Boligstøtte - Halvdelsreglen
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 12 og § 16, stk. 2 i lov nr. 64 af 10. marts 1982 om individuel boligstøtte (Boligsikring, boligydelse og lån til beboerindskud), med senere ændringer, lyder således
§ 12
»Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal Kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes. Det samme gælder, dersom særlige forhold, f.eks. i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed, hvortil boligstøtte søges, sandsynliggør, at lejeaftalen er tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.«
§ 16, stk. 2
»Reglen i § 12 gælder også for ejere.«
Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte punkt 6.8, 5., 6., 7., 8. og 9. afsnit, lyder således
»Når lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, vil Kommunalbestyrelsen især kunne anvende bestemmelsen
hvor indkomsten er nedbragt gennem skattemæssige fradrag, der efter forholdene er unormale. Der tænkes navnlig på sådanne fradrag, der ikke modsvares af samtidige udgifter for boligtageren,
hvor huslejen også efter ydelse af boligstøtte vil beslaglægge så stor en del af indkomsten, at det må anses for nødvendigt, at kommunen herudover vil skulle yde støtte, for at husstanden kan bebo lejligheden,
hvor husstanden i forvejen bebor eller uden vanskelighed vil kunne skaffe sig en lejlighed, der med en lavere leje må anses for en passende bolig for husstanden, eller
hvor en person, der ikke er husstandsmedlem, og hvis indtægt derfor ikke indgår i husstandsindkomsten, må antages væsentligt at bidrage til husstandens opretholdelse, f.eks. ved den ene ægtefælles ophold i udlandet. Det er uden betydning for beregningen af den husstandsindkomst, der lægges til grund for boligstøtteberegningen, hvorfor en person, der ikke er husstandsmedlem, bidrager til husstandens opretholdelse, f.eks. om ægtefæller lever faktisk adskilt på grund af uoverensstemmelser, eller om dette ikke er tilfældet.
Selv om lejen ikke overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, men dog forekommer særlig høj, kan Kommunalbestyrelsen nægte at yde boligstøtte, når forhold i forbindelse med lejeaftalens indgåelse kunne tyde på, at aftalen tilsigter opnåelse af boligstøtte som et primært formål. Dette kan således efter omstændighederne forekomme, hvor boligstøtte søges efter afhændelse af ejerbolig, og ansøgeren forbliver boende i samme bolig som lejer, eller der i øvrigt er nær forbindelse mellem ham og udlejer.«
Boligstøtte - Halvdelsreglen
Ankenævnet har på mødet den 22. februar 1991 behandlet Deres klage modtaget den 14. december 1990 over afslag fra YY Kommunalbestyrelse på ansøgning om boligydelse.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Nævnet lagde ved behandlingen af sagen vægt på, at Kommunalbestyrelsen ifølge loven, såfremt lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, samlet skal vurdere husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold, for derefter at bestemme om boligstøtte kan ydes.
En sådan vurdering viser i denne sag, at XX er i stand til at afholde de faste udgifter, hvis boligstøtte ydes.
Endvidere lagde Nævnet vægt på, at det ikke er lovligt i denne forbindelse at forskelsbehandle lejere og ejere.
Derudover lagde Nævnet vægt på, at en beslutning om at benytte reglen i lovens § 12 overfor Dem uden at medinddrage de øvrige ydelser De kan få, vil betyde, at De efter al sandsynlighed vil være henvist til at bo på værelse.
En sådan tilstand fandt Nævnet uacceptabel.
På denne baggrund besluttede Nævnet at pålægge Kommunalbestyrelsen at yde boligstøtte med virkning fra ansøgningstidspunktet.
OPLYSNINGER TIL SAGEN
Med hensyn til sagens faktiske oplysninger og kommunens begrundelse for afgørelsen henvises til vedlagte oplæg.
RETSREGLER
Ankenævnet har lagt følgende retsregler til grund ved behandlingen af Deres klage: Lov nr. 64 af 10. marts 1982 om individuel boligstøtte (Boligsikring, boligydelse og lån til beboerindskud) om senere ændringer, § 12 og § 16, stk 2, samt boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte punkt 6.8, 5., 6., 7., 8. og 9. afsnit, som er gengivet i det vedlagte oplæg.
