Ikke afslag på rimeligt ATB derfor nyt ATB
Statutory Text (3 Articles)
Ikke afslag på rimeligt ATB derfor nyt ATB
Direktoratet har ved skrivelse af 24/8 1990, journal nr. XXX i forbindelse med en hos DfA verserende klagesag rettet en forespørgsel til Arbejdsmarkedsstyrelsen angående N.N.
Direktoratet anmoder om Styrelsens stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt klageren har nægtet at tiltræde et arbejdstilbud og dermed har afslået et rimeligt arbejdstilbud til ledige samt om den pågældende har krav på et nyt arbejdstilbud.
Det fremgår af de fremsendte bilag, at den pågældende ved skrivelse fra AF, Aalborg af 6/12 1989 blev henvist til et arbejde (1. arbejdstilbud), anvist af Beskæftigelsessekretariatet, Aalborg, med arbejdsted hos B.B., x-købing.
Klageren skulle i denne forbindelse give møde hos Beskæftigelsessekretariatet den 21/12-1989.
Klageren har i sin klageskrivelse af 4/7 1989 til A-kasse, Aalborg, forklaret, at han under det ovennævnte møde, hvor der også var en medarbejder fra AF til stede, fik tilsagn om, at han under hensyntagen til, at den af A-kassen beregnede falddato var forkert, kunne komme med i V-projektet (fremskaffelse af jobtilbud i den private sektor), hvorfor det fremsatte jobtilbud vedrørende arbejde hos B.B. skulle betragtes som ikke-fremsat.
AF, Nordjylland har ved skrivelse til DfA af 21/6 1990 anført, at klageren ikke sulle tiltræde arbejdstilbuddet hos B.B., da der blev udfoldet bestræbelser på at fremskaffe et privat arbejdstilbud.
Herefter kan der ikke være tale om, at klageren i forbindelse med dette arbejdstilbud har afslået et rimeligt arbejdstilbud til ledige, ligesom det beskrevne hændelsesforløb ikke vil kunne indebære, at den pågældende afskæres fra at få et nyt arbejdstilbud.
Det fremgår ligeledes af det oplyste, at den pågældende af AF, Aalborg ved skrivelse af 22/1 1990 blev henvist til et arbejde (1. arbejdstilbud) ved cafeteriet ved K., Y-vej, X-købing.
Det fremgår af henvisningsskrivelsen, at klageren skulle møde hos K. den 24/1 1990 kl. 10.00.
Da han ikke mødte op på det angivne tidspunkt, indberettede AF, Aalborg ved skrivelse af 26/1 1990 dette til A-kassen, Aalborg.
A-kassen informerede herefter ved skrivelse af 26/1 1990 klageren om, at kassen under indtryk af den skete udeblivelse den 24/1 1990 havde stoppet medlemmets dagpenge med virkning fra samme dato.
A-kassen foretager i sin skrivelse af 26/1 1990 en sammenkædning af denne udeblivelse med det ovenfor beskrevne hændelsesforløb vedrørende arbejdstilbuddet hos B.B.
Da AF som tidligere nævnt ved skrivelse af 21/6 1990 har tilkendegivet, at klageren ikke skulle tiltræde dette arbejdstilbud, har der ikke været belæg for at medtage dette forhold ved kassens rådighedsvurdering.
Klageren har i forbindelse med den skete udeblivelse i sin klageskrivelse anført, at henvisningsskrivelsen fra AF var dateret den 22/1 1990 og at skrivelsen endvidere ikke var fremsendt anbefalet. Klageren anfører herudover, at han først modtager henvisningsskrivelsen den 24/1 1990, - altså på samme dato, som han skulle være mødt på arbejdsstedet kl. 10.00.
Klageren tilføjer, at såvel fagforening som AF-kontoret har lukket på det tidspunkt, han bliver opmærksom på henvisningsskrivelsen, ligesom han regner med, at skrivelsen er udtryk for en misforståelse, idet klageren i denne sammenhæng henviser til det ovenfor omtalte projekt.
Medlemmet kontakter den påfølgende dag AF og fagforeningen, og modtager herefter a-kassens skrivelse af 27/1 1990.
AF, Nordjylland, anfører i sin skrivelse af 21/6 1990 til DfA, at kontoret har henvist klageren til arbejdstilbud hos K. ud fra en vurdering af, at der var tale om et rimeligt arbejdstilbud, samt endvidere under hensyntagen til de gældende tidsfrister for placering i arbejdstilbud.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorfor henvisningen ikke er sendt anbefalet, anfører AF i ovennævnte skrivelse, at der ikke er kutyme herfor, ligesom en sådan fremgangsmåde heller ikke er foreskrevet i de gældende retningslinier for administration af arbejdstilbudsordningen.
Arbejdsmarkedsstyrelsen skal til det således oplyste udtale, at det forhold, at klageren udebliver fra det anviste arbejdstilbud hos K. som udgangspunkt vil skulle ligestilles med et afslag på det pågældende arbejdstilbud, jfr. herved § 19 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om arbejdstilbud til ledige m.v.
Efter den citerede bestemmelse indebærer et afslag på et rimeligt arbejdstilbud, at den pågældende ikke har ret til et nyt tilbud.
Imidlertid fører det forhold, at henvisningsskrivelsen er afsendt til klageren den 22/1 1990: at mødetidspunktet allerede var den 24/1 1990 kl. 10.00: at klageren den påfølgende dag henvender sig til såvel A-kasse som AF, sammenholdt med, at den ledige under mødet hos beskæftigelsessekretariatet den 21/12 1989 var blevet bibragt den opfattelse, at der ville blive udfoldet bestræbelser på at fremskaffe et privat arbejdstilbud, til, at Arbejdsmarkedsstyrelsen ud fra en samlet vurdering ikke finder, at det skete kan sidestilles med et afslag på et rimeligt arbejdstilbud, jfr. herved § 19 i bek. 403 af 30. maj 1989.
Som følge deraf vil klageren være berettiget til et nyt arbejdstilbud.
Direktoratet bedes underrette Styrelsen om sagens udfald.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har dags dato oversendt genpart af nærværende skrivelse til klageren, AF i Aalborg samt A-kassen.
Ingen.
AMS traf som ankeinstans afgørelse om at et medlems udeblivelse fra et anvist offentligt ATB grundet sagens omstændigheder ikke kunne sidestilles med afslag på et rimeligt ATB hvorfor medlemmet var berettiget til et nyt tilbud.