Dispensation fra kravet om dagslysadgang

Dispensation fra kravet om dagslysadgang

Arbejdsministeriet har i dag skrevet således til A

»I skrivelse af 18. maj 1991 har A, klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 16. maj 1991 vedrørende dispensation fra kravet om dagslystilgang«.

Klagens indhold.

Det anføres blandt andet til støtte for klagen, at B Kommune er fremkommet med urigtige oplysninger, idet kommunen over for Direktoratet for Arbejdstilsynet har oplyst, at man har indpasset vagtplanen med diverse pauser, hvilket ikke er tilfældet.

Endvidere anføres det, at Arbejdstilsynet kreds XX amt har oplyst, at der ikke må arbejdes under jorden, og at der ikke må arbejdes uden dagslystilgang. Senere har kredsen ændret holdning, så der nu må arbejdes, hvis lokalet bliver malet og ventilationen repareret.

Endelig gøres det gældende, at også Direktoratet for Arbejdstilsynet i første omgang ved afgørelse af 19. april 1991, har udtalt at der ikke kan arbejdes i et sådant lokale.

Sagens indhold.

Klagen har været til udtalelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet. Det fremgår af udtalelsen og af sagen i øvrigt, at A ved henvendelse til Arbejdstilsynets kreds XX amt fik oplyst, at det ikke var normalt at arbejdet foregik uden dagslystilgang, men at der var forhold, der gjorde, at dette kunne lade sig gøre, hvorfor et besøg i motionscenteret var nødvendigt.

Kreds XX amt besøgte herefter motionscenteret og afholdt et møde den 21. september 1990 med embedsmænd fra B Kommune.

På mødet blev der indgået en aftale om, at der kunne arbejdes i motionscentret, såfremt lokalet blev malet, ventilationsanlægget repareret, og at de ansatte blev omfattet af en ordning med indlagte pauser i dagslys.

Den 15. marts 1991 klagede A til direktoratet over kredsens afgørelse og oplyste i øvrigt, at der ingen ændringer var foretaget i lokalet, og at vagtplanerne ikke indeholdt pauser til at gå op i det fri.

På baggrund af klagen anmodede direktoratet den 20. marts 1991 kreds XX amt om en udtalelse. Kredsen har herefter udtalt, at dispensationen var meddelt på baggrund af de retningslinier, der er beskrevet i kontorordningen, emne 17, side 11-22 af 22. september 1977.

Da dispensationen for idrætsanlæg var mulig, og da dispensationsbeføjelsen efter kredsens opfattelse var udlagt til kommuner og amter, havde kredsen meddelt dispensation uden yderligere krav.

Herefter meddelte direktoratet i skrivelse af 19. april 1991 kredsen, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke fandt, at kredsen havde været beføjet til at meddele dispensation. Direktoratet har videre præciseret, at kommuner og amter ikke har mulighed for at dispensere i sager, medmindre der er foretaget byggesagsbehandling efter 1. maj 1986.

Kredsen blev anmodet om at genoptage sagen, idet direktoratet samtidig tilkendegav, at dispensation fra kravet om dagslystilgang ikke kunne forventes.

Den 23. april 1991 klagede B Kommune over direktoratets afgørelse .

Kommunen oplyste i forbindelse med klagen, at kommunen var af den opfattelse, at man havde modtaget en gyldig dispensation fra kreds Københavns amt.

Endvidere gjorde kommunen gældende, at der allerede forelå en aftale med håndværkere, hvorefter lokalerne ville blive renoveret, og at man tillige havde indgået en bindende aftale med en motionsklub, om dennes overtagelse af de nævnte lokaler.

Direktoratet indhentede herefter en udtalelse om sagen hos kredsen, der i skrivelse af 25. april 1991 blandt andet oplyste, at dispensationen var meddelt mundtligt.

Den 25. april 1991 foretog direktoratet endvidere en telefonisk høring af kommunen med henblik på at få oplyst, hvorvidt der var aftalt nærmere retningslinier for de pauser, der var aftalt på kommunens møde med kredsen. Kommunen oplyste i forbindelse hermed, at der ikke forelå nogen klar aftale om pausernes omfang.

Den 8. maj 1991 foretog direktoratet en fornyet høring af kommunen med henblik på at få fastslået indholdet af de aftaler, der tidligere forelå om pauser for de ansatte.

På baggrund heraf redegjorde kommunen i telefax af 9. maj 1991 nærmere for de tidligere vagtskemaer, og om pauser og arbejdstider for de ansatte.