ANKEVEJLEDNING
De kan ikke indbringe Ankenævnets afgørelse for anden administrativ myndighed.
Bygge- og Boligstyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte at optage en sag til behandling. Men det kan Bygge- og Boligstyrelsen kun gøre, hvis Styrelsen mener, at netop denne sag er »af principiel karakter«.
Det kan en sag for eksempel være, hvis den vedrører forhold, som Bygge- og Boligstyrelsen ikke tidligere har taget stilling til.
Hvis De ønsker, at Bygge- og Boligstyrelsen skal behandle Deres sag, skal De inden 4 uger efter modtagelsen af denne skrivelse rette henvendelse til Det sociale Ankenævn for Bornholms Amt.
Ankenævnet vil herefter videresende sagen til Bygge- og Boligstyrelsen. De vil så modtage svar fra Bygge- og Boligstyrelsen.
Oplæg til møde i Ankenævnet den 22. februar 1991
J. nr. : 90/10-157 pd/tt
Navn.
Cpr.nr.
Bopæl
Erhverv
Civilstand
Hjv. børn u/18
Kommune
Klagen samt klagers oplysninger til sagen
Ved brev af 15. december 1990 til YY Kommunalbestyrelse klager XX over afslag på ansøgning om boligydelse.
Kommunalbestyrelsens oplysninger og begrundelse for afgørelsen
YY Kommunalbestyrelse har med brev af 14. december 1990 fremsendt sagens akter.
Det fremgår heraf, at XX er pensionist, og får udbetalt pension med kr. 4.663,- månedligt.
XX bor i en ejerbolig. Den månedlige terminsydelse andrager kr. 2.825,-.
Kommunalbestyrelsen meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til, at boligudgiften overstiger halvdelen af husstandsindkomsten.
Supplerende oplysninger til sagen
Ved telefonisk henvendelse den 28. januar 1991 til YY Kommunalbestyrelse oplyses det, at der ikke er foretaget en vurdering af XX's økonomiske forhold, såfremt der blev udbetalt boligydelse.
Det oplyses, at det er fast praksis i kommunen at meddele afslag til ejere, hvis boligudgiften overstiger halvdelen af husstandsindkomsten.
Kommunalbestyrelsen er vidende om, at det i kommunen vil være svært at opnå en lejebolig, der er billigere bortset fra værelser.
Halvdelen af en førtidspension udgør ca. kr. 2.330,-, hvilket altså for ejere medfører, at såfremt terminsydelsen er højere end dette beløb, vil der blive meddelt afslag.
Hvis der i dette tilfælde havde været tale om en lejebolig til samme udgift, ville XX være blevet bevilget boligstøtte.
Kommunalbestyrelsen kan ikke oplyse om baggrunden for denne forskelsbehandling af lejere og ejere.
Ved telefonisk henvendelse den 29. januar 1991 oplyser Kommunalbestyrelsen, at en boligstøtteberegning viser, at XX vil kunne opnå kr. 2.017,- månedligt i boligydelse. XX modtager kr. 204,- månedligt i brændselstilskud. Den årlige varmeudgift er af XX oplyst til kr. 5.765,-.
Sekretariatet
Ud fra de oplysninger der foreligger i sagen samt på baggrund af telefonisk samtale den 1. februar 1991 med XX's, kan følgende beregning opstilles vedrørende XX's indtægter og udgifter
Indtægter: Pension udbetalt kr. 4.663,- boligydelse fiktiv kr. 2.017,- brændselstilskud kr. 204,- ----------- Ialt kr. 6.884,- ----------- Udgifter: terminsydelse kr. 2.825,- varme, olie og brænde kr. 881,- elektricitet kr. 188,- gas kr. 30,- vvs kr. 50,- forsikringer hus og indbo kr. 160,- licens kr. 60,- telefon abb. ca. kr. 100,- sygesikringen danmark kr. 55,- Falck abb. kr. 50,- ----------- Ialt kr. 4.399,- -----------
Der resterer herefter kr. 2.485,- månedligt til underhold og andre udgifter.
Retsregler
Ingen
En kommune kan ikke automatisk afvise at yde boligstøtte til ejere alene under henvisning til, at boligudgiften overstiger halvdelen af husstandsindkomsten før tillæg af beregnet boligstøtte.