Byfornyelse Arbejder udført inden støttetilsagn
Statutory Text (3 Articles)
Byfornyelse Arbejder udført inden støttetilsagn
EKSTRAKT-UDSKRIFT
af forhandlingsprotokollen for mødet den 9. november 1992 i Byfornyelsesnævnet
3. By & Bolig A/S v/Marianne Demant, Morud, har på vegne af ejeren af ejendommen Østergade 32, Assens, Ejendomsselskabet Faaborg A/S, ved skrivelse af 23. juni 1992 med bilag, indgået til Fyns Amt den 25. juni 1992 påklaget en Assens Kommunes tekniske forvaltning den 18. maj 1992 truffet afgørelse.
Afgørelsen vedrører beregningen og godkendelsen af det endelige byggeregnskab. Det fremgår af skrivelsen, at det ansøgte beløb kr. 832.405,21 er reduceret med uforudsigelige udgifter kr. 29.333,37, således at det endelige tilsagn er opgjort til kr. 816.000, fordelt på forbedringslån kr. 720.000,- og tabsindekslån kr. 96.000,-.
Vedrørende afgørelsen i øvrigt samt yderligere beregninger henvises til skrivelse af 15. juli 1991 og afgørelsesskrivelse af 18. maj 1992, begge fra Assens Kommune, hvilke skrivelser er vedlagt som bilag til dagsordenen.
Det fremgår af klageskrivelsen fra By & Bolig A/S af 23. juni 1992, at de uforudsigelige udgifter er opstået ved arbejder i forbindelse med forberedelse for de elektriske installationer og ved arbejdet med opfyldning af ejendommens kælder. Klageren anfører endvidere, at disse arbejder ifølge den af ejeren valgte tekniske rådgiver, ingeniør Jørgen Bang, Assens, er accepteret gennemført af Assens Kommune, forinden støttetilsagnet blev meddelt og således, at finansieringen heraf skulle medtages under byfornyelsesarbejderne.
Vedrørende klagen i øvrigt henvises til klageskrivelse af 23. juni 1992 samt skrivelse af 11. juni 1992, begge fra By & Bolig. Skrivelserne er vedlagt som bilag til dagsordenen.
By & Bolig har supplerende i skrivelse af 6. august 1992, indgået i Fyns Amt den 7. august 1992, anført, at man med støtte i cirkulære om offentlig støtte til byfornyelse og boligforbedring af 3. juli 1986 gør gældende, at Assens Kommune i ganske særlige tilfælde kan godkende en udvidelse af de støtteberettigede udgifter, fx når der er tale om rimelige udgifter, og hvor det efterfølgende konstateres, at udgifterne er i overensstemmelse med kommunens målsætning for boligforbedring burde være medtaget i tilsagnet. Man finder, at arbejderne var nødvendige for at nå den standard kommunen krævede og at udgifterne var rimelige og i overensstemmelse med kommunens målsætning.
By & Bolig har endvidere uddybet sin klage. Skrivelsen er i sin helhed vedlagt som bilag til dagsordenen.
Såvel lejerne i ejendommen Østergade 32 som Assens Kommune er anmodet om en udtalelse.
Der er ikke fremkommet udtalelser fra lejerne.
SBS Byfornyelse, København, har på vegne Assens Kommune, teknisk forvaltning, ved skrivelse af 10. juli 1992, indgået i Fyns Amt den 13. juli 1992, afgivet udtalelse, idet afgørelsen er fastholdt. Det fremgår af skrivelsen, at man med regnskabsgodkendelsen har givet tilsagn svarende til en stigning i den samlede godkendte ombygningssum for ejendommen på kr. 61.000,-.
Det anføres i skrivelsen endvidere, at overskridelserne bygger på en samlet vurdering af de faktiske udgifter i forhold til det oprindelige tilsagn. Ved denne vurdering har man ikke skønnet fuldt ud at kunne godkende den af bygherren anmodede overskridelse.
Endelig anføres det, at der løbende under byggesagen har været kontakt til bygherren om overskridelser, og at det ikke på noget tidspunkt fra kommuens side har været stillet bygherren i udsigt, at samtlige overskridelser kunne accepteres.
Skrivelsen er i sin helhed vedlagt som bilag.
Af bilag udover de ovennævnte er vedlagt skrivelse af 24. februar 1992 fra By & Bolig, hvori der anmodes om godkendelse af byggeregnsskabet for ejendommen.
J.nr. 8-70-23-1(421)/3-92-
-Klageren har påstået nogle arbejder udført i 1990-1991 medtaget under byfornyelsessagen, hvor støttetilsagn er givet den 15. juli 1991.
Assens Kommune har reduceret det ansøgte beløb med 29.33,37 kr. for etape I, uforudsigelige udgifter.
De er Byfornyelsesnævnets opfattelse, at arbejder udført, inden støttetilsagn er givet, normalt ikke kan inddrages i en byfornyelsessag.
En inddragelse kræver i hvert fald udtrykkelig bindende aftale med kommunen.
Da det af kommunens skrivelse af 15. juli 1991 klart fremgår, at overskridelse af budgettet ikke vil blive accepteret uden forudgående godkendelse, og da klageren ikke har godtgjort, at de overskridelser, som Assens Kommune har reduceret beløbet med forud, var godkendt, kan der ikke gives klageren medhold i klagen.
Mødet hævet
Underskrifter
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Centralforvaltningen, sekretariatet, den 12. november 1992
Jens Peder Hesselvig
fuldmægtig
Ingen
Nogle arbejder, der var udført inden støttetilsagnet, kunne ved regnskabsgodkendelsen ikke kræves medtaget som støtteberettigede merudgifter, fordi budgetoverskridelsen ikke forud var godkendt af kommunen. Det var endvidere nævnets opfattelse at arbejder udført, inden støttetilsagn er givet, normalt ikke kan inddrages i en byfornyelsessag, og at en inddragelse i hvert fald kræver udtrykkelig bindende aftale med kommunen.