Direktoratet meddelte - på baggrund af de oplysninger, der nu forelå i sagen - kommunen en dispensation til at anvende lokalet under forudsætning af, at der i forbindelse med arbejdet blev tilrettelagt pauser således, at de ansatte ikke arbejdede væsentligt over to timer i træk i lokalet.

I anledning af klagen til Arbejdsministeriet over direktoratets afgørelse af 16. maj 1991, anmodede direktoratet den 28. maj 1991 kredsen om nærmere at kommentere sagen.

Kredsen oplyste herefter, at man den 27. maj 1991 foretog endnu en besigtigelse af lokalet. På besigtigelsestidspunktet foregik der ikke arbejde med renovering af lokalet.

På baggrund heraf kontaktede kredsen kommunen, der oplyste, at det nævnte arbejde ville blive påbegyndt efter den 1. juni 1991.

Direktoratet meddelte Arbejdsministeriet, at det var korrekt, at kommunen havde oplyst, at arbejdet var påbegyndt i en eller anden form.

Endvidere kunne direktoratet tiltræde den i klagen angivne oplysning om, at der ikke i tiden efter den 1. september 1990 har været indlagt pauser i arbejdet. Direktoratet har dog i forbindelse hermed tillige oplyst, at det skyldtes den dispensation, der var givet af kredsen. Er der derimod arbejdet efter den 19. april 1991, indebærer dette en overtrædelse af reglerne om dagslystilgang.

Hverken direktoratet eller kredsen var dog i besiddelse af oplysninger, der kan bekræfte dette.

Med hensyn til, hvorfor dispensation ikke blev givet den 15. marts 1991, gjorde direktoratet gældende, at man alene her ønskede at fastslå, hvorvidt kredsens dispensation var sket i overensstemmelse med gældende regler samt praksis. Da dette ikke var tilfældet blev det over for kredsen præciseret, at kredsen ikke havde hjemmel til at meddele dispensation, hvorfor sagen ønskedes genoptaget med henblik på en behandling i overensstemmelse med gældende regler.

Direktoratet var ikke på dette tidspunkt bekendt med, at der var indledt forbedringer, og at der allerede på dette tidspunkt var indgået aftale med tredjemand.

Der forelå ingen oplysninger om kommunens vurdering af mulighederne for en alternativ placering af motionscentret.

Endelig havde direktoratet ingen oplysninger om indholdet af vagtplan.

På denne baggrund fandt direktoratet ikke, at der forelå oplysninger, der kunne støtte formodningen om, at dispensationen kunne meddeles.

Direktoratet oplyste, at det først var efter modtagelse af telefax af 23. april 1991 fra B Kommune, man fandt, at det var muligt at vurdere, om dispensationen kunne meddeles.

Direktoratet har endvidere henvist til en afgørelse fra 1983, hvor dispensation blev givet.

På denne baggrund har direktoratet indstillet, at direktoratets afgørelse af 16. maj 1991 fastholdes.

Klager A bemærkede i skrivelse af 6. september 1991 til Arbejdsministeriet, at direktoratet ikke kommenterer, at arbejdspladsen er beliggende 8 meter under jorden, og at direktoratet ikke er bekendt med, at kommunen agter at udleje lokalet ud til en tredjemand.

Klager A finder videre, at det er kritisabelt, at direktoratet har ændret sin afgørelse af 19. april 1991 på grund af urigtige oplysninger fra B Kommune.

Direktoratet har i en fornyet udtalelse af 19. september 1991 oplyst, at det forhold, at lokalet ligger 8 meter under jorden fremgår af klageskrivelsen af 18. maj 1991. Af skrivelse af 23. april 1991 fra B Kommune fremgår endvidere, at man agtede at udleje til tredjemand.

Direktoratet gør endvidere opmærksom på, at det må bero på en misforståelse fra klagers, når denne fremfører, at direktoratet vil overlade det til kommunen at kontrollere, at reglerne bliver efterlevet. Således anfører direktoratet, at man i overensstemmelse med almindelig tilsynspraksis vil reagere, såfremt der bliver arbejdet i strid med dispensationens betingelser.

Med hensyn til det principielle indhold i sagen kan direktoratet tiltræde, at der ikke efter almindelig praksis gives tilladelse til at arbejde uden dagslystilgang, medmindre det vil betyde en afgørende hindring for virksomhedens drift. Hertil kommer, at kredsene er bemyndiget til at dispensere fra dagslyskravet for så vidt angår sportshaller, og at kredsen har sidestillet - ganske vist urigtigt - motionscentre med arbejde i sportshaller.

