Kapitalforhøjelse i et selskab (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Kapitalforhøjelse i et selskab (* 1)
Som led i en rekonstruktion af et aktieselskabs egenkapital blev aktiekapitalen i selskabet på en generalforsamling i marts 1989 nedsat fra 15,3 mill. kr. til 0 kr. Beløbet blev anvendt til dækning af underskud. Straks herefter blev aktiekapitalen forhøjet fra 0 kr. til 3,6 mill. kr., tegnet til kurs 416,67, således af der kontant blev indskudt 15 mill. kr. Heraf blev et beløb på 11,4 mill. kr. svarende til overkursen overført til dækning af underskud. Selskabets egenkapital udgjorde herefter ca. 3,6 mill. kr.
På en generalforsamling i december 1989 blev der truffet beslutning om at forhøje aktiekapitalen med 11,7 mill. kr., således at den kom op på sit oprindelige niveau. Forhøjelsen skete ved omdannelse af reserver.
Told- og Skattestyrelsen fritog den første kapitalforhøjelse for kapitaltilførselsafgift i henhold til lov om kapitaltilførselsafgift § 9, stk. 2. Derimod beregnede styrelsen i overensstemmelse med gældende praksis afgift af den kapitalforhøjelse, der blev foretaget i december 1989. Ifølge denne praksis modregnedes et indskud så vidt muligt i en tidligere nedskrivning af aktiekapitalen foretaget til dækning af stedfundne tab, uanset om der var tale om en forhøjelse af den nominelle kapital, eller der var tale om en overkurs. Først herefter blev der indrømmet afgiftsfritagelse for en eventuel resterende overkurs, i det omfang denne blev anvendt til nedbringelse af underskudssaldoen.
Afgiftsgrundlaget blev fastsat til 11,4 mill. kr., dvs. kapitalforhøjelsen på 11,7 mill. kr. reduceret med en uudnyttet nedskrivning på 300.000 kr. fra den første kapitalforhøjelse. Afgiften udgjorde herefter 114.000 kr.
Selskabets advokat påklagede afgørelsen til Departementet, idet han gjorde gældende, at kapitalforhøjelsen på 11,7 mill. kr. var fritaget for afgift efter lov om kapitaltilførselsafgift § 9, stk. 2, idet selskabet efter kapitalforhøjelsen i marts 1989 havde uudnyttede nedskrivninger på 11,7 mill. kr. og ikke på 300.000 kr. som fastsat i Styrelsens afgørelse.
Departementet svarede, at i betragtning af, at overkursen ved kapitalforhøjelsen i marts 1989 var blevet anvendt til nedbringelse af underskudssaldoen, var det Departementets opfattelse, at indskuddet ved denne kapitalforhøjelse kun skulle modregnes i den forudgående nedskrivning af aktiekapitalen for den nominelle kapitalforhøjelses vedkommende, dvs. med 3,6 mill. kr. Efter kapitalforhøjelsen havde selskabet derfor en uudnyttet nedskrivning på 11,7 mill. kr.
Den senere kapitalforhøjelse på 11,7 mill. kr. var som følge heraf afgiftsfri i henhold til § 9, stk. 2, i lov om kapitaltilførselsafgift.
(* 1) Offentliggjort i T&S Nyt nr. 14-1991
Ved en kapitalforhøjelse i et selskab skal en overkurs, der anvendes til nedbringelse af selskabets underskudssaldo, ikke modregnes i en tidligere nedskrivning af kapitalen foretaget til dækning af tab for at blive fritaget for kapitaltilførselsafgift efter § 9, stk. 2. Som følge heraf indgår et beløb svarende til overkursen i de uudnyttede nedskrivninger, der kan anvendes til afgiftsfritagelse ved en senere kapitalforhøjelse.