Legislator Case Law & Legislation
X19890304001 DK

Arbejdskrav. Arbejde/indtægt.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1989 3040 Valid

Arbejdskrav. Arbejde/indtægt.

Vedrørende X, cpr.nr. 110143-.

Ved skrivelse af 26. juli 1988 har DMF på vegne af ovennævnte medlem klaget over Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasses afgørelse af 1. juli 1988.

DMF klager over, at den aktivitet, som medlemmet udøver i en periode, som et af medlemmet modtaget arbejdsstipendium dækker, ikke kan betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand og dermed ej heller kan medregnes som arbejdstimer ved beregningen af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, (26-ugers reglen).

DMF oplyser herudover, at det ikke klart fremgår af Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasses afgørelse, hvorvidt den periode, som ovennævnte arbejdsstipendium dækker, kan betragtes som død periode i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.

Til brug for sagens behandling i direktoratet har foreligget kopi af medlemmets skrivelse af 1. juli 1988 til kassen, kassens afgørelse af 1. juli 1988, lov om Statens Kunstfond, Bekendtgørelse om Statens Kunstfond, Statens Kunstfonds opslag vedrørende stipendier, kopi af medlemmets ansøgning af 7. februar 1988 til Statens Kunstfond og direktoratets samtalerapport af 27. januar 1989.

Det fremgår af dette materiale, at medlemmet den 1. april 1988 af Statens Kunstfond fik tildelt et arbejdsstipendium på 150.000 kr. pr. år i en tre-årig periode til fortsat kunstnerisk arbejde.

Stipendiet blev tildelt medlemmet på baggrund af ovennævnte ansøgning af 7. februar 1988, hvori medlemmet redegør for, hvad han hidtil har lavet, og hvilke opgaver han i løbet af de næste tre år vil arbejde med.

Medlemmet har i ansøgningen bl.a. anført følgende

»De kommende år vil linien i mit arbejde ikke forandres væsentligt. Blot håber jeg at kunne komme længere ind mod kernen af det univers, som jeg befinder mig i, og som jeg er ved at lære at kende. Det betyder mere ro og mere tid til at tænke i større sammenhænge. Det forudsætter også et lidt mindre praktisk forhold mellem at tænke i musik og udøvelse. Her kommer jo så økonomien ind.

Af egentlige opgaver i de næste år ser jeg følgende

Filmmusik til en film af Irene Stage (godkendt til 1989).

Orkesterkoncert til saxofon.

Duo-musik til tekster af F. P. Jac (saxofon - percussion). Skole-turne.

8 sange i »evergreen«-karakteren. Til kvartetten.

Musikteaterforestilling i samarbejde med F. P. Jac.Men først og fremmest vil jeg benytte et evt. tre-årigt stipendium til at styrke troen på, at der er grund til at tænke musikalsk i de baner, jeg gør, og til at søge længere ind i både musik og mig selv.'

Det fremgår endvidere, at medlemmet ved skrivelse af 1. juni 1988 selv gjorde kassen opmærksom på, at der kunne være visse problemer forbundet med modtagelsen af stipendiet, og medlemmet stillede i den forbindelse en række spørgsmål vedrørende stipendiets betydning for hans ret til dagpenge mv.

Kassen traf herefter den 1. juli 1988 afgørelse om, at stipendiet efter omregning skulle medføre fradrag i dagpengene, og at de timer, som dermed ville blive fradraget ikke kunne indgå i beregningen af arbejdskravet.

DMF anfører i sin klage, at forbundet finder dette paradoksalt.

DMF henviser til, at stipendiet er skattepligtigt som B-indkomst, og at stipendiet søges og tildeles på baggrund af medlemmets beskrivelse af en række konkrete opgaver , som medlemmet i tre-års perioden har til hensigt at løse.

Endvidere henviser forbundet til, at arbejdsløshedsforsikringsloven ifølge vejledningen til bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 vedrørende arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 (vejledning af 18. december 1987) ikke angiver retningslinier for, hvad der skal forstås ved »lønarbejde«, men at der alene angives en række kendetegn, der kan være vejledende og altså ikke nødvendigvis skal være afgørende og begrænsende for, hvorvidt en udført aktivitet, hvortil knyttes et vederlag i form af et tildelt arbejdsstipendium, kan betragtes som lønarbejde og dermed tælle med til arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.

Endelig anfører forbundet, at det at modtage et arbejdsstipendium ikke bør betragtes som en passiv forsørgelsesydelse på lignende måde som arbejdsløshedsdagpenge eller bistandshjælp bliver betragtet, men derimod som en aktiv indsats og aflønning under udførelse af konkrete arbejdsopgaver.

Ved telefonsamtale med Statens Kunstfond den 27. januar 1989 er det over for direktoratet oplyst, at Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendier gives til fortsat kunstnerisk virksomhed, herunder til færdiggørelse af projekter, som den pågældende kunstner allerede er i gang med.

