Overskydende timer uden for Danmark
Statutory Text (3 Articles)
Overskydende timer uden for Danmark
Med skrivelse af 18. september 1989 fra Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse har direktoratet modtaget Deres klage over kassens afgørelse af 6. september 1989, hvorefter De først er dagpengeberettiget efter afvikling af 205,4 overskydende timer efter ledigmeldelsen den 2. august 1989.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at De i perioden 3. september 1987 til 27. juli 1989 var ansat som kontorassistent på Y, Grønland.
De har i arbejdstimeerklæring af 17. august 1989 erklæret, at Deres sædvanlige arbejdstid i henhold til en overenskomst mellem FADVIG/LO forud for arbejdsophøret var 54 timer pr. uge.
Dette fremgår ligeledes af ansættelsesbrevet af 20. august 1987, hvor det oplyses, at den på ansættelsesdatoen gældende minimale ugentlige, effektive arbejdstid er 53 timer.
I henhold til den af Dem vedlagte overenskomst mellem FADVIG - Foreningen af Danske Virksomheder i Grønland - og LO - af 15. april 1987, § 2, udgør den normale arbejdstid pr. 1. marts 1988 og frem til 1. marts 1990 7,6 timer pr. dag fem dage om ugen.
I henhold til et protokollat af samme dato mellem disse parter om ændringer i aftalen om ansættelsesvilkår, pkt. 15, vil den samlede, ugentlige arbejdstid for almindelige kontor- og lagerfunktionærer i overenskomstperioden pr. 1. marts 1987 være 53 timer, pr. 1. marts 1988 54 timer og pr. 1. marts 1990 være 54 timer.
Af Deres lønsedler fremgår det, at De har fået udbetalt en fast månedsløn og herudover tillæg for overtid.
I anken af 11. august 1989 har De henvist til brev af 17. februar 1989 fra LO til tillidsmændene på Y, hvori det understreges i relation til reglerne om overførsel af overskydende timer, at den ugentlige arbejdstid på Grønland er den, der er fastsat som minimumstid i protokollatet til overenskomsten.
Kassen anfører som begrundelse for afgørelsen om overførsel af 205,4 overskydende timer, at det fremgår af overenskomsten mellem FADVIG og LO, at den normale arbejdstid pr. 1. marts 1988 udgør 7,6 timer pr. dag svarende til 38 timer pr. uge, hvorfor kassen finder, at dette var Deres normale ugentlige arbejdstid.
Kassen har endvidere lagt vægt på, at der er udbetalt overtidsbetaling for det antal timer, som svarer til kassens fortolkning af normaltimetallet og det faktiske timetal ifølge protokollatet.
AFGØRELSE
I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 4, og i henhold til direktoratets bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 om overførsel af overskydende timer, § 1, stk. 1, overføres alle overskydende timer, når et medlem i de forudgående 13 uger før tilmelding til arbejdsformidlingen sammenlagt har haft beskæftigelse af større omfang end svarende til fagets normale arbejdstid.
I henhold til vejledningen af 11. april 1989 til bekendtgørelsens § 1 fremgår, at det afgøres ud fra overenskomsten for det pågældende faglige område, om et medlem har haft beskæftigelse af større omfang end fagets normale arbejdstid.
Idet direktoratet anser ovennævnte overenskomst, § 2, ændret ved protokollatet af samme dato, pkt. 15, finder direktoratet, at Deres normale arbejdstid på Y forud for arbejdsophøret den 27. juli 1989 var 54 timer ugentlig.
Som følge heraf har De ikke haft arbejde af større omfang end svarende til fagets normale arbejdstid i de forudgående 13 uger før tilmelding til arbejdsformidlingen, hvorfor der ikke skal afvikles 205,4 overskydende timer, forinden Deres dagpengeret indtræder efter ledigmeldelsen.
Med denne begrundelse giver direktoratet Dem medhold i anken.
Kassen er ved kopi orienteret om afgørelsen.
Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 99, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.
Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.
P.D.V.
E.B.
Jytte Kirkeby
fuldmægtig
Ingen
Et medlem, som har arbejdet 54 timer om ugen på Grønland, skal ikke afvikle overskydende timer, hvis arbejdstiden fremgår af overenskomst eller protokollat hertil