Klage over påbud om velfærdsforanstaltninger
Statutory Text (3 Articles)
Klage over påbud om velfærdsforanstaltninger
Arbejdsministeriet har i dag skrevet således til virksomheden A
»I skrivelse af 26. marts 1990 har virksomheden A klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 23. februar 1990 vedrørende påbud om kloakarbejde.
Klagens indhold
Det anføres bl.a. til støtte for klagen, at arbejdet består i tømning af enkeltliggende private tanke med en specialslamsuger, som behandler slammet i lukkede systemer. Derfor anser firmaet ikke, at arbejdet er omfattet af bekendtgørelsen, idet denne alene anses at sigte mod arbejder i forbindelse med større offentlige kloakanlæg.
Det anføres endvidere, at de ansatte ikke kommer i kontakt med slammet ved udførelsen af arbejdet, men alene bliver beskidte af jord, særligt i fugtige perioder.
Yderligere gør virksomheden opmærksom på, at de ansatte ikke samles samme sted hver morgen og aften.
Sagsforløb
Arbejdsministeriet har sendt klagen til udtalelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet. Det fremgår af udtalelsen og klagen i øvrigt at
kreds Storstrøms Amt i tilsynsrapport af 24. januar 1990 påbyder, at der på samlingsstedet skal være indrettet velfærdsforanstaltninger, jf. kap. 7, § 29-36 i kloakbekendtgørelsen. Endvidere skal udleveres og anvendes særligt arbejdstøj, jf. bekendtgørelsens 25.
I skrivelse af 8. februar 1990 påklages dette påbud til direktoratet. I forbindelse med sagsbehandlingen af denne klage udtaler kreds Storstrøms Amt til direktoratet, at baggrunden for påbudet er, at de ansattes arbejde består i at tømme trixtanke (septiktanke), der indeholder toiletaffald. Det er et arbejde, der udføres året rundt i næsten alle kommuner i landsdelen, og der er ansat i alt 6 personer til arbejdet, fordelt på 3 slamsugere, som er bygget op på 3 lastvogne.
De ansatte møder hver morgen samme sted, hvor de henter gummistøvler og handsker. De udfører derefter arbejdet i det tøj, de er mødt i, og afslutter dagen på samme sted. På dette samlingssted forefindes ingen velfærdsforanstaltninger. De ansatte har kun mulighed for at hænge deres jakker og sætte deres gummistøvler i et hjørne af et lagerlokale, hvorfor de ansatte også kører hjem i det tøj, de er mødt i.
I afgørelse af 23. februar 1990 præciserer direktoratet kredsens påbud, således at der skal etableres velfærdsforanstaltninger efter kloakbekendtgørelsens bestemmelser, og at der skal udleveres og anvendes beskyttelsesudstyr og særligt arbejdstøj efter bekendtgørelsens § 25. Direktoratet lægger ved afgørelsen vægt på, at de pågældende ansattes opgave består i at tømme trixtanke, hvorved der er en nærliggende mulighed for at komme i berøring med kloakslam.
Med hensyn til virksomhedens påstand om, at det nævnte arbejde ikke er omfattet af bekendtgørelsen anfører direktoratet i udtalelsen til Arbejdsministeriet, at de reale hensyn til sikkerhed og sundhed for de ansatte også gør sig gældende ved tømning af trixtanke, hvorved de ansatte udsættes for at komme i berøring med kloakslam. Direktoratet henviser i forbindelse hermed til bekendtgørelsens § 1, der ikke indeholder en udtømmende opremsning af arbejder, for hvilke bekendtgørelsen gælder.
Supplerende har kredsen pr. telefon til direktoratet oplyst, at mindst en af de ansatte har mavebesvær, bortset fra ferieperioder, men at dette forhold ikke er undersøgt generelt af kredsen.
På denne baggrund har direktoratet med hjemmel i bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde § 1, § 25 og §§ 29-39, indstillet, at direktoratets afgørelse fastholdes, idet direktoratet finder, at arbejdet må sidestilles med de arbejder, der er nævnt i første del af bekendtgørelsens § 1, og arbejdet har således karakter af erhvervsmæssig tømning af tanke, der normalt ikke er forbundet med kloak.
Arbejdsmiljørådets indstilling
Klagen har i henhold til arbejdsmiljølovens § 66, stk. 1, nr. 4, været forelagt Arbejdsmiljørådet, der har udtalt, at Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse tiltrædes.