Direktoratet anfører endvidere, at der ikke er tale om ændring af praksis, men alene, at det ikke burde komme kommunen til skade, at kredsen havde meddelt dispensation på et forkert grundlag. Samtidig har direktoratet tillagt det betydning, at der ikke er tale om væsentlige sikkerhedsmæssige hensyn, og at der meddeles dispensation til visse former for beslægtede lokaler.

Arbejdsmiljørådets indstilling

Klagen har i henhold til Arbejdsmiljølovens § 66, stk. 1, nr. 4, været forelagt Arbejdsmiljørådet.

Under sagens behandling i Arbejdsmiljørådet har direktoratet på baggrund af en række spørgsmål, der blev rejst på Arbejdsmiljørådets møde den 9. oktober 1991, fremsendt yderligere kommentarer til sagen.

Direktoratet anfører blandt andet, at der burde have været foretaget en byggesagsbehandling, da brugen af lokalerne blev ændret i 1986.

Med Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 49 af 6. februar 1986 om forenkling af byggesagsbehandlingen for visse erhvervskategorier blev en del af Arbejdstilsynets sagsbehandling overført til de kommunale bygningsmyndigheder. Motionscentre er en af de erhvervskategorier, der er omfattet af denne overførsel. Efter bekendtgørelse nr. 49, § 2, stk. 1, trådte bekendtgørelsen i kraft den 1. maj 1986.

Efter ovennævnte bekendtgørelse gælder endvidere, at tilsynet med overholdelse af de bygningsmæssige bestemmelser, der hidtil har været administreret af Arbejdstilsynet i henhold til arbejdsmiljølovgivningen, nu alene udøves af kommunalbestyrelsen for så vidt angår de erhvervskategorier, hvor arbejdsprocessen ikke har en afgørende betydning for bygningens udformning eller dens indretning. Byggesagsbehandlingen ville sabledes alene skulle foretages af den kommunale bygningsmyndighed.

Endvidere oplyser direktoratet, at dagslystilgang skal være til stede, medmindre det vil betyde en afgørende ulempe for virksomhedens drift. Hvornår denne ulempe er til stede, er vanskelig at afgøre, men der har i tidens løb udviklet sig en righoldig praksis.

Arbejdsmiljørådet har herefter udtalt, at FTF fastholder kravet om dagslystilgang og anfører, at tidligere dispensationer fra dagslyskravet er givet af ganske særlige årsager, f.eks. hvor hensynet til produktionen taler for det, og at disse tidligere sager ikke er sammenlignelige med den foreliggende.

Arbejdslederne kan ikke acceptere direktoratets afgørelse. I modsætning til sagen om XX Sygehus kan man ikke her indskærpe sikkerhedsorganisationen at kontrollere pausernes længde.

AC henholder sig til direktoratets afgørelse af 19. april 1991 og kan således ikke støtte direktoratets indstilling.

LO kan ikke støtte direktoratets indstilling under henvisning til, at der ikke er praksis for dispensation på dette område.

DA, de statslige arbejdsgivere, de kommunale arbejdsgivere, SALA og Landbrugsrådet støtter direktoratets indstilling.

Formanden kan ikke støtte direktoratets indstilling under hensyn til den arbejdsmiljømæssige betydning af dagslys.

Arbejdsministeriets afgørelse.

Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man med hjemmel i § 13, stk. 1, nr. 5, i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, som opretholdt ved bekendtgørelse nr. 611 af 18. december 1985, ændrer direktoratets afgørelse, således at B Kommunes dispensation fra kravet om dagslystilgang ikke kan opretholdes.

Arbejdsministeriets begrundelse.

Der er i afgørelsen lagt vægt på at arbejdet foregår uden dagslystilgang, at aktiviteten i, motionslokalet ikke kan sidestilles med de i kontorordningen nævnte idrætsanlæg, hvor praktiske forhold (sportsudøvelse i haller) har nødvendiggjort, at kravene om dagslystilgang blev fraveget, og at hverken teknologiske grunde eller hensyn til rationel tilrettelæggelse af arbejdsprocesser/arbejdspladser, gør det nødvendigt, at arbejdet skal finde sted uden dagslys.

Ingen

Direktoratet meddelte dispensation fra krav om dagslys. Adgang i et motionscenter. Arbejdsministeriet omgjorde afgørelsen. Ministeriet lagde vægt på at et motionscenter ikke er et idrætsanlæg og at der ikke var teknologiske grunde til at fravige kravet.