Tavshedspligt, pengeinstitutter (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Tavshedspligt, pengeinstitutter (* 1)
Tilsynets skrivelse af 13. september 1989 vedrørende udpegning af observatører fra en overtaget sparekasses bestyrelse til at deltage i bestyrelsesmøderne i den overtagende sparekasse.
De to observatører, der var udpeget til at overvære bestyrelsesmøderne i den fortsættende sparekasse ville kun blive indkaldt til enkelte bestyrelsesmøder og i disse møder ville de kun få adgang til at overvære behandling af engagementer. Observatørordningen skulle betragtes som rent midlertidig og var kommet med, for at bestyrelsen i den fortsættende sparekasse skulle kunne trække på den viden, den tidligere bestyrelse havde, om de overtagne engagementer.
Tilsynet udtalte
»I denne anledning skal man med henvisning til bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, om blandt andet bestyrelsesmedlemmers tavshedspligt meddele, at tilsynet vil kunne godkende den nævnte ordning under forudsætning af, at den alene skal virke i en kort overgangsperiode, at de nævnte repræsentanter fra den overtagne sparekasse alene tilkaldes med henblik på afgivelse af faktiske oplysninger, som de i kraft af deres hidtidige virke som bestyrelsesmedlemmer i den ophørende sparekasse er i besiddelse af til bedømmelse af en lånsøgers kreditværdighed, og at der ikke meddeles repræsentanterne oplysning om bestyrelsens beslutninger.
Tilsynet forventer, at ordningen ophører med udgangen af 1990.«
Observatører fra en overtaget sparekasses bestyrelse ville kun blive indkaldt til enkelte bestyrelsesmøder i den overtagende sparekasse og da kun i forbindelse med behandling af den overtagne sparekasses engagementer. Ordningen ville være midlertidig. Finanstilsynet kunne kun godkende ordningen, hvis ordningen var midlertidig og at indkaldelsen af observatørerne kun ville ske i forbindelse med den overtagne sparekasses engagementer og at observatørerne ikke ville blive bekendt med bestyrelsens beslutning.