Legislator Case Law & Legislation
X19896027801 DK

Spørgsmål om registrering af varemærke for ligkister og bedemandstjenesteydelser var egnet til at forringe good-will knyttet til konditorivirksomhed ved samme navn.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1989 60278 Valid

Spørgsmål om registrering af varemærke for ligkister og bedemandstjenesteydelser var egnet til at forringe good-will knyttet til konditorivirksomhed ved samme navn.

Linds Patentbureau

Ellekrattet 20

2950 Vedbæk

Vor ref: VA 6512 1985/V2/IS

Deres ref: IC-577

Frist: Dato: 13 jan 1989

Indsigelse mod ansøgning af varemærke VA 6512 1985, ordet Trianon.

I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkeloven har De i skrivelse hertil af 15 apr 1987 på vegne Firmaet Trianon, København, nedlagt indsigelse mod registreringen af det ovennævnte varemærke. Ansøgningen er indgivet af Roblot S.A., Frankrig, og omfatter ligkister i klasse 20 og bedemandstjenesteydelser i klasse 42.

Det er oplyst, at indsigelsen er baseret på varemærkelovens § 6 stk. 2a og 2b og på § 14 stk. 1 nr. 2, 3 og 4. De har i skrivelsen påpeget, at firmaet Trianon i alt fald siden 1944 har drevet bageri- og konditorvirksomhed i København under anvendelse af ordet Trianon og også lændsdækkende siden 1970. Der er indsendt materiale, der skal dokumentere mærkets brug.

I skrivelse hertil af 06 nov 1987 har ansøgerne anført, at den indsigelse, der er baseret på § 6 stk. 2a den såkaldte Kodakdoktrin ikke kan tages til følge, da mærket Trianon ikke kan anses for at være tilstrækkeligt stærkt indarbejdet og velkendt i vide kredse. Det er ikke nok, at forretningen er kendt i København og omegn for at anse mærket for indarbejdet og kendt i vide kredse. Derudover er navnet Trianon kendt som to bygninger i Versailles i Frankrig. Ansøgerne nævner også, at ordet i forvejen er registreret som varemærke adskillige gange.

Indsigelsen, der er baseret på varemærkelovens § 6 stk. 2b, den såkaldte rottegiftsregel, der anvendes for sarte produkter, der er indarbejdet, såfremt det yngre mærke åbenbart er egnet til at forringe det indarbejdede mærkes værdi væsentligt, mener ansøgeren heller ikke kan tages til følge, idet ordet Trianon for bagerivarer ikke bliver forringet ved at blive brugt i forbindelse med ligkister og bedemandstjenesteydelser.

Indsigelsen nedlagt på grundlag af § 14 stk. 1 nr. 2 og 3 kan heller ikke tages til følge, dels fordi mærket ikke er egnet til at vildlede og dels fordi det ikke strider mod lov eller offentlig orden eller egnet til at vække forargelse. Heller ikke indsigelsen nedlagt i medfør at bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 4 mener ansøgerne kan tages til følge. Trianon ses registreret i Aktieselskabsregistret som Trianon Bageri, Roskildevej A/S, og da navnet her er anvendt i forbindelse med bagerivirksomhed afgrænses beskyttelsesområdet.

I skrivelse hertil af 01 feb 1988 har De fremsendt materiale som dokumentation for en landsdækkende indarbejdelse af varemærket og firmanavnet Trianon, hvorefter Trianon må anses for at være tilstrækkeligt stærkt indarbejdet og velkendt i vide kredse, således af § 6 stk. 2a må kunne anvendes. Derimod er ordet Trianon ikke i vide kredse kendt i forbindelse med de to bygninger i Frankrig. De gør gældende, at indsigerne ikke har noget imod registrering af mærket for gode ting, men de må på det bestemteste frabede dem registrering for renommeødelæggende varer, såsom rottegift og ligkister, bedemandsvirksomhed og call girl centraler. Registreringen vil også i høj grad være med til at vække forargelse i hvert fald hos indsigernes kundekreds her i landet, fordi nærings- og nydelsesmidler nødigt skulle kunne knyttes til ligkister og de deri transporterede emner.

Endelig har ansøgerne i skrivelse hertil af 27 sep 1988, hvoraf kopi vedlægges, bemærket, at indsigelsen nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 6 stk. 2a ikke kan tages til følge, da den fremsendte dokumentation ikke beviser, at mærket er tilstrækkeligt stærkt indarbejdet og velkendt i vide kredse, og fordi bestemmelsen ikke finder anvendelse på mærker, af hvilke der i forvejen findes flere i registret for forskellige varer. Indsigelsen nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 6 stk. 2b mener ansøgerne heller ikke kan tages tilfølge, da det ansøgte mærke Trianon ikke åbenbart er egnet til at forringe det anvendte mærkes værdi væsentlig. Det ansøgte mærke vil ikke kunne vække forargelse og er heller ikke renommeødelæggende for indsigernes virksomhed. Endelig henvises til indsigelsen baseret på § 14 stk. 1 nr. 2 og nr. 3 som ansøgerne heller ikke mener kan tages til følge, dels fordi mærket ikke er egnet til at vildlede, dels da det ikke strider mod lov eller offentlig orden eller er egnet til at forarge. Endelig mener ansøgerne ikke, at indsigelsen baseret på § 14 stk 1 nr. 4 kan tages til følge.

