Legislator Case Law & Legislation
X19896028701 DK

Foreningsnavnet 'Advokatgruppen Danmark' og advokatetiske regler ikke til hinder for registrering af figurmærke med ordet ADVOKATGRUPPEN.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1989 60287 Valid

Foreningsnavnet »Advokatgruppen Danmark« og advokatetiske regler ikke til hinder for registrering af figurmærke med ordet ADVOKATGRUPPEN.

Advokaterne Lille Strandstræde 20

Lille Strandstræde 20

Postbox 3046

1021 København K

Vor ref: VA 0086 1987/V1/IS/FT

Deres ref: 2198 lr/yss

Frist: Dato: 30 maj 1989

-Indsigelse mod ansøgning af varemærke VA 0086 1987, et figurmærke indeholdende ordet Advokatgruppen.

I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkeloven har De i skrivelse hertil af 06 juni 1988 som medlem af bestyrelsen for Advokatgruppen Danmark nedlagt indsigelse mod registreringen af det ovennævnte varemærke. Ansøgningen er indgivet af advokaterne Carsten Mikkelsen og Niels-Peter Andreasen, Horsens, og omfatter alle tjenesteydelser i klasse 42.

Til støtte for indsigelsen gøres det gældende, at ordet Advokatgruppen i det ansøgte varemærke er forveksleligt med foreningsnavnet Advokatgruppen Danmark og derfor ikke kan registreres jfr. § 14 stk. 1 i varemærkeloven. Advokatgruppen Danmark er anmeldt til Foreningsregistret den 24 juni 1986 og registreret den 28 januar 1987. Det anføres tillige, at foreningsnavnet er i brug for den virksomhed, der er anmeldt til Foreningsregistret.

Det gøres yderligere gældende, at ansøgernes annoncering under et firmanavn, nemlig Advokatgruppen, er i strid med de kollegiale regler vedrørende annoncering der gælder for advokater. Der er vedlagt genpart af nogle af Advokatrådets fastsatte regler for god advokatskik.

I skrivelse hertil af 26 aug 1988 har ansøgerne bl.a. bemærket, at det følger af lov nr. 100 om Foreningsregistret fra 1926, at en forening opnår beskyttelse for foreningsnavnet fra tidspunktet for optagelsen i Foreningsregistret, og denne optagelse har først fundet sted efter at nærværende ansøgning blev indgivet. Iøvrigt mener ansøgerne, at der ikke er sammenfald mellem advokatvirksomhed, der udøves af dem og den citerede formålsbestemmelse i Foreningsregistret.

Ansøgerne påpeger også, at nærværende ansøgning knytter sig til det originale figurmærke, som anvendes af de samarbejdende advokatkontorer i forbindelse med ordet Advokatgruppen. Selve betegnelsen Advokatgruppen savner isoleret set særpræg, hvilket er fornødent for at få et sådant ord registreret, og man kan ikke uden stærk indarbejdelse opnå nogen varemærkeret til et sådant ord. Direktoratet har tidligere fundet ordet Advokatgruppen uegnet til registrering under henvisning til bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven.

Til det af Dem anførte om, at anvendelsen af firmanavnet Advokatgruppen skulle være i strid med de kollegiale regler, henleder ansøgerne opmærksomheden på, at varemærket indeholdende Advokatgruppen har været taget i anvendelse siden marts 1987, uden at det har givet anledning til indsigelser. Iøvrigt kan spørgsmålet om, hvorvidt en firmabetegnelse er i overensstemmelse med de regler, som advokatmyndighederne har fastsat for annoncering og markedsføring, ikke hindre registrering af et varemærke.

De har i skrivelse hertil af 01 nov 1988 fastholdt indsigelsen og påny påpeget, at foreningsnavnet Advokatgruppen Danmark blev anmeldt til registrering i Foreningsregistret allerede den 24 juni 1986, medens nærværende ansøgning først er indgivet den 07 jan 1987, og allerede af den grund må navnet Advokatgruppen Danmark være til hinder for, at det ansøgte varemærke registreres.

