Boligstøtte - Huslejens størrelse afskar ikke for boligsikring bl.a. pga. formueindtægt
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - Huslejens størrelse afskar ikke for boligsikring bl.a. pga. formueindtægt
Amtsankenævnet har den 2. maj 1990 behandlet Deres klage over kommunes afslag på boligsikring og truffet følgende A F G Ø R E L S E
Amtsankenævnet pålægger kommune at yde Dem boligsikring til boligen fra ansøgningstidspunktet den 16. oktober 1989. Boligsikringen bør beregnes på grundlag af Deres indtægter og den bistandshjælp, De kunne have opnået, såfremt De havde været berettiget til at modtage denne form for hjælp.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på Deres særlige situation, herunder at De som arbejdssøgende ikke har været berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse eller bistandshjælp, på Deres begrundede ønske om at blive boende i Deres datters skoledistrikt, og på at De stillede Dem til rådighed for arbejdsmarkedet.
ANKEVEJLEDNING
Af lov om individuel boligstøtte § 63, stk. 2, fremgår, at amtsankenævnets afgørelse er endelig og derfor ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Boligministeren kan dog behandle nævnets afgørelse, hvis boligministeren mener, at sagen har principiel betydning.
Beslutter De Dem for, under henvisning til ovenstående, at klage over nævnets afgørelse, skal klagen inden 4 uger fra modtagelsen af denne afgørelse sendes til: Amtsankenævnet, Amtsgården, Sorsigvej, 6760 Ribe.
Deres klage vil da sammen med sagens akter blive sendt til Boligstyrelsen.
OPLYSNINGER TIL SAGEN
Med hensyn til sagens faktiske oplysninger og kommunens begrundelse for afgørelsen henvises til vedlagte notat.
LOVREGLER
Amtsankenævnet har lagt følgende lovregler til grund ved behandlingen af Deres anke: Lov om individuel boligstøtte § 12, jfr. boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 punkt 6.13.
Oplæg til møde i amtsankenævnet den 2. maj 1990
J.nr.
Navn
CPR-nr./alder : 33 år
Adresse
Stilling : Sygehjælper
Civilstand : Separeret
Børn : 2
Boligforhold : Boligforeningslejlighed
Modtaget i km.: 22. november 1989
Modtaget i aa.: 27. november 1989
Notat udsendt:: 21. marts 1990
Klagen: I brev af 22. november 1989 klages der over, at kommune har afslået en ansøgning om boligsikring.
Kommunens begrundelse
I brev af 25. oktober 1989 har kommune begrundet afslaget med henvisning til § 12 i lov om individuel boligstøtte, hvorefter kommunalbestyrelsen har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af forholdene, når der ansøges om boligsikring til en bolig, hvor lejen overstiger halvdelen af boligtagerens husstandsindkomst.
Faktiske oplysninger
Klageren er separeret og er blevet alene med 2 børn på henholdsvis 9 og 2 år. Hun har skaffet sig en bolig i samme bopælsområde, hvor familien hidtil har boet. Det er et nybygget boligforeningsbyggeri. Det har haft betydning for klageren, fordi det ældste barn ikke har skullet skifte skole, og klageren har netop fået institutionsplads i området til det yngste barn.
Klageren har samtidig stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Hun oplyser, at hun ikke mener, det vil blive svært at skaffe arbejde. Hun er uddannet sygehjælper og har desuden efteruddannet sig som plejer.
Om sine økonomiske forhold oplyser klageren, at hun modtager hustrubidrag med kr. 2.000 pr. måned. Det er det eneste beløb, der indgår i husstandsindkomsten. Klageren har derudover en formue på kr. 70.000, og denne forhindrer hende i at modtage hjælp efter bistandslovens regler.
Klageren har efter oplysningerne til ansøgningen om boligsikring også en indtægt, dels renter, dels afdrag af et pantebrev af ældre dato. Det giver hende en årlig indtægt på kr. 7.600 eller kr. 633 pr. måned.
Det beløb, klageren har til rådighed pr. måned, bliver herefter
Hustrubidrag 2.000 kr. Børnebidrag (dobbelt) 2.472 kr. Renter 633 kr. Børnetilskud, pr. måned 909 kr. Børnefamilieydelse, pr. måned 933 kr. --------- I alt 6.947 kr.
Huslejen er kr. 3.918 pr. måned, hvortil kommer el og varme.
Klageren har efterfølgende oplyst overfor sekretariatet, at hun har fået arbejde den 1. februar 1990, og kommune har telefonisk oplyst, at klageren har søgt boligsikring igen den 18. januar 1990, og hun har fået boligsikring fra 1. februar 1990 på grundlag af en månedlig indtægt på kr. 10.960.
Kommentarer til det udsendte oplæg
Klageren har i brev af 26. marts 1990 kommenteret oplægget. Hun oplyser, at hendes arbejdsforhold er som fastansat plejer på amtssygehuset. Endvidere at hun selv har betalt indskud i lejligheden, og at hun heller ikke har fået anden form for hjælp af kommune.
Ingen
Efter skilsmisse og bodeling søgte en kvinde boligsikring til nybygget boligforeningsbyggeri i samme lokalområde som børnenes skole/institution.
Hendes forsørgelsesgrundlag var på ansøgningstidspunktet hustrubidrag, børneydelser og renter af likvid formue/formue.
Kommunen gav afslag, fordi huslejen var mere end dobbelt så stor som indtægten, her hustrubidraget.
Klageren havde uddannelse og stillede sig straks til rådighed for arbejdsmarkedet. Hun var ikke berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse - ude af arbejdsmarkedet under ægteskab.
Hun var ikke berettiget til bistandshjælp på grund af formuen.
Nævnet begrundede sit pålæg med klagerens særlige situation, at hun var arbejdssøgende, og at hun ikke var berettiget til bistandshjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Henviste også til ønsket om at blive boende i lokalområdet.