Statens Kunstfond oplyser endvidere, at man ikke stiller krav om, at modtageren af et tre-årigt stipendium udfører bestemte opgaver, og at fondet ikke fører kontrol med, om de arbejdsopgaver, modtageren har nævnt i sin ansøgning, bliver færdiggjort.

Statens Kunstfond understreger, at der ingen arbejdsbetingelse er knyttet til modtagelsen af stipendiet.

AFGØRELSE

Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 er ret til dagpenge betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste tre år eller i tilsvarende omfang har udøvet selvstændig virksomhed.

Arbejdsløshedsforsikringsloven angiver ingen retningslinier for, hvad der skal forstås ved lønarbejde, og spørgsmålet må derfor i tvivlstilfælde afgøres konkret ud fra en undersøgelse af de kendetegn, der traditionelt er knyttet til det typiske lønmodtagerforhold.

For at en aktivitet skal kunne betragtes som lønarbejde, vil det dog altid være en betingelse, at der udbetales et vederlag, og at dette vederlag er skattepligtigt. Ved vederlag forstås i denne forbindelse den betaling, som en person modtager for en arbejdsydelse.

Er disse betingelser opfyldt, vil de retningslinier, som er opstillet i direktoratets vejledning af 18. december 1987 til bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 (§ 55-bekendtgørelsen) endvidere kunne anvendes ved afgørelsen af, om en aktivitet vil kunne betragtes som lønarbejde.

Ifølge denne vejledning vil det bl.a. have betydning, om den pågældende er undergivet en arbejdsgivers tilsyn med og instrukser for arbejdets udførelse.

Efter direktoratets opfattelse kan et arbejdsstipendium, som ikke er forbundet med en egentlig arbejdsbetingelse, ikke betragtes som et vederlag i ovennævnte forstand, men nærmere som en sikring af et eksistensgrundlag i den periode stipendiet dækker, der kommer til udbetaling uanset, om der udføres en aktivitet eller ej.

Når henses hertil og til, at de retningslinier, som i øvrigt er opstillet i ovennævnte vejledning, vanskeligt vil kunne opfyldes af stipendiemodtageren, finder direktoratet, at den aktivitet, som er forbundet med modtagelsen af stipendiet, ikke vil kunne henføres under begrebet lønarbejde.

Direktoratet er således enig med Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse i, at den med stipendiet forbundne aktivitet ikke kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den periode, som arbejdsstipendiet dækker, i stedet kan betragtes som »død periode«, skal direktoratet bemærke, at arbejdsløshedsforsikringslovens § 3, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 633 af 17 september 1987 vedrørende ændringer af § 55-bekendtgørelsen er en udtømmende opregning af de forhold, der kan betragtes som døde perioder.

Da perioder som den foreliggende, det vil sige perioder, som økonomisk dækkes af et stipendie eller lignende, ikke indgår i denne opregning, finder direktoratet ikke, at perioden kan indgå i beregningen af arbejdskravet i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 som »død periode«. Den periode, som dækkes af stipendiet, vil således blive betragtet som ledighed.

Endelig skal direktoratet vedrørende spørgsmålet om fradrag i dagpengene bemærke, at arbejdsløshedsforsikringens formål er at yde kompensation for det tab af arbejdsindkomst, som et medlem af arbejdsløshedskassen vil få i tilfælde af ledighed.

Hvis det pågældende medlem på anden måde end gennem arbejdsløshedsforsikringen helt eller delvis sikres et eksistensgrundlag, vil den pågældende ikke være berettiget til samtidig at oppebære dagpenge. Dette skal ses på baggrund af, at det pågældende medlem i givet fald ville få dobbelt kompensation, hvilket ville stride mod principperne i forsikringssystemet.

Da et arbejdsstipendium som ovenfor nævnt må betragtes som en sikring af et eksistensgrundlag, finder direktoratet, i lighed med Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse, at et beløb, som medlemmet har modtaget i stipendie, skal medføre fradrag i dagpengene, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 58 samt direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 vedrørende arbejde og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse.

Direktoratet tiltræder således i det hele Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasses afgørelse af 1. juli 1988.

./. Tjenernes Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse er dags dato orienteret om direktoratets afgørelse. Kopi til medlemmet vedlægges.

Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.

P.D.V.

E.B.

Jannie DArge

fuldmægtig

Afgørelse 1989 3040 Valid

Spørgsmålet om arbejdslegat fra Statens Kunstfond kan medregnes som arbejde eller død periode i henhold til arbejdskravet.

Endvidere spørgsmål om legatet skal medføre fradrag i dagpengene.

Direktoratet finder, at perioden skal betragtes som ledighed, og at der skal ske fradrag i dagpengene.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →