Beregning af feriedagpengeretten ved kursusgodtgørelse og supplerende løn under ansættelse i optjeningsåret (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Beregning af feriedagpengeretten ved kursusgodtgørelse og supplerende løn under ansættelse i optjeningsåret (* 1)
Ved skrivelse af 2. marts 1990 har De anmodet direktoratet om at meddele, hvilken indflydelse det har på de ansattes ret til feriedagpenge, at firmaet, når de ansatte deltager i et kursus med kursusgodtgørelse, udbetaler forskellen mellem »dagpengene« og normallønnen.
De har oplyst, at de ansatte får feriepenge af beløbet.
De har endvidere konstateret, at de ansatte, når de får udbetalt feriedagpenge i det følgende år, tilsyneladende kan holde mere end 30 dages ferie.
Som eksempler herpå har De anført, at fx to af Deres medarbejdere, der har været i beskæftigelse hele optjeningsåret, har haft henholdsvis 15 og 25 kursusdage og har fået feriedagpenge fra arbejdsløshedskassen til henholdsvis 3 og 4 feriedage, mens De har angivet 28 feriedage på begge feriekort.
De har den 6. april fremsendt yderligere oplysninger om to af de ansatte: Optjeningsåret 1988
X
Normaltimer 1397,00
Overtimer 119,00
Afspadseringstimer 93,50
Sygetimer m/feriepenge 10,00
Sygetimer u/feriepenge 25,50
Kursustimer 190,00
Afholdte ferietimer 239,50
Søgnehelligdagstimer 53,00
XX
Normaltimer 1443,00
Overtimer 81,50
Afspadseringstimer 86,00
Sygetimer m/feriepenge 1,00
Sygetimer u/feriepenge 38,50
Kursustimer 152,00
Afholdte ferietimer 235,50
Søgnehelligdagstimer 53,00
De oplyser, at de begge har fået udbetalt feriedagpenge for fire dage fra arbejdsløshedskassen i ferieåret 1989/90.
I denne anledning skal man meddele, at Metalarbejdernes Arbejdsløshedskasse anvender timefradragsreglen i § 3, stk. 3, i bekendtgørelsen om udbetaling af feriedagpenge nr. 166 af 28. februar 1989 for alle de medlemmer, der i en periode af optjeningsåret eller hele optjeningsåret har haft beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid.
Der henvises herved til § 3, stk. 4, i bekendtgørelsen.
I vejledningen til § 3, stk. 3, er der på side 5 nærmere beskrevet, hvilke timer der skal medregnes ved opgørelsen af det antal timer, som skal medføre fradrag i medlemmets ret til feriedage med feriedagpenge.
Disse regler vil, såfremt de opgivne afspadseringstimer i de to eksempler er identiske med overarbejdstimer, der afspadseres, medføre, at der skal fradrages henholdsvis 1500,50 og 1530 timer. Omregnet til feriedage giver det i begge tilfælde 26 dage, der skal fradrages. De to ansatte vil herefter i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h være berettiget til fire dage med feriedagpenge.
Der optjenes ikke ret til feriegodtgørelse af den udbetalte kursusgodtgørelse. Kursusperioder med kursusgodtgørelse vil derfor normalt ikke skulle fradrages i relation til § 2 i bekendtgørelsen. Imidlertid har de to ansatte modtaget supplerende løn og feriepenge af den supplerende løn for kursusperioden, hvorfor den ovenfor anførte opgørelse af ret til ferie med feriedagpenge kan forekomme at give de ansatte en utilsigtet fordel, idet der i vejledningen til fradragsreglerne ikke er taget højde for, at der i kursusperioder med kursusgodtgørelse kan blive tale om udbetaling af supplerende løn med feriepenge.
Det bemærkes herved, at en lønmodtager i henhold til ferielovens § 6 a kun har ret til 30 dages ferie i et arbejdsforhold.
I vejledningen til feriedagpengebekendtgørelsen, side 5, er der opregnet eksempler på de hyppigst forekommende situationer, som kunne have givet anledning til tvivl vedrørende opgørelsen af arbejdstimer, idet der ifølge ferielovens regler optjenes 2 1/2 dags ferie pr. måned uanset beskæftigelsens omfang, hvorimod der i relation til feriedagpengene alene udbetales i forhold til antallet af arbejdstimer i optjeningsåret.
Kursusperioder i et ansættelsesforhold, hvor der udbetales supplerende løn af arbejdsgivere i henhold til husaftale, er ikke nævnt i vejledningen.
Direktoratet finder imidlertid, at disse perioder må sidestilles med arbejdstimer i optjeningsåret og derfor fremover skal medføre fradrag i antallet af feriedage med ret til feriedagpenge efter reglerne i bekendtgørelsens § 3 og § 4.
Da dette ikke er præciseret i vejledningen til bekendtgørelsen, vil direktoratet udsende meddelelse til kasserne herom.
P.D.V.
E.B.
Karen M. Morsbøl
fuldmægtig
Kursusperioder med kursusgodtgørelse i et ansættelsesforhold, hvorunder der i henhold til husaftale eller lignende udbetales supplerende løn under kurset, må ligestilles med arbejdstimer og skal medføre fradrag i henhold til bekendtgørelsens § 2 i antallet af feriedage med feriedagpenge