Sagen er herefter optaget til afgørelse.

I medfør af bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 2 og 3 må et mærke ikke registreres, når det er egnet til at vildlede eller iøvrig strider mod lov eller offentlig orden eller er egnet til at vække forargelse. Direktoratet finder ikke, at ordet Trianon, der allerede er registreret adskillige gange som varemærke, og som er navnet på to bygninger i Versailles i Frankrig, er egnet til at vildlede eller strider mod lov eller offentlig orden eller er egnet til at vække forargelse. Indsigelsen nedlagt i medfør af disse bestemmelser kan derfor ikke tages til følge. Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på, at det er mærket selv, der skal vække forargelse og ikke de varearter eller tjenesteydelser, mærket skal registreres for.

Indsigelsen nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 14 nr. 4, hvorefter et varemærke ikke må registreres, mår det indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands firma, kan heller ikke tages til følge. Det aktieselskab, der er henvist til, hedder Trianon Bageri, Roskildevej A/S, og den branchebetegnelse, der er optaget i dette selskabsnavn, kolliderer ikke med de varer, der er omfattet af ansøgningen. Et ubegrænset firma Trianon kan heller ikke være til hinder for nærværende mærkes registrering, idet der ikke kan tages hensyn til et firma uden brancheregistrering, hvis der i varemærkeregistret allerede findes et eller flere varemærker, der består af firmadominanten, idet et sådant firma ikke kan påberåbe sig at have en ubegrænset ret til firmadominanten. I medfør af bestemmelsen i § 6 kan varemærker kun anses for forvekslelige, såfremt de angår varer af samme eller lignende art. Der kan dog undtagelsesvis foreligge forvekslelighed, når et varemærke er særligt stærkt indarbejdet og endvidere er så velkendt i vide kredse her i landet, at en andens brug af et lignende mærke selv for varer af anden art indebærer en utilbørlig udnyttelse af varemærkets værdi (goodwill). Den omstændighed, at et mærke er indarbejdet eller i vide kredse velkendt for bestemt produkter, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at bestemmelsen i ovennævnte paragraf kan bringes i anvendelse, idet der tillige skal anses at foreligge utilbørlig udnyttelse af mærkets goodwill. Det er direktorates opfattelse, at der i nærværende sag nok er tale om indarbejdelse, men det er tvivlsomt om mærket er kendt i vide kredse her i landet. Endvidere synes der ikke i nærværende sag at foreligge en utilbørlig udnyttelse af mærkets goodwill, og der er her lagt vægt på, at ordet Trianon allerede er registreret flere gange som varemærke for andre end indsigerne, samt at ordet Trianon også kendes som navnet på bygninger i Versailles. Indsigelsen nedlagt i medfør af ovennævnte bestemmelse kan derfor ikke tages til følge.

Endelig er der nedlagt indsigelse i medfør af bestemmelsen i § 6 stk. 2b i varemærkeloven, hvorefter der undtagelsesvis kan foreligge forvekslelighed, når et mærke er indarbejdet og en andens brug af et lignende mærke for andre varer under hensyn til disses særlige karakter åbenbart er egnet til at forringe det indarbejdede mærkes værdi væsentlig. I det foreliggende tilfælde må indsigernes mærke Trianon anses for indarbejdet for bageri- og konditorvarer, og det ansøgte mærke må anses for et lignende mærke i varemærkelovens forstand.

Derimod er det ikke direktoratets opfattelse at en andens brug af betegnelsen Trianon for ligkister og bedemandsvirksomhed på grund af denne vares og denne tjeenesteydelses særlige karakter åbenbart er egnet til at forringe det indarbejdede mærkes værdi væsentlig. Den nævnte vare og den nævnte tjenesteydelse kan ifølge direktoratets opfattelse ikke sidestilles med f.eks. rottegift eller insektbekæmpelsesmidler.

Ingen af de nedlagte indsigelser kan herefter tages til følge.

Den trufne afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i § 44 i varemærkeloven indbringes for Patentankenævnet, Helgeshøj Alle 81, 2630 Taastrup, inden 2 måneder fra dato. Det foreskrevne klagegebyr på 2000 kr. må samtidig indsendes.

Med venlig hilsen

Inge Sander

eksp.sekr.

Afgørelse 1989 60278 Valid

Firmaet Trianon, som i mange år havde drevet konditorivirksomhed i København under navnet TRIANON, nedlagde indsigelse mod registrering af varemærket Trianon for ligkister og bedemandstjenesteydelser, idet en registrering af varemærket ville forringe den good-will, der er knyttet til konditoriet. Udtalt at varemærkelovens § 6, stk. 2 b ikke kunne finde anvendelse i en situation som den foreliggende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →