Boligstøtte - forældelse af tilbagebetalingskrav
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - forældelse af tilbagebetalingskrav
D.d. har man tilskrevet N.N., 4800 Nykøbing F., således
»Ved brev af 12. juli 1989 har De klaget over, at det sociale udvalg i Nykøbing F. kommune har besluttet at kræve tilbagebetaling af for meget ydet boligstøtte i 1985.
Det sociale udvalg har fremsendt sagens akter og en udtalelse, som De er gjort bekendt med.
Det fremgår af sagen, at De er enlig, og at De har en hjemmeboende datter på 13 år.
I perioden fra 17. august 1985 til 31. december 1985 blev De bevilget boligstøtte med kr. 1.122,- pr. måned ud fra en beregnet husstandsindkomst på. 105.000,-.
Husstandsindkomsten var beregnet udfra indkomstoplysninger afgivet af Dem.
Ved skrivelse af 5. juli 1989 krævede det sociale udvalg tilbagebetaling af kr. 1.264,- vedrørende den udbetalte boligstøtte for 1985. Begrundelsen herfor var, at den beregnede husstandsindkomst ud fra Deres selvangivelse var på kr. 123.000,-, hvorved Deres faktiske husstandsindkomst oversteg den forventede indkomst med kr. 18.000,-.
De har i Deres ankeskrivelse af 12. juli 1989 bl.a. udtrykt undren over, at det sociale udvalg først efter 4 år har reguleret Deres boligsikring.
Det sociale udvalg har hertil anført, at det på grund af manglende personalemæssige ressourcer og udskiftninger i socialforvaltningens boligstøttekontor først nu har været muligt, at omberegne den udbetalte boligstøtte for 1985, samt fremsætte krav om tilbagebetaling.
I henhold til boligstøttelovens § 38, stk. 3, skal ansøgerne oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.
Ifølge § 41, stk. 1, i boligstøtteloven, som denne var gældende i 1985, skal ansøgeren, såfremt han har undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette.
Ifølge pkt. 14.6. i boligstyrelsens dagældende cirkulære af 30. august 1982 om individuel boligstøtte bør boligstøttemodtagere, der har fået udbetalt boligstøtte i forhold til den forventede fremtidige indkomst, have omregnet boligstøtten, når den faktiske husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med mindst kr. 10.000,-. Endvidere fremgår, at kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskrav senest 2 år efter udgangen af det år tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre kommunalbestyrelsen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.
I henhold til dagældende § 41, stk. 2, i boligstøtteloven, som denne var gældende i 1987, skal ansøgeren eller hans dødsbo tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte, såfremt den faktiske husstandsindkomst overstiger den forventede indkomst med mindst kr. 10.000,-.
Amtsankenævnet har herefter behandlet sagen i sit møde den 23. november 1989, hvor man traf følgende
A F G Ø R E L S E
Nævnet finder ikke, at der efter loven er noget til hinder for, at det sociale udvalg rejser krav om tilbagebetaling, selv om der er forløbet mere end to år efter det år tilbagebetalingskravet vedrører.
Nævnet stadfæster derfor det sociale udvalgs krav om tilbagebetaling af boligstøtte for perioden 17. august til 31. december 1985, da betingelserne herfor er opfyldt.
Da De ikke har klaget over tilbagebetalingskravets størrelse, har nævnet ikke foretaget en prøvelse heraf.
Vedrørende eventuel klage over amtsankenævnets afgørelse henvises til vedlagte vejledning.«
Hvilket herved meddeles.
Med venlig hilsen
Ingen
En kommune krævede i juli 1989 tilbagebetaling af boligstøtte for 1985. Støttemodtageren udtrykte undren over, at kommunen først regulerede boligsikringen 4 år efter modtagelsen. Kommunen anførte hertil, at det på grund af manglende personalemæssige ressourcer og udskiftninger på boligstøttekontoret først i 1989 var muligt at omberegne den i 1985 udbetalte boligstøtte og herefter rejse tilbagebetalingskravet.
Nævnet henviste til Boligstyrelsens vejledning af 22.10.1987 om individuel boligstøtte, hvoraf det fremgår, at kommunen bør rejse tilbagebetalingskrav senest 2 år efter udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre kommunen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.
Nævnet fandt ikke, at der efter loven var noget til hinder for, at kommunen rejste krav om tilbagebetaling, selvom der var forløbet mere end 2 år efter det år, tilbagebetalingskravet vedrørte.