Legislator Case Law & Legislation
X19910401801 DK

Boligstøtte - Oplysningspligt - Årlig regulering

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1991 4018 Historic

Boligstøtte - Oplysningspligt - Årlig regulering

Ved brev af 13. december 1990, modtaget i amtsankenævnets sekretariat den 15. januar 1991, via Dragsholm kommune har De klaget over, at kommunen har bragt fortsat udbetaling af boligstøtte til ophør pr. 1. december 1990 samt over sagsbehandlingen.

Dragsholm kommune har ved skrivelse af 14. januar 1991 fremsendt en udtalelse bilagt sagens akter.

På grundlag af samlede oplysninger og gældende bestemmelser på området har amtsankenævnet i sit møde den 22. februar 1991 truffet følgende

AFGØRELSE

Amtsankenævnet ændrer afgørelsen, idet nævnet ikke finder kommunen berettiget til at bringe udbetaling af boligstøtte til ophør 1. december 1990.

Amtsankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at boligstøtteåret løber fra 1. januar til 31. december, og at De har afgivet oplysninger om Deres økonomiske forhold, som er modtaget i kommunen den 19. november 1990.

Amtsankenævnet skal gøre Dem opmærksom på, at De er forpligtet til at afgive de oplysninger om Deres husleje, husstand og husstandsindkomst, som kommunen kræver.

Amtsankenævnet afviser at behandle Deres klage over sagsbehandleren. Begrundelsen herfor er, at det ikke henhører under nævnets kompetence.

Amtsankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage sagen til behandling, hvis det skønnes, at sagen er af principiel betydning. Anmodning til boligministeren om behandling af sagen indgives inden 4 uger efter modtagelsen af denne skrivelse til amtsankenævnet, der herefter videresender klagen med sagens akter til Boligstyrelsen, Stormgade 10, 1470 København K.

P.A.V.

E.B.

Vedlagt sagsfremstilling og lovgrundlag.

AMTSANKENÆVNET I VESTSJÆLLANDS AMT

Sekretariatet

Sagsfremstilling

Ved brev af 13. december 1990 har ansøger klager over, at udbetaling af boligsikring er stoppet samt over sagsbehandlingen.

Ansøgeren har oplyst, at han modtog skema til udfyldelse vedrørende boligsikringsgrundlaget for 1991, da familien modtager boligsikring.

Ansøgeren har videre oplyst, at han kort forinden desværre var kommet på bistandshjælp, hvorfor han tog det for givet, at hans sagsbehandler tog sig af sagen lig en identisk situation i årets første måneder. Dette skete imidlertid ikke, og ansøger modtog derfor en rykkerskrivelse.

Ansøgeren har videre oplyst, at essensen af hans brev som svar på rykkerskrivelsen var, at han på baggrund af klagen over grundlaget for bistandsbevilling risikerede at påføre skemaet urigtige tal/oplysning, som efter hans overbevisning ville afstedkomme uoverskuelige problemer for ham.

Ansøgen har videre oplyst, at han intet har hørt siden, ud over at boligsikringen er blevet stoppet.

Ved skrivelse af 14. januar 1991 fra Dragsholm kommune er det oplyst, at ansøger er behandlet efter lov om individuel boligstøtte. Skrivelsen er vedlagt samtlige akter vedrørende perioden 6. november 1990 og til klagers fremsendelse.

Det fremgår af sagens akter, at der er sendt skema 1991 ud i oktober 1990, og da skemaet ikke er modtaget den 6. november 1990, sendes samme dag et rykkerbrev med et nyt skema. Den 16. november 1990 er skema vedrørende 1991 ikke modtaget, og der fremsendes meddelelse om ophør og oplysning om ny ansøgning.

Det fremgår videre af sagens akter, at kommunen har modtaget brev fra ansøger den 19. november 1990 med oplysning om årsag til manglende skriftlig besvarelse samt bevillingsskrivelser på bistandshjælp, hvoraf det fremgår, hvor meget ansøger er berettiget til at modtage af kontanthjælp.

Lovgrundlag - se vedlagte

Lov om individuel boligstøtte § 38, stk. 2 og § 39.

Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte afsnit 15 punkt 15.1, 15.3, 15.4, 15.5 og 15.6 med markering.

Kopi af afgørelsen er tilsendt Dragsholm kommune og Boligministeriet.

Afgørelse 1991 4018 Historic

En boligstøtteansøger, der tillige var bistandsklient, undlod at besvare oplysningsskema, da han havde påklaget bistandshjælpen og derfor ikke kendte sine indtægtsforhold. Disse oplysninger tilgik socialforvaltningen den 19. november 1990. Oplysningspligten herefter opfyldt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →