Legislator Case Law & Legislation
X19890381001 DK

Ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Bortfald af ægtefælles arbejdsfunktion (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1989 3810 Valid

Ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Bortfald af ægtefælles arbejdsfunktion (* 1)

Ved skrivelse af 22. juli 1989 har De klaget over en af Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende den 3. juli 1989 truffen afgørelse, hvorefter De først anses for at være ophørt med at drive selvstændig virksomhed fra den 6. april 1989, og at De derfor ikke er dagpengeberettiget før efter denne dato.

Kassen har i afgørelsen nærmere anført, at den ikke finder, at De opfylder betingelserne i § 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 272 af 25. april 1988. Endvidere har kassen anført, at den var villig til at tage sagen op til fornyet overvejelse, såfremt De kunne dokumentere, hvilke arbejdsfunktioner De og Deres ægtefælle havde varetaget i virksomheden.

Ved kassens oversendelse af sagen til direktoratet har den fastholdt afgørelsen.

Det fremgår af sagen bl.a., at De på ledighedserklæringen og på arbejdserklæringen har angivet ophøret med udøvelsen af selvstændig virksomhed til at være den 30. september 1988. I ophørserklæringen har De som årsag til arbejdsophøret angivet, at Deres arbejdsfunktion er bortfaldet. På bilag til erklæringen har De nærmere forklaret, at butikken ikke længere kunne lønne både Dem og Deres kone, og at butikken i denne anledning blev lavet mindre, så at en kunne passe den. De anfører i bilaget endvidere, at De på dette tidspunkt ikke tilmeldte Dem arbejdsformidlingen, da De havde hørt, at De alligevel ikke kunne få hjælp.

I skrivelse af 24. maj 1989 til Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende har De forklaret, at forretningen fik en gennemgribende ændring pr. 31. september 1988. Butikken blev halveret i areal og varesortimentet blev mindre.

De har samtidig beskrevet Deres tidligere aktiviteter i forretningen som: kantinen på Maskinfabrikken Y, levering af varer til højskole, plejehjem og skole. Disse aktiviteter blev sagt fra.

Toldpapirerne blev ændret til Deres kones navn, og De fremmødte selv på arbejdsformidlingen og var til fuld rådighed for arbejdsmarkedet. De har endvidere været aktivt jobsøgende og har vedlagt dokumentation herfor.

De anfører endelig, at De har haft en løsansat dame i butikken på deltid. Hun ophørte med udgangen af 1988. Skrivelsen er vedlagt en fotokopi fra bladet, hvori omlægningen af forretningen omtales.

I Deres klageskrivelse af 22. juli 1989 har De til det ovennævnte yderligere anført, at Deres aktiviteter lå uden for butikken, da De ikke er butiksuddannet. De skriver, at De pr. 30. oktober 1988 sluttede kantinen på Y, og at De solgte varerne til en kollega. Leveringen af varer til højskolen og mælk til skolen blev overtaget af Brugsen.

Deres varebil blev endvidere solgt i forbindelse hermed. De vil derfor fastholde, at Deres aktiviteter i virksomheden er ophørt, og at De er berettiget til understøttelse fra den 1. november 1988.

Med klagen har De sendt kopi af brev fra virksomheden Y, hvori det dokumenteres, at De har haft salg af kioskvarer i virksomhedens kantine indtil den 1. oktober 1988.

Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende har den 26. september 1989 telefonisk oplyst, at De havde tilmeldt Dem arbejdsformidlingen den 14. februar 1989. Ved telefonsamtale mellem direktoratet og Dem samme dato har De yderligere anført, at pasningen af kiosken på Y varede fra ca. kl. 10.00 til efter frokost. Herudover kom De endvidere på virksomheden for at fylde automater op. Dette kunne ske flere gange i løbet af eftermiddagen. Vareleveringen til højskolen foregik på bestilling og kunne ske »dag og nat«. Leveringen af skolemælk foregik hver morgen. Endvidere var der to gange om ugen udkørsel af varer til et plejehjem. De oplyste videre, at disse funktioner ophørte pr. 1. oktober 1988 og ikke først pr. 30. oktober 1988 som anført i klageskrivelsen. Dette var en fejlskrivning.

Ved samtalen blev det endelig aftalt, at De skulle fremsende dokumentation for ophøret af Deres arbejdsfunktioner, bortset fra pasningen af kiosken. Direktoratet har herefter den 29. september 1989 modtaget dokumentation for ophør af levering af mælk til A Skole pr. 14. oktober 1988 og dokumentation for ophør af levering af varer til B Højskole pr. 1. oktober 1988. Endelig har De medsendt dokumentation for salg af varebilen, hvilket skete den 10. december 1988.

Ved telefonsamtale af 16. oktober 1989 har De over for direktoratet oplyst, at leveringen af varer til plejehjemmet går på omgang kvartalsvis mellem de lokale leverandører.

De havde leveret varer fra april til juni 1988 og havde ikke leveret i senere perioder, da forretningen ikke kunne give de rabatter, som de andre leverandører var i stand til.

I sagen foreligger desuden registreringsbevis af 27. januar 1989 fra Kolding Distriktstoldkammer for, at virksomheden pr. 1. oktober 1988 er registreret i Deres kones navn og bevis for registrering i SE-registeret ligeledes i Deres kones navn med startdato den 1. november 1988.

AFGØRELSE

De nærmere regler for, hvornår et medlem af en arbejdsløshedskasse, der udtræder af en virksomhed, som fortsættes af ægtefællen, kan anses for ledig, fremgår af direktoratets bekendtgørelse nr. 272 af 25. april 1988 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, nu bekendtgørelse nr. 418 af 14. juni 1989.

Af dennes § 4, stk. 1, fremgår det, at et medlem kan anses for ledig, når det dokumenteres, at vedkommendes hidtidige arbejdsfunktion er bortfaldet mere end midlertidigt.

Således som sagen nu foreligger oplyst, finder direktoratet, at samtlige Deres arbejdsfunktioner er tilstrækkeligt klart afgrænsede og kan anses for bortfaldet den 11. december 1988, da det er dokumenteret, at Deres varevogn er solgt dagen før.

Selv om De kan anses for ophørt fra den 11. december 1988, kan De dog tidligst få udbetalt dagpenge fra den 14. februar 1989 , hvor De tilmeldte Dem arbejdsformidlingen, jf. lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring, § 57, stk. 4.

Direktoratet ændrer herved kassens afgørelse.

Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.

P.D.V.

E.B.

Henrik Stig Sørensen

fuldmægtig

Afgørelse 1989 3810 Valid

En ægtefælle havde som eneste arbejdsfunktion i en købmandsvirksomhed »at sælge kioskvarer på en maskinfabrik samt at udbringe varer.« I forbindelse med en driftsomlægning ophørte disse funktioner helt.

Ægtefællen blev anset for berettiget til dagpenge, selv om den anden ægtefælle fortsatte virksomheden og i denne solgte kioskvarer.

Arbejdsfunktionen var så afgrænset og klart beskrevet, at det var muligt at konstatere dens bortfald.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →