Bindende forhåndsbesked. Skattemæssige konsekvenser ved tegning af kapitalforsikringer i England forinden tilbageflytning til Danmark. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Bindende forhåndsbesked. Skattemæssige konsekvenser ved tegning af kapitalforsikringer i England forinden tilbageflytning til Danmark. (* 1)
Ligningsrådet blev anmodet om forhåndsbesked om følgende
A og dennes børn B 1 og B 2, der er bosat i England, overvejer at flytte til Danmark, men påtænker inden fuld skattepligt til Danmark indtræder, at tegne kapitalforsikringer ved engangsindskud i et engelsk forsikringsselskab. I forbindelse hermed spørges om følgende
1. Vil de nævnte engangsindskud være omfattet af præmieafgiftsreglen i pensionsbeskatningslovens § 50 stk. 3?
2. Er udbetaling af forsikringssummerne ved udløb herunder tilvækst i form af rente eller bonus efter den fulde skattepligts indtræden skattefri i medfør af pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 5 og 6?
3. Skal forsikringerne medregnes ved opgørerlsen af den skattepligtige formue?
Omstændighederne var
A og dennes 2 børn er bosat i England. De overvejer at flytte tilbage til Danmark i begyndelsen af 1990. Inden tilflytningen og inden den fulde skattepligt til Danmark indtræder, påtænker de at tegne kapitalforsikringer ved engangsindskud i et engelsk forsikringsselskab.
Det er hensigten at oprette flere policer med forskellige udløbstidspunkter.
Der påtænkes dels oprettet forsikringer med A som ejer og forsikret og dels med dennes børn hver især som ejer og forsikret.
Indskuddet på de af A tegnede forsikringer forventes at udgøre i alt 10 mio. kr., medens indskuddene på de af børnene tegnede forsikringer er anslået til 1 mio. kr. til hver.
Indskuddene på børnenes forsikringer tænkes tilvejebragt ved, at A forinden tegningen yder børnene hver en gave på dette beløb.
Kapitalforsikringerne tænkes i øvrigt oprettet som sædvanlige livsforsikringer med udbetaling til A og børnene som forsikret og ejer, og udbetales med en sum i tilfælde af død, dog senest ved opnåelse af det i hver af policerne fastsatte udbetalingstidspunkt.
For så vidt angår spørgsmål 1 er det revisors opfattelse, at der ikke skal svares afgift af de foretagne indskud, idet anvendelse af afgiftsreglen i pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 3, er betinget af, at der foreligger skattepligt efter kildeskattelovens § 1 (fuld skattepligt).
De skitserede ordninger er efter de anførte forudsætninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50. Da anvendelse af præmieafgiftsreglen i pensionsbeskatningensloven § 50, stk. 3, forudsætter, at ejeren er fuldt skattepligtig her til landet, kan Ligningsrådet tiltræde, at der ikke skal erlægges afgift ved indbetalingen af de omhandlede beløb.
For så vidt angår spørgsmål 2 er revisor af den opfattelse, at der ikke efter pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 5 og 6, ved udbetaling/tilskrivning af bonus og renter m.v. skal svares nogen form for skatter eller afgifter.
I den udstrækning udbetaling af forsikringssummerne sker til ejeren af ordningen, kan Ligningsrådet tiltræde denne opfattelse. Dette gælder, uanset forsikringerne udløber på forskellige tidspunkter.
For så vidt angår spørgsmål 3 er det revisors opfattelse, at værdien af forsikringerne ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue, der henvises herved til pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 7, hvorefter formuen skal opgøres efter statsskattelovens § 12.
Idet der som forudsat, er tale om sædvanlige livsforsikringer, der indeholder det risikomoment, der ligger i forfaldstidens afhængighed af et dødsfalds indtræden, kan Ligningsrådet tiltræde, at der ikke skal svares formueskat af de enkelte forsikringsordninger, så længe forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt.
De nævnte spørgsmål kan herefter besvares således
Ad 1: Nej
Ad 2: Ja
Ad 3: Nej
Der skulle ikke erlægges afgift ved udbetalingen af et engangsindskud.
Der skulle ikke svares skatter eller afgifter ved udbetaling/tilskrivning af bonus og renter m.v.
Forsikringerne skulle ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue.