Legislator Case Law & Legislation
X19890369001 DK

Supplerende dagpenge i Danmark under delvis beskæftigelse i Sverige (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1989 3690 Valid

Artikel 6 i Nordisk overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed fastsætter, at til grænsearbejdere, som bliver helt eller delvist arbejdsløse, uden at ansættelsesforholdet er ophørt, udbetales ydelser ved arbejdsløshed efter lovgivningen i beskæftigelseslandet, som om de har været bosat der, forudsat at de er tilmeldt den offentlige arbejdsformidling i beskæftigelseslandet. Af vejledningen til artikel 6 fremgår det, at arbejdsløshedsforsikringen altid vil være knyttet til beskæftigelseslandet, og at det derfor er naturligt, at arbejdsløshedsforsikringsydelser udbetales af beskæftigelseslandet, når der er tale om midlertidigt eller delvist arbejdsophør som fx arbejdsfordeling, hjemsendelse af kortere varighed med udsigt til genbeskæftigelse eller løbende beskæftigelse på nedsat tid.

I denne anledning skal man meddele, at direktoratet finder, at artikel 6 i ovennævnte overenskomst ikke skal finde anvendelse i Deres tilfælde, da denne artikel forudsætter, at De har kunnet optages i en svensk arbejdsløshedskasse, og De vil derfor efter direktoratets opfattelse være berettiget til at få udbetalt supplerende dagpenge i den periode, De er deltidsbeskæftiget ved Lunds Universitet, i det omfang betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt - herunder at De er tilmeldt arbejdsformidlingen i Danmark som arbejdssøgende.

Direktoratet skal til Deres orientering oplyse, at kassen inden fire uger fra modtagelsen af afgørelsen har mulighed for at klage over denne til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen.

P.D.V.

E.B.

Steen Sparrevohn

fuldmægtig

Afgørelse 1989 3690 Valid

Supplerende dagpenge i Danmark under delvis beskæftigelse i Sverige (* 1)

X

Med skrivelse af 21. august 1989 fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse har direktoratet modtaget Deres klage over en afgørelse meddelt af kassen den 19. juli 1989, ifølge hvilken De ikke vil være berettiget til at oppebære supplerende dagpenge i Danmark, så længe De har konfrontationstimer i Sverige.

Det fremgår af sagen bl.a., at De i en periode på seks uger er blevet tilbudt arbejde som deltidsunderviser på Y institutionen ved Lunds Universitet, og at De i denne seks ugers periode skal arbejde 22 lektortimer, hvilket omregnet svarer til 88 timer.

Det fremgår videre, at Akademikernas Erkanda Arbetsloshedskassa (AEA) i skrivelse til Dem af 3. august 1989 meddelte, at De ikke kunne optages i denne kasse, da De ikke skulle arbejde mindst 17 timer om ugen, og at kassen derfor fandt, at De burde forblive i Deres danske arbejdsløshedskasse under de seks ugers arbejde i Sverige.

De har i Deres klage anført bl.a., at kassen ved sin afgørelse dels har tilsidesat et overordnet retsgode, som De har krav på ifølge den danske lovgivning om arbejdsløshedsforsikring, dels har undladt at anlægge en konkret vurdering af Deres rådighed for det danske arbejdsmarked.

De har endvidere anført, at da De på baggrund af ovennævnte deltidsbeskæftigelse rejste spørgsmålet om mulige konsekvenser for Deres dagpengeret over for kassen, blev De under henvisning til Nordisk overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed samt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 705 af 10. november 1987 bedt om at rejse kravet over for en svensk arbejdsløshedskasse. De oplyser, at dette viste sig ikke at være muligt, idet nationale svenske regler kræver en vis minimumsbeskæftigelse som forudsætning for at kunne optages.

De anfører yderligere, at den fortolkning, kassen anlægger af reglerne om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, efter Deres mening er urimelig, idet De lige så vel kan stå til rådighed for det danske arbejdsmarked i den periode, De er deltidsunderviser i Lund, som hvis De var tilbudt beskæftigelse i Kalundborg.

De anfører endelig, at De opfylder de normale danske regler om at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked i den periode, De er deltidsbeskæftiget ved Lunds Universitet, idet De bevarer Deres bopæl i Z, dagligt vender tilbage til Deres bopæl, og Deres arbejdsgiver i Lund er indstillet på at opfylde de danske regler for, at De kan få udbetalt supplerende dagpenge, hvilket vil sige, at Lunds Universitet vil udstede en frigørelsesattest.

Kassen har ved oversendelsen af Deres klage til direktoratet den 21. august 1989 fastholdt den trufne afgørelse, idet det samtidig er bemærket, at kassen meget gerne ser, at der kunne findes en bestemmelse, der gav mulighed for udbetaling af supplerende dagpenge i den situation, De befinder Dem i.

Ifølge § 4 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 705 af 10. november 1987 skal personer, der har beskæftigelse som lønmodtagere i et af de af Nordisk overenskomst omfattede lande, være omfattet af beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring. Dette gælder dog ikke for personer, der er udsendte i henhold til artikel 8 i Nordisk konvention om social tryghed, og for personer, der udelukkes fra at blive omfattet af beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring .

Afgørelse 1989 3690 Valid

Et medlem med delvis beskæftigelse i Sverige kan modtage supplerende dagpenge i Danmark, da beskæftigelsen i Sverige ikke i omfang gav adgang til den svenske arbejdsløshedsforsikring

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →