Rådighed. Manglende jobsøgning
Statutory Text (3 Articles)
Rådighed. Manglende jobsøgning
X
Med skrivelse af 26. oktober 1989 fra Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse har direktoratet modtaget Deres klage over en af kassen truffen afgørelse, ifølge hvilken De ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og De er derfor udelukket fra dagpenge, indtil De har haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger.
Det fremgår af sagen bl.a., at De den 16. januar 1989 opsagde Deres arbejde hos Y til fratræden den 31. januar 1989.
I skrivelse af 18. april 1989 har De oplyst, at De den 4. januar 1989 modtog opsigelse fra Y på grund af højt sygefravær. De valgte derfor selv at sige op, da det ville »se pænere ud«.
De blev i anledning af arbejdsophøret indkaldt til en samtale i kassen den 27. april 1989, da kassen ønskede at vurdere Deres rådighed.
Kassen pålagde Dem i afgørelse af 19. maj 1989 fem ugers karantæne i forbindelse med ovennævnte arbejdsophør, da De ikke havde en i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand fyldestgørende grund til at opsige Deres arbejde.
Kassen meddelte samtidig, at Deres ret til arbejdsløshedsdagpenge kun ville blive anerkendt i en periode på tre måneder (indtil den 19. august 1989), da der var tvivl om Deres rådighed for arbejdsmarkedet.
Det fremgår endvidere af sagen, at De den 15. august 1989 har søgt en stilling som system/driftsmedarbejder.
I skrivelse af 19. september 1989 til direktoratet har De nærmere redegjort for Deres beskæftigelsesmæssige situation.
De har i skrivelsen anført, at De, da De var til samtale i kassen (den 27. april 1989), ikke havde søgt nogle stillinger, da De ønskede at arbejde med undervisning og endnu ikke havde fundet stillinger, der svarede til Deres kvalifikationer, og hvori der indgik undervisning.
De har endvidere anført, at De omkring den 1. juni 1989 besluttede at flytte sammen med Deres veninde, der bor på Z.
Ifølge Deres oplysninger har der ikke været stillinger på Z, der svarer til Deres kvalifikationer. Dette forhold har De fået bekræftet ved henvendelse til arbejdsformidlingen i V.
De har i ovennævnte skrivelse af 19. september 1989 henvist til den dårlige beskæftigelsesmæssige situation på Z.
Kassen har ved oversendelsen til direktoratet fastholdt den trufne afgørelse.
AFGØRELSE
Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5, må dagpenge ikke udbetales til et medlem, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Af § 11, stk. 1, nr. 5, i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 fremgår, at arbejdsløshedskassen skal undersøge og vurdere et medlems rådighed, hvis kassen bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til tvivl om medlemmets rådighed.
Det fremgår endvidere af § 1 i ovennævnte bekendtgørelse, at dagpenge kun kan udbetales til et ledigt medlem, der selv er aktivt arbejdssøgende.
Direktoratet skal i denne anledning meddele, at man ikke finder grundlag for at tilsidesætte det af kassen udøvede skøn, hvorefter De ikke anses for at være til rådighed for arbejdsmarkedet.
De kan derfor ikke få dagpenge, jf. § 14, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.
De får igen ret til dagpenge, når De har haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger, jf. § 14, stk. 2, i ovennævnte bekendtgørelse.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De siden arbejdsophøret den 31. januar 1989, indtil kassen traf afgørelse den 7. september 1989, kun har søgt en stilling.
Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. § 99, stk. 1, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.
Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.
P.D.V.
E.B.
Bente Balling
fuldmægtig
Ingen
Tvivl om rådighed for et medlem, som efter selvforskyldt arbejdsophør kun søger en stilling i løbet af otte måneder