Ordet BIORAPS anset for at have det til registrering som varemærke fornødne særpræg for bla. smøremidler.
Statutory Text (3 Articles)
Ordet BIORAPS anset for at have det til registrering som varemærke fornødne særpræg for bla. smøremidler.
Vedr. indsigelse mod mærket BIORAPS.
Den 20 mar 1990 har De i medfør af varemærkelovens § 20 nedlagt indsigelse mod registrering af det under VA 236 1989 ansøgte mærke BIORAPS. Ansøgningen er indgivet af Castrol Limited, England, den 13 jan 1989, og mærket blev den 23 feb 1990 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende med følgende varefortegnelse: klasse 4: Olier og fedtstoffer til industrielle formål; smøremidler.
Som begrundelse for indsigelsen har De anført, at mærket er uden det til registrering som varemærke fornødne særpræg. De anfører, at diverse varer i klasse 29 og 31 sælges under betegnelser med præfikset bio-, således biocitroner, biogrønsager, biogrønt, biohvedebød. De skriver, at De er opmærksom på, at spiseolier og spisefedt ikke falder under klasse 4. Præfikset skal angive, at varen stammer fra planter som er dyrket biodynamisk, d.v.s. uden brug af kunstgødning, nemlig med det formål at undgå at forurene miljøet. Et ord som bioraps kan dannes i analogi med de ovennævnte, hvis man ønsker en betegnelse for raps som er dyrket biodynamisk. der er henvist til, at planten raps er en såkaldt oliplante hvis frø bruges til at udvinde olie af, som bl.a. kan anvendes til smøreolie. Ordmærket BIORAPS synes at kunne opfattes som en naturlig afkortning af ordet biorapsolie, d.v.s. olie fra raps der er dyrket biodynamisk. Mærket er dermed egnet til at kunne betegne varens art og beskaffenhed og dermed uegnet til registrering efter varemærkelovens § 13.
Ansøgeren har i skrivelse af 16. maj 1990 imødegået indsigelsen. Ansøger har anført, at ordmærket BIORAPS er sammensat af præfikset BIO- der i sig selv først og fremmest har betydningen »vedrørende liv«, men også kan opfattes som forkortelse f.eks. for bioaktiv, biodynamisk eller biologisk nedbrydelig, og det sidstnævnte er netop hvad mærket hentyder til. Suffixet -RAPS er dannet af flertalsformen af det engelske ord »rap« med betydningen »banken, smæk, rap«. Ordet »rap« anvendes endvidere i dag også på dansk som udtryk for »rytmisk tale til musik«. Ansøger skriver videre bl.a., at præfikset BIO- i den sammensætning, hvor forstavelsen anvendes i dette mærke, har et vist særpræg, og det bestrides, at efterstavelsen -RAPS direkte skulle angive varens beskaffenhed. Bioraps må anses for et suggestivt mæke for biologisk nedbrydelige smøreolier, men det er ingen hindring for registrering.
Ansøger har henvist til registreringerne VR 839 1987, BIO-FIBER 80, VR 3407 1987, BIO-CHROM og egistreringen VR 1959 1988 BIO-SELN. Når disse mærker er accepteret til registrering for kosttilskudspræparater i klasse 5, ser ansøger ingen grund til, at nærværende ansøgning afslås, da denne alene omfatter varer i klasse 5 eller i klasserne 29 og 31.
Endelig har ansøger henvist til, at det næppe kan anses fo videre sandsynligt, at der skulle opstå et behov for at danne et nyt ord BIORAPS, i analogi med biocitroner, biogrønsager m.v. Det anses næppe for nærliggende, at rapsplanten skulle indgå i den række af næringsmidler, som man normalt lægger vægt på er biodynamisk dyrkede. Der kan ikke antages at være grundlag for at opfatte mærket i klasse 4 son henvisende til en vare, der er biodynamisk dyrket, idet dette ikke er relevant i forbindelse med smøreolier.
I skrivelse af 26. juni 1990 fastholder De indsigelsen og bemærker bl.a., at De ikke mener, at man kan se bort fra, at rapsolie kan anvendes til smøreolie og at raps har en bestemet betydning på dansk.
Ansøger har ikke ønsket at udtale sig yderligere i sagen.
Sagen er herefter taget op til afgørelse.
Det er direktoratets opfattelse, at mærket har det til registrering fornødne særpræg. Bio er en særdeles almindelig forstavelse i registrerede varemærker. Sammen med en vareart, der kan være biologisk, er mærket dog fundet uegnet til registrering som varemærke for den pågældende vareart i medfør af § 13.
I nærværende tilfælde er ordet Bioraps, men mærket er ikke søgt registreret for raps i klasse 31. I så fald havde det været uegnet til registrering, fordi varemærkeelementet raps naturligt her ville blive opfattet som varearten raps.
Mærket er ansøgt for varer i klasse 4, og uanset om f.eks. smøremidler kan fremstilles af rapsolie, er mærket ifølge direktoratets mening kun suggestivt, men angiver ikke direkte varens art, beskaffenhed eller anvendelse.
Indsigelsen nedlagt i medfør af varemærkelovens § 13 kan herefter ikke tages til følge.
Den trufne afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i § 44 i varemærkeloven indbringes for Patentankenævnet, Helgeshøj Allee 81, 2630 Tåstrup, inden 2 måneder fra dato. Det fastsatte klagegebyr, der i øjeblikket udgør 2000 kr. må samtidig indsendes tilligemed en ankebegrundelse.
Med venlig hilsen
Inge Sander
Specialkonsulent
i indsigelsessager
Ingen
Dansk Sprognævn nedlagde indsigelse mod registreringen af ordet BIORAPS søgt for: Olier og fedtstoffer til industrielle formål; smøremidler.
Udtalt, at forstavelsen Bio sammen med en vareart, der kan være biologisk, er uegnet til registrering for denne vareart.
Da BIORAPS ikke var ansøgt for varearten raps, men derimod for smøremidler, blev mærket anset for at have fornødent særpræg. Dette uanset om smøremidler kan fremstilles af rapsolie.