Kortlægning af arbejdsmiljøproblemer og udarbejdelse af handlingsplaner
Statutory Text (3 Articles)
Kortlægning af arbejdsmiljøproblemer og udarbejdelse af handlingsplaner
Vedr.: Klage over påbud til Fa. Pedersen & Nielsen, VVS A/S, Baldersbuen 49, 2640 Hedehusene, om kortlægning af arbejdsmiljøproblemer samt udarbejdelse af handlingsplan, afgivet af Arbejdstilsynets kreds Københavns amt.
Ved brev af 20. september 1988 til Arbejdstilsynets Kreds Københavns amt har Fa. Pedersen og Nielsen, VVS A/S, Baldersbuen 49, 2640 Hedehusene, gjort indsigelse mod et af kredsen 8. september 1988 afgivet påbud om kortlægning af arbejdsmiljøproblemer samt udarbejdelse af handlingsplan. I brev af 11. oktober 1988 har den pågældende kreds over for firmaet fastholdt påbudet samt uddybet baggrunden herfor.
Ved brev af 12. oktober 1988 til kredsen fastholder virksomheden sin indsigelse og har samtidig kontaktet Dansk VVS Installatør Forening, der, efter at kredsen i brev af 31. oktober 1988 atter engang har fastholdt påbudet og givet klagevejledning, ved brev af 8. november 1988 indbringer afgørelsen for Direktoratet for Arbejdstilsynet.
Direktoratets afgørelse
På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger ophæver Direktoratet for Arbejdstilsynet den påklagede afgørelse.
Direktoratet har lagt til grund for sin afgørelse, at der hverken i arbejdsmiljølovens § 21 eller i 18 i bekendtgørelse nr. 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse er hjemmel til at afgive et påbud som det påklagede.
Direktoratet skal bemærke, at der i arbejdsmiljølovens § 21 er hjemmel til at forlange foretaget undersøgelse på den enkelte virksomhed, hvis der kan gives en nærmere begrundelse for kravet. Denne begrundelse kan søges i en konkret mistanke i relation til arbejdsmiljøforholdene i den enkelte virksomhed, eller der kan være tale om undersøgelsen er et led i mere generelt anlagte undersøgelser i forhold til forskellige brancher eller virksomhedstyper både på landsplan og, i særlige tilfælde, inden for et geografisk afgrænset område.
Der er, efter direktoratets opfattelse derimod ikke hjemmel til, som led i det almindelige tilsyn over for en enkelt virksomhed, at lade påbud om kortlægning eller undersøgelse træde i stedet for en konkret vurdering af arbejdsmiljøforholdene, baseret på egne, dokumenterede iagttagelser eller på en konkret mistanke.
Om bestemmelsen i § 18 i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse bemærkes, at den i overensstemmelse med en tilsvarende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 21 fastslår, at arbejdsgiveren løbende skal sørge for, at der finder en vurdering sted af de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i virksomheden.Denne vurdering kan ske i form af undersøgelser, kortlægning eller lignende, evt. gennemført med sagkyndig bistand udefra og/eller i samråd med virksomhedens sikkerhedsorganisation. I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke opfylder denne forpligtelse efter loven og bekendtgørelsen vil der, efter en konkret vurdering, kunne afgives påbud om undersøgelse og kortlægning.
Direktoratet bemærker videre i relation til det påklagede påbud, at det, efter direktoratets opfattelse, er udstedt som led i det almindelige tilsynsarbejde, og at der derfor burde være foretaget en konkret vurdering af arbejdsmiljøforholdene, baseret på egne iagttagelser eller på en konkret mistanke.
Direktoratet lægger således vægt på, at de i påbudet nævnte konstateringer ikke er konkretiseret, heller ikke i kredsens breve af 11. og 31. oktober 1988. Det hedder således i brevet af 11. oktober, at det med hensyn til indholdet i påbudet drejer sig om at afdække de ansattes arbejdsmiljøproblemer på byggepladserne.
Dette peger efter direktoratets opfattelse på, at man, uden at klargøre dette i påbudet, har iværksat en mere generel kortlægning af arbejdsmiljøproblemerne på byggepladserne inden for amtskredsens område. Da dette imidlertid ikke er angivet, finder direktoratet, at kredsen har ladet et påbud om kortlægning træde i stedet for en konkret vurdering, baseret på egne, dokumenterede iagttagelser eller konkret mistanke.
Hvad angår den del af det påklagede påbud, der vedrører udarbejdelse af en handlingsplan bemærkes, at et sådant krav kun kan stilles på grundlag af en forudgående konstatering af konkrete arbejdsmiljøproblemer på virksomheden og ikke som hypotetiske krav, der er betinget af en senere påvisning af forhold, der strider mod arbejdsmiljøloven.
Direktoratet vedlægger en kopi af denne afgørelse, som af firmaet bedes videregivet til dens sikkerhedsorganisation.
Direktoratet har samtidig underrettet arbejdstilsynets kreds Københavns amt om ovenstående afgørelse.
P. D. V.
H. E. Petersen
/ Henriette Steen
Ingen
Firma anker påbud om kortlægning af arbejdsmiljøproblemer og udarbejdelse af handlingsplan. Direktoratet ophæver påbudet idet der ikke er hjemmel til at afgive et påbud som det påklagede