Afgrænsning af 'Forsikringsvirksomhed', jfr. lov om forsikringsvirksomhed (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Afgrænsning af »Forsikringsvirksomhed«, jfr. lov om forsikringsvirksomhed (* 1)
Forespørgsel om, hvorvidt en påtænkt forening, hvis formål skulle være at afhjælpe medlemmernes økonomiske følger af smitsomme sygdomsangreb med bakterier i medlemmernes besætning bestående af dyr indenfor fjerkræavl, udøver virksomhed omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.
Som medlemmer i foreningen skulle alene optages producenter, der leverede til en bestemt fælles distributør, og kontingent til foreningen skulle betales ved, at der blev tilbageholdt et nærmere fastsat beløb i afregninger. Blev et bakterieangreb konstateret i en besætning, og der blev lidt et tab i forbindelse med, at besætningen måtte aflives, var der krav på støtte fra foreningen til dækning af disse omkostninger efter nærmere angivne kriterier. Foreningen skulle på ingen måde være overskudsgivende, men alene hvile i sig selv.
Forespørgeren rejste særligt spørgsmål om, hvilken betydning det ville have, hvis formålet blev ændret således, at medlemmet ikke havde egentlig retskrav på støtte, såfremt de nærmere kriterier var opfyldt, men at der alene var tale om en hensigtserklæring fra foreningens side om, at støtte kunne ydes i tilfælde af, at et medlem måtte konstatere tab.
Tilsynet antog, at den påtænkte ordning kunne holdes udenfor tilsyn efter lov om forsikringsvirksomhed, såfremt ordningen blev etableret til administration af fordeling af indbetalte bidrag, og det udtrykkeligt kom til at fremgå af foreningens vedtægter, at medlemmerne intet krav havde på foreningen, og at der efter hver enkelt skade måtte ansøges om midler til dækning af udgifterne, og endelig at ydelserne blev afhængige af de til enhver tid værende midler.
Tilsynet henledte samtidig opmærksomheden på, at foreningen ikke i benævnelser eller henvendelser til offentligheden måtte benytte ord, der var egnet til at fremkalde det indtryk, at foreningen drev forsikringsvirksomhed.
(* 1) Afgørelsen er trykt i »Beretning fra Finanstilsynet 1991«
Tilsynet udtalte, at en påtænkt forening med det formål at fordele økonomisk risiko ved driftssygdom blandt en begrænset medlemsskare, kunne holdes uden for tilsyn efter Lov om forsikringsvirksomhed, såfremt visse opregnede krav var opfyldt