Skiltning, tidspunkt for behhandling af ansøgning. Konkret vurdering af ansøgning Afgørelse begrundes
Statutory Text (3 Articles)
Skiltning, tidspunkt for behhandling af ansøgning. Konkret vurdering af ansøgning Afgørelse begrundes
I skrivelse af 9. januar 1991 har Ejendomsselskabet Fåborg A/S klaget over, at Fåborg byråds udvalg for teknik og miljø den 11. december 1990 har meddelt afslag på en ansøgning om ophængning af skilte i eksisterende galger på ejendommen Havnegade 19 A-E, Fåborg.
Det anføres, at ophængning af skiltene ikke kræver byrådets godkendelse, da skiltningen er godkendt allerede 1958, at ejendomsselskabets arkitekt kun havde ansøgt om godkendelse, fordi han ikke havde kendskab til den foreliggende godkendelse, at selskabet den 6. december 1990 har modtaget ibrugtagningstilladelse uden bemærkninger om skiltningen, og at Fåborg kommune ikke behandler virksomhedernes ansøgninger om skiltning efter samme kriterier.
Det fremgår af sagen, at udvalget for teknik og miljø den 11. december 1990 traf følgende afgørelse
»Udvalget vedtog på mødet at godkende eks. facadeskiltning.
Montering af skilte på eks. galger kan ikke imødekommes og disse skal snarest fjernes.
Udvalget kan dog godkende opsætning af to nye skilte på følgende vilkår
Skiltene skal placeres på egen grund og respektere oversigtsarealer.
Overkant af skilte må max. være hævet 80 cm over terræn.
Forslag til placering og udformning bedes fremsendt til godkendelse forinden påsætning finder sted.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i byggelovens § 6 D.«
Det fremgår endvidere af sagen, at Fåborg byråds daværende udvalg for gader og veje i 1958 til politimesteren i Fåborg anbefalede, at der blev meddelt tilladelse til ophængning af 3 reklameskilte på den omhandlede ejendom i forbindelse med indretningen af et tankanlæg.
Statsamtet har den 17. januar 1991 anmodet Fåborg byråd om en udtalelse.
I skrivelse af 24. januar 1991 har byrådet herefter udtalt følgende
»Ad. 1 med hensyn til selskabets bemærkning omkring ny godkendelse af skiltning skal følgende anføres
Ved ny bebyggelse eller ændret benyttelse af en eks. bebyggelse kan kommunalbestyrelsen gøre en tilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning. Skiltning, lysinstallationer o.lign. må ikke virke skæmmende i forhold til omgivelserne.
Ad. 2 Til klagerens bemærkning omkring ibrugtagningstilladelse uden hensyntagen til skiltning skal anføres
Byggetilladelse til ombygning og istandsættelse af ejendommen Havnegade 19 blev udstedt den 20. juli 1990 og sagen afsluttet ved ibrugtagningstilladelse af 6. december 1990. Ansøgninger i forbindelse med byggearbejder på en ejendom er meget sjældent fra starten bilagt oplysning omkring skiltning, men behandlet som en efterfølgende ansøgning, hvilket også er tilfældet i denne sag, idet arkitekten ved skrivelse af 14. november 1990 bilagt tegning anmoder om godkendelse for skiltning på ejendommen. Svar returneres den 12. december 1990.
Ad. 3 Til selskabets opfattelse af at kommunen ikke behandler virksomhedens skiltning efter samme kriterier skal bemærkes
Ansøgninger om skiltning vurderes i hvert enkelt tilfælde ud fra ejendommens beliggenhed, trafikale forhold og bygningens ydre fremtræden, idet forholdet mellem bygning og skiltning bør være harmoniske og ikke være til gene for omgivelserne.
Kommunen arbejder p.t. med udarbejdelse af en oplysningspjece for skiltning m.v. idet det er kommunens mål at skiltning i langt højere grad end tilfældet er i dag bør tilpasses bygningers farve og arkitektur og samordnes med den øvrige skiltning på bygningen og omgivelserne iøvrigt.