Klagerens supplerende bemærkninger
Efter Arbejdsmiljørådets afgivelse af indstillingen har virksomheden A i skrivelser af 25. januar 1991 og 5. februar 1991 supplerende anført
1. At Arbejdstilsynet kun har talt med få ansatte og ikke med arbejdsledere eller lignende.
2. At virksomheden ikke er bekendt med, at ansatte har klaget over mavebesvær.
3. At de ansatte kan blive beskidte ved visse funktioner, men at virksomheden udleverer handsker.
4. At de ansatte har fået almindeligt regntøj til beskyttelse ved rengøring.
5. At de ansatte næppe ville køre i egne biler, hvis disse, som anført af Arbejdstilsynet, var beskidte af slam.
Virksomheden foreslår i stedet som løsning, at vognene udstyres med engangsovertræksdragter og skiftetøj, og at de ansatte fortsat vil have regntøj samt forskellige handsker ad libitum.
Samtidig bemærker virksomheden, at der på nuværende tidspunkt forefindes almindelige velfærdsfaciliteter som brusebade, skabe, tørremuligheder, frokoststue samt vaskemaskine og tørretumbler, som de ansatte må benytte, når de kommer forbi.
Arbejdsministeriet har sendt virksomhedens supplerende bemærkninger til udtalelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet som samtidig har
indhentet en ny udtalelse fra kreds Storstrøms amt.
Med hensyn til virksomhedens supplerende anførte omstændigheder fremgår det af kredsens udtalelse
Ad 1. At kredsen bl.a. var på pladsen den 9. januar 1990 og talte med 4 ansatte, som alle kom hjem med slamsugervogne. På ingen af de tidspunkter, hvor kredsen var på pladsen, var arbejdsleder eller arbejdsgiver at træffe. Efter nærmere henvisning tog kredsen kontakt til ledelsen ved xxx på virksomhedens kontor på anden adresse.
Ad 2. At kredsen ikke har kendskab til klager over mavebesvær.
Ad 3 og 5. At kredsen har set slamsugerne både på pladsen og i arbejde. I øvrigt henvises der til kredsens udtalelse til direktoratet i forbindelse med direktoratets sagsbehandling af den konkrete klagesag.
Direktoratet har på den baggrund afgivet udtalelse til ministeriet, hvoraf det fremgår
Ad 1. At direktoratet kan henholde sig til det af kredsen anførte.
Ad 2. At kredsens tidligere telefoniske oplysning om, at mindst en ansat klager over mavebesvær, er i modstrid med kredsens seneste udtalelse. Imidlertid bemærkes, at direktoratets afgørelse af 23. februar 1990 ikke ville have været anderledes, hvis oplysningen ikke havde foreligget.
Ad 3 og 5. At direktoratet på baggrund af kredsens beskrivelse har fundet det godtgjort, at det pågældende slamsugningsarbejde indebærer en nærliggende mulighed for at komme i berøring med kloakslam, især når dækslet på tanken skal fjernes, når sugeslangen skal lægges ud, og når slangen igen skal på plads i slamsugeren.
Ad 4. At udlevering af almindeligt regntøj ikke er tilstrækkeligt til at efterkomme påbudet herunder kravet om velfærdsforanstaltninger.
Med hensyn til virksomhedens forslag til løsning bemærker direktoratet, at kredsen til sin tid bør inspicere forholdene for at tage stilling til, om påbudet er efterkommet i overensstemmelse med ministeriets afgørelse.
På den baggrund indstiller direktoratet, at afgørelsen fastholdes, og at området henføres til kloakbekendtgørelsen.
Arbejdsministeriets afgørelse
Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man med hjemmel i bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 om kloakarbejde mv., § 1, § 25 og §§ 29-39, tiltræder direktoratets afgørelse, således
1) at der på samlingsstedet skal udføres velfærdsforanstaltninger, og
2) at de ansatte tillige skal have udleveret og anvende særligt arbejdstøj.
Frist for efterkommelse af påbudets pkt. 1) fastsættes til den 15. oktober 1991 og pkt. 2) fastsættes til straks.
Arbejdsministeriets begrundelse
Der er i afgørelsen lagt vægt på, at det pågældende arbejde indebærer en nærliggende mulighed for at komme i berøring med kloakslam.
Herudover har Arbejdsministeriet lagt vægt på, at de ansatte begynder og ender arbejdsdagen på samme plads, hvorved Arbejdsministeriet
herved finder, at der er tale om et samlingssted i bekendtgørelsens forstand.
Samtidig finder Arbejdsministeriet, at man kan tilslutte sig direktoratets opfattelse af, at erhvervsmæssigt arbejde med trixtanke og lign. må sidestilles med det arbejde, der er nævnt i første del af bekendtgørelsens § 1.«
P.M.V.
E.B.
Ingen
Virksomheden fandt at arbejde med tømning af trixtanke med toiletaffald ikke var omfattet af regler om kloakarbejde.
Afgørelse stadfæstet idet arbejdet indebærer risiko for kontakt med slam.