Forhandling om udarbejdelse af forhandlerantagelsesbetingelser (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Forhandling om udarbejdelse af forhandlerantagelsesbetingelser (* 1)
Konkurrencerådet har behandlet en klage fra Holstebro Jern & Stålforretning A/S over, at Fr. Rasch's Eftf. A/S har afslået at sælge komprimeret stål i blanktrukket form direkte til virksomheden.
Konkurrencerådets beslutning
Rådet vedtog at optage forhandling med Fr. Rasch's Eftf. i medfør af konkurrencelovens § 11, stk. 1, om udarbejdelse af rimelige og objektive forhandlerantagelsesbetingelser, der skal anvendes konsekvent over for selskabets forhandlere.
Rådet vedtog endvidere, at indtil det i forhandlingerne med Fr. Rasch's Eftf. var lykkedes at opnå rimelige og objektive forhandlerantagelsesbetingelser, skulle selskabet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 2, pålægges at levere direkte til Holstebro Jern & Stålforretning.
Konkurrencerådets vurdering
Konkurrenceloven har i henhold til lovens § 1 bl.a. til formål at sikre erhvervsfriheden, hvilket kan ske gennem foranstaltninger, der retter sig imod de konkurrencebegrænsninger, der hæmmer lige og frie erhvervsvilkår.
Der var efter det oplyste ingen tvivl om, at de omtalte stålkvaliteter er af væsentlig erhvervsmæssig betydning for Holstebro Jern & Stålforretning. Såfremt klageren ikke kunne levere disse kvaliteter, mistede virksomheden også et væsentligt »følgesalg« inden for andre produktkategorier.
Desuden gjaldt det, at dersom Holstebro Jern & Stålforretning ikke kunne købe direkte hos producenten, ville virksomheden blive stillet dårligere i konkurrencen med de øvrige grossister, fordi virksomheden var tvunget til at indkøbe stål via en af de store grossister, der samtidig var konkurrent til virksomheden. Den form for gennemfakturering, som blev påtvunget Holstebro Jern & Stålforretning, var besværlig og omkostningsfordyrende for virksomheden. Selv om muligheden for importsubstitution forelå, var den forbundet med store ekstraomkostninger for klageren.
Der blev endvidere lagt vægt på, at der på det danske marked kun var en indenlandsk udbyder af de pågældende stålkvaliteter - Fr. Rasch's Eftf. - med en markedsandel på 40 pct. I kraft af sin dominerende stilling på markedet måtte virksomheden anses for omfattet af konkurrencelovens bestemmelser.
Fr. Rasch's Eftf.'s afvisning af at sælge direkte til Holstebro Jern & Stålforretning syntes efter de foreliggende oplysninger ikke at være begrundet i saglige forhold. Selskabets havde ikke forhandlerantagelsesbetingelser, der afskar Holstebro Jern & Stålforretning fra at indkøbe direkte hos virksomheden. Tværtimod fremgik det af sagen, at Fr. Rasch's Eftf. solgte direkte til et par grossister, der var mindre end Holstebro Jern & Stålforretning. Fr. Rasch's Eftf.'s synspunkter om, at virksomheden af loyalitet over for de nuværende forhandlere ikke ønskede at sælge til andre grossister, måtte anses som et forsøg på at begrænse konkurrencen i branchen.
Ved en samlet vurdering af sagen måtte det derfor konstateres, at der forelå en konkurrencebegrænsning, der medførte skadelige virkninger i form af begrænsning af klagerens erhvervsfrihed, jf. konkurrencelovens § 11.
Virksomheden kunne opstille forretningsbetingelser, der fastsatte regler for varernes videreforhandling. Men såfremt Fr. Rasch's Eftf. ønskede at indføre et selektivt salgssystem, måtte dette opfylde de generelle krav om, at betingelserne er objektive, rimelige og konsekvent gennemførte, dvs, at enhver forhandler, der opfyldte de af leverandøren fastsatte kriterier, umiddelbart kunne få varen leveret. Indtil virksomheden opstillede sådanne salgs- og leveringsbetingelser, måtte Fr. Rasch's Eftf. anses for forpligtet til at levere direkte til Holstebro Jern & Stålforretning.
De to selskabers stilling på markedet
Fr. Rasch's Eftf., der er et helejet datterselskab under NKT-koncernen, er Danmarks eneste producent af komprimeret stål i blanktrukket form. Selskabet omsatte i 1990 for 200 mio. kr. Virksomheden fremstiller rustfri stålstænger og plader, kulstofstål (til aksler i motorer) samt automatstål (til emner til videreforarbejdning i automatiske drejebænke). Selskabets markedsandel for komprimeret stål er omkring 40 pct., resten af forbruget i Danmark dækkes gennem import.
Fr. Rasch's Eftf. sælger stålprodukter primært gennem de 3 store stålgrossister, Lemvigh-Muller & Munck, SCS og Sanistål. Herudover sælger virksomheden til to grossister, der er mindre end Holstebro Jern & Stålforretning.
Holstebro Jern & Stålforretning A/S er en lokal stålgrossist i Vestjylland og omsatte for ca. 100 mio. kr. i 1990. Selskabets kunder er virksomheder inden for landbrugsmaskinindustri, maskinfabrikker, smedevirksomheder og VVS-virksomheder.
Efter forhandling med sekretariatet har Fr. Rasch's Eftf. erklæret sig villig til at levere.
(* 1) Konkurrencerådet
Dokumentation 1991-3, s. 233-235
Konkurrencerådet har behandlet en klage fra Holstebro Jern & Stålforretning A/S over, at Fr. Rasch's Eftf. A/S har afslået at sælge komprimeret stål i blanktrukket form direkte til virksomheden. Rådet vedtog at optage forhandlinger med Fr. Rasch's Eftf. i medfør af konkurrencelovens § 11, stk. 1, om udarbejdelse af rimelige og objektive forhandlerantagelsesbetingelser, der skal anvendes konsekvent over for selskabets forhandlere.
Rådet vedtog endvidere, at indtil det i forhandlingerne med Fr.
Rasch's Eftf. var lykkedes at opnå rimelige og objektive forhandlerantagelsesbetingelser, skulle selskabet i medfør af konkurrencelovens § 12, stk. 2, pålægges at levere direkte til Holstebro Jern & Stålforretning. Efter forhandling med sekretariatet har Fr. Rasch's Eftf. erklæret sig villig til at levere.