Boligstøtte - opgørelse af låneberettigende udgifter
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - opgørelse af låneberettigende udgifter
D.d. har man tilskrevet N.N., 4791 Borre, således
»Ved brev af 14. juni 1988 har De gennem socialforvaltningen i Møn kommune klaget over, at det sociale udvalg ved beregning af Deres boligydelse fra den 1. april 1988 ikke har villet medregne Deres renter og afdrag vedrørende banklån optaget i tidsrummet fra 9. juli 1980 til 13. juli 1984.
Deres klage er af det sociale udvalg den 17. juni 1988 fremsendt til amtsankenævnet sammen med sagens akter, som De har fået tilsendt i kopi.
Af sagen fremgår, at det sociale udvalg efter påbud fra kommunernes revisionsafdeling ændrede Deres boligstøtteberegning pr. 1. april 1988. Baggrunden for ændringen var, at det ikke fandtes tilstrækkeligt dokumenteret, at banklån optaget i perioden fra den 9. juli 1980 til den 13. juli 1984 var anvendt til forbedring eller vedligeholdelse af Deres bolig. Renter og afdrag vedrørende banklånet blev herefter ikke medregnet ved boligydelsesberegningen. Deres månedlige boligydelse blev derfor nedsat fra kr. 1.800,- til kr. 1.733,- fra den 1. april 1988.
De har blandt andet gjort gældende, at lånet vedrører ombygning af Deres hus, og at lånet hvert år har været selvangivet som prioritetsgæld. Under ankesagens behandling har De fremsendt en erklæring af 19. juli 1988 fra Deres bank. I erklæringen bekræfter Deres bank, at lånet er etableret i boligforbedrings øjemed.
De har oplyst, at De for lånet har fået ordnet tagrender, og at De har indkøbt forskelligt byggemateriale. Som følge af en vandskade i 1985 er en betydelig del af byggematerialet blevet ødelagt, sammen med en række af Deres personlige papirer. De kan således ikke fremskaffe dokumentation for lånets anvendelse.
I boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 483 af 30. august 1982 er fastsat regler om opgørelse af låneberettigende udgifter efter § 15 i lov om individuel boligstøtte. Bekendtgørelsen vedlægges i kopi til Deres orientering.
Efter bekendtgørelsens § 3 påhviler det pensionisten at sandsynliggøre, at et lån opfylder betingelserne for at kunne medregnes ved beregning af boligstøtte.
Amtsankenævnet har herefter behandlet sagen i sit møde den 2. februar 1989, hvor man traf følgende
A F G Ø R E L S E
Nævnet finder, at De, ved tilvejebringelse af en skriftlig bekræftelse fra Deres bank i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort at lånet er etableret til forbedringer af Deres bolig, således at lånet må anses at opfylde betingelserne for at kunne medregnes ved beregning af Deres boligydelse.
Nævnet pålægger derfor det sociale udvalg fra den 1. april 1988 at omberegne Deres boligydelse, således at renter og afdrag vedrørende Deres banklån medregnes.
Vedrørende eventuel klage over amtsankenævnets afgørelse henvises til vedlagte vejledning.«
Hvilket herved meddeles.
Med venlig hilsen
Ingen
En boligydelsesmodtager klagede over, at kommunen fra d. 1.4.1988 ikke ville medregne renter og afdrag vedr. et banklån optaget i tidsrummet fra d. 9.7.1980 til 13.7.1984. Kommunen fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at lånet var anvendt til forbedring eller vedligeholdelse af boligen. Støttemodtageren gjorde gældende, at lånet vedrørte ombygning af hendes hus, og under klagesagen fremsendte hun en erklæring af 19.7.1988 fra banken, hvori det bekræftedes, at lånet var etableret i boligforbedringsøjemed.
Nævnet fandt, at støttemodtageren ved at tilvejebringe denne skriftlige bekræftelse i tilstrækkeligt omfang havde sandsynliggjort, at lånet var etableret til forbedring af boligen, jf. § 3 i Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 483 af 30.8.1982 om opgørelse af låneberettigende udgifter efter § 15 i boligstøtteloven. Lånet kunne herefter medregnes ved beregningen af boligydelsen.