Spørgsmål om et ordmærke sammensat af kendte sprogelementer kunne anses for deskriptivt.
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmål om et ordmærke sammensat af kendte sprogelementer kunne anses for deskriptivt.
-Indsigelse mod ansøgning af varemærke VA 8238 1987, ordet FAXPHONE.
I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkeloven har Dansk Sprognævn i skrivelse hertil af 04 apr 1989 nedlagt indsigelse mod Deres ovennævnte varemærkes registrering. Ansøgningen omfatter alle varer i klasse 9.
Det er i skrivelsen anført, at faxfon sandsynligvis er en sproglig nydannelse, men den omstændighed udelukker ikke principielt, at ordet kan være deskriptivt, hvis det er sammensat af kendte sprogelementer. Ordet Faxphone er nærmest engelsk, men en anden stavemåde end den gængse kan som regel ikke medføre, at et ellers deskriptivt ord får fornyet adskillelsesevne. Såfremt ordmærket betragtes som et engelsk ord, kan der også tages hensyn hertil, idet et ords betydning på et fremmed sprog også kan medføre, at det må anses for deskriptivt.
Ordet Faxfon er bygget op af fax og fon. Ordet fax anvendes som en forkortelse af telefax, og fon er almindelig som betegnelse for apparater til overførsel af lyd f.eks. telefon. Endelsen fon kan også være en afkortning af ordet telefon, når dette er sidste led i et sammensat ord. Således er ordet videofon det samme som videotelefon. Ordet faxfon er således en naturlig nydannelse som betegnelse for et apparat, især et telefonapparat, som står i forbindelse med en telefax. Sprognævnet mener derfor ikke, at mærket har tilstrækkeligt særpræg i medfør af § 13 i varemærkeloven.
Denne skrivelse har været forelagt Dem til udtalelse, men De har trods opfordring hertil ikke udtalt Dem i sagen, der hermed er optaget til afgørelse.
I medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven må et varemærke ikke registreres, såfremt det udelukkende eller med kun uvæsentlige ændringer angiver varens art, idet et sådant ord ikke kan anses for at have tilstrækkeligt særpræg til at kunne registreres. Således som oplyst over for direktoratet anvendes ordet fax almindeligvis som en forkortelse for telefax, og phone er det engelske ord for telefon, og dette anvendes også her i Danmark som ensbetydende med telefon. Ordet Faxphone må herefter anses for en naturlig orddannelse, der beskriver et apparat bestående af en fax og en telefon.
Dette ord er herefter ikke i besiddelse af fornødent særpræg til at kunne registreres, idet det angiver varens art, nemlig at det drejer sig om en kombination af en telefax og en telefon. Det skal tilføjes, at da en mærkeindehaver ved registrering af et varemærke opnår eneret til mærket og derved kan forbyde andre at anvende dette mærke, finder direktoratet ikke at kunne registrere mærket for Dem, således at De kan hindre alle andre i at anvende den naturlige orddannelse faxphone.
Ansøgningen afslås herefter i medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven, da ordet kan angive varens art.
Den trufne afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i § 44 i varemærkeloven indbringes for Patentankenævnet, Helgeshøj Alle 81, 2630 Taastrup, inden 2 måneder fra dato. Det foreskrevne klagegebyr på 2000 kr. må samtidig indsendes.
Med venlig hilsen
Inge Sander
specialkonsulent
i indsigelsessager
Ingen
Dansk Sprognævn nedlagde indsigelse mod registrering af mærket »Faxphone« for alle varer i kl. 9 (elektriske apparater m.v.).
Udtalt, at ordet fax almindeligvis anvendes som en forkortelse for telefax og phone for telefon i Storbritannien - og i Danmark.
Faxphone anset for en naturlig orddannelse, der beskriver et apparat bestående af en fax og en telefon. Mærket ikke anset for havende fornødent særpræg, idet det angav varens art.