Tavshedspligt, pengeinstitutter (* 1)

Tavshedspligt, pengeinstitutter (* 1)

Tilsynets skrivelse af 4. oktober 1989 vedrørende indhold af denunciationsskrivelse i forbindelse med fakturabelåning. En erhvervskunde klagede over, at en sparekasse i forbindelse med belåning af tilgodehavender hos udlandskunder i denunciationsskrivelsen anmodede disse om at underrette sparekassen om eventuelle indsigelser mod leverede varer og tilbageholdelse af fakturabeløb forårsaget heraf. Klager gjorde gældende, at meddelelsens indhold havde bragt ham i en uacceptabel situation overfor sine kunder.

Sparekassen begrundede blandt andet fremgangsmåden med, at køberne i et uacceptabelt antal tilfælde havde gjort indsigelser imod leverede varer, uden at sparekassen var blevet underrettet herom af kunden.

Tilsynet udtalte

»Selv under hensyn til de af sparekassen anførte begrundelser for udsendelsen af denunciationsskrivelserne, er det tilsynets opfattelse, at en fremgangsmåde, som den af sparekassen benyttede, efter omstændighederne vil kunne anses for stridende imod reglen om pengeinstitutters tavshedspligt, jf. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, når henses til den skadevirkning en skrivelse af det nævnte indhold må påregnes at kunne indebære for pengeinstituttets kunde.

I hvert fald finder tilsynet det ikke foreneligt med god pengeinstitutpraksis, at sparekassen ikke i forbindelse med fakturaernes modtagelse til belåning havde underrettet klageren om, at sparekassen agtede at fremsende denunciationsskrivelserne med det nævnte indhold.«

Erhvervskundes klage over en sparekasses fremsendelse af denunciationsskrivelse, i forbindelse med fakturabelåning, til udenlandskunde uden klagers viden.

Finanstilsynet finder det ikke foreneligt med god pengeinstitutpraksis, at sparekassen ikke i forbindelse med fakturaernes modtagelse til belåning havde underrettet klageren om, at sparekassen agtede at fremsende denunciationsskrivelse med det nævnte indhold.