De har iøvrigt erklæret Dem enig i, at ordet Advokatgruppen isoleret set savner særpræg, der kan danne grundlag for registrering, men ved at sætte ordet sammen med et figurmærke, mener De ansøgerne indirekte tilsigter at opnå beskyttelse for firmabetegnelsen Advokatgruppen, hvilket skulle være ansøgernes eneste formål, idet figurmærkets grafiske udformning er uden reel betydning. Beskyttelse kan nemlig ikke opnås ved en ansøgning til firmaregistret, idet advokatvirksomhed ikke kan optages i dette register.

De understreger atter, at den væsentligste årsag til, at det ansøgte varemærke ikke kan registreres er, at en registrering vil stride mod lov og offentlig orden, jfr. varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 4 - der sigtes formentlig til varemærkelovens § 14 stk. 3 - idet det ikke er tilladt at anvende et kunstnavn som firmabetegnelse. En advokatvirksomheds firmanavn må kun indeholde navn, gadenavn, nummer eller navn på bygning. Der har været en brevveksling mellem Dem og ansøgerne, og Advokatrådet har på opfordring udtalt sig, men uanset om en ændring af de gældende regler er under overvejelse, bør det stå fast, at anvendelsen af et kunstnavn som firmanavn for advokatvirksomhed ikke er tilladt.

De udtaler til sidst, at sålænge reglerne for hvad der må optages i et firmanavn for en advokatvirksomhed ikke er ændret, vil det stride mod det forvaltningsretlige specialitetsprincip, såfremt direktoratet tillader en registrering af en firmabetegnelse, der er ulovlig efter de for advokater gældende regler. En eventuel registrering af varemærket ville føre til den helt uholdbare situation, at direktoratet medvirker til at legitimere en efter de for advokater gældende regler ulovlig brug af firmabetegnelser.

Den 3 nov 1988 har De indsendt de bilag, der er nævnt i Deres skrivelse af 01 nov 1988. De har tillige indsendt et bilag den 08 nov 1988.

I skrivelse hertil af 31 mar 1989, hvoraf kopi vedlægges, har ansøgerne fastholdt, at et foreningsnavn først opnår beskyttelse fra registreringstidspunktet, således at registreringen i foreningsregistret ikke er til hinder for en registrering af det ansøgte varemærke. Det fastholdes tillige, at ansøgers formål er at opnå beskyttelse for et varemærke, og indsigers bemærkninger med hensyn til et eventuelt firmanavn er derfor uden betydning for sagen.

Ansøgerne fremhæver, at Advokatrådet hele tiden har været bekendt med anvendelsen af betegnelsen Advokatgruppen, ligesom Advokatrådet er bekendt med, at mange andre advokatfirmaer anvender lignende betegnelser, uden at dette på noget tidspunkt har givet anledning til bemærkninger eller påbud om at ophøre hermed. Ansøger mener, at de af Dem anførte betragtnigner omkring de kollegiale regler i det hele er uden betydning for spørgsmålet om varemærkeregistrering.

Sagen er herefter optaget til afgørelse.

Betegnelsen Advokatgruppen Danmark er den 28 jan 1987 optaget i Foreningsregistret. I medfør af lov om Foreningsregistre nr. 100 af 31 marts 1926 § 1 stk. 2 opnås eneret til benyttelse af forenings navn ved optagelse i registret. Det forhold, at eneret til benyttelse opstår ved optagelse i et register hindrer normalt ikke, at den opståede eneret kan føres tilbage til ansøgningstidspunktet, der efter det oplyste i dette tilfælde er 24 juni 1986. Der er f.eks. tilfældet med et anmeldt varemærke, for hvilket der først opnås beskyttelse ved registreringen, men hvilken beskyttelse går tilbage til ansøgningstidspunktet.