Fortidens manglende respekt for bymiljøer søges ændret gennem helhehdsbetragtninger.«
Klageren har modtaget genpart af byrådets udtalelse.
I skrivelse af 18. marts 1991 har De som advokat for Ejendomsselskabet Fåborg A/S, fastholdt selskabets klage samt anført, at den af Fåborg kommune meddelte begrundelse for afgørelsen ikke er tilstrækkelig, idet der ikke er angivet en konkret begrundelse, men kun nogle generelle retsninglinier.
I den anledning skal det meddeles, at den i 1958 meddelte tilladelse til ophængning af reklameskilte efter statsamtets opfattelse må anses for at være en konkret tilladelse, der ikke indeholder tilladelse til ophængning af skilte med en anden udformning eller tekst.
I byggelovens § 6 D, stk. 2, er der fastsat følgende
»Skiltning, lysinstallationer og lign. må ikke være til ulempe eller virke skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsen kan med forbud eller påbud sikre opfyldelsen af 1. pkt.«
Efter statsamtets opfattelse forudsætter denne bestemmelse ikke, at der tages stilling til spørgsmålet om skiltningen i forbindelse med byggetilladelsens eller ibrugtagningstilladelsens meddelelse. Statsamtet er derfor enigt med byrådet i, at dette spørgsmål kan behandles efterfølgende.
Vedrørende indholdet af den af udvalget for teknik og miljø den 11. december 1990 trufne afgørelse bemærkes, at der efter statsamtets opfattelse er tale om en afgørelse, der beror på byrådets skøn. Statsamtet har derfor ingen kompetence til at tage stilling til afgørelsen, jfr. byggelovens § 23, hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser kun kan påklages til statsamtet for såvidt angår retlige spørgsmål.
Vedrørende selskabets klager over, at byrådet ikke behandler virksomhedernes ansøgninger om skiltning efter samme kriterier, bemærkes, at statsamtet ikke i de foreliggende oplysninger har fundet grundlag for at fastslå, at der foreligger en ulige behandling af virksomhederne. Der henvises herved til byrådets oplysning om, at ansøgninger om skiltning i hvert enkelt tilfælde vurderes ud fra ejendommens beliggenhed, trafikale forhold og bygningens ydre fremtræden.
For såvidt angår Deres klage over at den af udvalget for teknik og miljø den 11. december 1990 trufne afgørelse ikke er konkret begrundet bemærkes, at det i forvaltningslovens § 22 (lov nr. 571 af 19. december 1985) er fastsat, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold. Ifølge lovens § 24. stk. 1, 1. pkt., skal en begrundelse for en afgørelse indholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jfr. § 24, stk. 1, 2. pkt.
I udvalget for teknik og miljøs ovenfor citerede afgørelse af 11. december 1990 henvises der til, at afgørelsen er truffet i henhold til byggelovens § 6 D.
Efter statsamtets opfattelse burde afgørelsen imidlertid tillige have været ledsaget af en begrundelse, jfr. forvaltningslovens nævnte bestemmelser.
Under hensyn til at der i byrådets skrivelse af 24. januar 1991 til statsamtet, hvoraf klageren har modtaget genpart, er angivet, hvilke generelle hensyn der lægges til grund ved behandlingen af ansøgninger om skiltning, finder statsamtet imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende dette klagepunkt.
Statsamtets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Man henleder opmærksomheden på byggelovens § 25, hvorefter søgsmål til prøvelse af administrative beslutninger i henhold til loven eller de i medfør af denne udfærdigede foreskrifter skal anlægges inden 6 måneder efter den dag, beslutningen er meddelt.
Fåborg byråd er herfra underrettet om foranstående.
Ingen
Fundet at spørgsmål om skiltning kan behandles efterfølgende i forhold til byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse.
Ikke ulige behandling af virksomheder at der vurderes konkret for den enkelte virksomhed.
Fundet at afgørelsen efter § 6 D tillige burde begrundes efter forvaltningslovens regler herom.