hos sin egen læge for rygsmerter.
Fra 1955 til 1961 var der fortsat tale om løftearbejde, nu normalt op til 30 tons dagligt. Undertiden løftede han helt op til 60 tons dagligt. Det var i denne periode generne i ryggen blev markant forværret.
Fra 1962 og frem til 1973, hvor den pågældende forlod firmaet, var arbejdsprocedurerne blevet ændret, så der ikke længere var tale om meget løftearbejde.
Smerterne i ryggen førte til, at han blev opereret i 1962 for en diskus prolaps. Generne forsvandt imidlertid ikke, men blev vedligeholdt af hans arbejde som chauffør, som tog halvdelen af arbejdsdagen.
Undersøgelser efter operationen viste, at der var tale om udbredt slidgigt i lænderyggen. I 1983 blev han opereret endnu engang, idet arvævet efter den tidligere operation forårsagede rodtryk i lænderyggen.
Der er ikke tale om en erhvervssygdom, da lidelsen ikke står på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Sagen blev derfor forelagt Erhvervssygdomsudvalget, der indstillede til Arbejdsskadestyrelsen, at lidelsen burde anerkendes som en arbejdsskade.
Udvalget var af den opfattelse, at der var dokumenteret et mangeårigt tungt og stærkt rygbelastende arbejde, som med overvejende sandsynlighed havde fremkaldt ryglidelsen. Udvalget lagde endvidere vægt på, at lidelsen var opstået i umiddelbar sammenhæng med løftearbejdet, hvilket var sandsynliggjort ved, at den pågældende havde søgt læge. Der blev også lagt vægt på, at den pågældende på intet tidspunkt derefter havde været symptomfri.
KOMMENTAR
Sagen illustrerer betydningen af en god arbejdsbeskrivelse. Ved mange erhvervssygdomme er det vigtigt, at arbejdsforholdene beskrives så nøjagtigt som muligt, og det er naturligvis ikke let, hvis beskrivelsen skal omfatte forhold, der ligger langt tilbage i tiden.
Arbejdsbeskrivelsen er ikke mindst af betydning , når der er tale om lidelser eller smertetilstande i lænderyggen.
I sager om mulige arbejdsbetingede rygskader er kravet til dokumentationen, at det gennem en beskrivelse af de faktiske arbejdsfunktioner må anses for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldes arbejdet.
Dokumentationen skal derudover godtgøre, at lidelsen er opstået i tidsmæssig sammenhæng med arbejdet. I modsat fald må sagen afvises under henvisning til, at lidelsen skyldes forhold uden forbindelse med arbejdet.
I mange tilfælde er det vanskeligt at dokumentere, at der har været tale om stærkt rygbelastende arbejde, og naturligvis forøges vanskelighederne, når forhold, der ligger år tilbage i tiden, skal belyses. Arbejdsfunktionerne kan være ændret, eller firmaet er måske ophørt.
Kravet om, at det skal sandsynliggøres, at lidelsen skyldes arbejdet, forstærkes, når skaden først anmeldes lang tid efter, at den pågældende er ophørt med det rygbelastende arbejde.
Dertil kommer, at sandsynligheden for, at andre faktorer end arbejdet har fremkaldt lidelsen, øges i takt med tiden. Risikoen for lidelser eller smerter i ryggen øges således generelt med alderen.
I den konkrete sag var det rygbelastende arbejde af en sådan karakter, at det var muligt at lave en indgående beskrivelse af arbejdsforholdene. Udfærdigelsen af beskrivelsen blev lettet af, at der havde været tale om beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i en lang årrække.
Hertil kom, at det kunne dokumenteres, at den pågældende havde søgt læge første gang på et tidspunkt, hvor tilstanden kunne relateres til det rygbelastende arbejde.
Symptomernes opståen var således klarlagt, og det var ligeledes dokumenteret, at han ikke havde været symptomfri i tiden derefter.
Disse oplysninger gjorde alt i alt, at Erhvervssygdomsudvalget og Arbejdsskadestyrelsen fandt det overvejende sandsynligt, at ryglidelsen skyldtes løftearbejdet, selv om det lå mere end 25 år tilbage i tiden.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Marianne Hvolris.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte en ryglidelse som følge af løftearbejde, der lå langt tilbage i tiden.