Imidlertid mener direktoratet ikke, at forenignsnavnet Advokatgruppen Danmark kan være til hinder for, at et varemærke indeholdende ordet Advokatgruppen alene uden tilføjelsen Danmark registreres. Ordet Advokatgruppen er ikke egnet til at opfattes som foreningsnavnet Advokatgruppen Danmark, jfr. § 14 nr. 4 i varemærkeloven, der også må anses for at omfatte foreningsnavne. Iøvrigt må det være en betingelse for, at et varemærke kan nægtes registrering af hensyn til et foreningsnavn, at dette har et vist særpræg. I modsat fald ville man gennem en optagelse i foreningsregistret kunne opnå en landsdækkende beskyttelse mod identiske varemærker uden hensyn til varearter og uden at de krav, som varemærkeloven stiller til et mærke med hensyn til særpræg opfyldes, jfr. Rigmor Carlsen »Registreringspraksis« p. 69.

Den indsigelse, der er nedlagt under henvisning til foreningsnavnet Advokatgruppen Danmark, kan derfor ikke tages til følge.

Det skal dog i denne forbindelse meddeles, at der er optaget en bestemmelse i § 15 i varemærkeloven, der udtaler, at den ved registrering opnåede varemærkeret ikke omfatter sådanne dele af mærket, som ikke særskilt kan registreres. Indeholder et mærke bestanddele som de nys omtalte, og er der særlig anledning til at antage, at mærkets registrering kan medføre tvivl med hensyn til varemærkerettens omfang, kan sådanne bestanddele udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen ved registreringen.

Såfremt ordet Advokatgruppen som sådant altså uden figur eller figurlig udformning anmeldes som varemærke, kan et sådant mærke ikke anses for at være i besiddelse af det til registrering fornødne særpræg, jfr. bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven. Begge parter i nærværende sag er også enige om dette. Direktoratet har tidligere modtaget ansøgning af ordet Advokatgruppen til registrering og netop nægtet denne registrering under henvisning til § 13. Ordet Advokatgruppen må følgeligt være en sådan del af et mærke, som ikke særskilt kan registreres. Da det forhold, at dette ord er optaget i mærket, efter direktoratets opfattelse, kan give særlig anledning til at antage, at mærkets registrering kan medføre tvivl med hensyn til varemærkerettens omfang, vil direktoratet stille krav over for ansøgeren om, at det ved en eventuel registrering af mærket udtrykkeligt fremgår af registret, at der ikke ved registreringen er opnået eneret til ordet Advokatgruppen, men kun til mærket i dets helhed.

De har i Deres indsigelsesskrivelse yderligere gjort gældende, at en registrering af mærket vil stride mod bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 3, idet en registrering vil stride mod de kollegiale regler, der gælder for advokater, da et firmanavn for en advokatvirksomhed kun må indeholde f.eks. indehavers navne eller gadenavne, men ikke kunstnavne.

Det varemærke, der er anmeldt, er et figurmærke der foruden figuren indeholder ordet Advokatgruppen. Direktoratet opfatter ikke ordet Advokatgruppen som et firmanavn, og direktoratet mener derfor ikke, at de regler, der er fastsat for udformningen af et firmanavn, bliver krænket ved en eventuel registrering af det ansøgte varemærke. Dertil kommer som ovenfor nævnt, at der kræves indsat en disclaimer for så vidt angår ordet »Advokatgruppen«.

Indsigelsen nedlagt under henvisning til bestemmelsn i § 14 stk. 1 nr. 3 kan derfor heller ikke tages til følge.

Når direktoratet har fået svar på den skrivelse, der idag sendes til ansøger, og hvoraf kopi vedlægges, vil meddelelse herom tilgå Dem. Erklærer ansøger sig villig til at indsætte disclaimeren, vil De samtidig få oplysning om Deres adgang til at indbringe den trufne afgørelse for Patentankenævnet.

Med venlig hilsen

Inge Sander

specialkonsulent

i indsigelsessager.

Afgørelse 1989 60287 Valid

Nedlagt indsigelse mod registrering af figurmærke med ordet »ADVOKATGRUPPEN« i kl. 42 under henvisning til foreningsnavnet »Advokatgruppen Danmark«. Videre henvist til at varemærket er i strid med advokatetiske regler for annoncering. Indsigelsen ikke taget tilfølge efter indsættelse af disclaimer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →