Legislator Case Law & Legislation
X19885162201 DK

Ferie og ret til feriedagpenge for værnepligtige ved Civilforsvaret (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1988 51622 Valid

Ferie og ret til feriedagpenge for værnepligtige ved Civilforsvaret (* 1)

Metalarbejdernes Arbejdsløshedskasse

Ved skrivelse af 7. januar 1988 har kassen under henvisning til, at x, cpr.nr. 130364, har optjent 30 dages ferie i 1986, forespurgt: »Om det er i overensstemmelse med reglerne, at han kan bruge ferieret optjent i indeværende ferieår, og om han i »beskæftigelsesperioden«, 2. februar 1986 til 1. maj 1987, ikke optjener ferieret og dermed ret til maksimum 27 feriedagpengedage'.

Af bilagsmaterialet fremgår, at den pågældende har været i fuld beskæftigelse i 1985 og frem til 30. januar 1986, hvor han er påbegyndt at aftjene civil værnepligt. Han gør herefter tjeneste ved Civilforsvaret indtil den 1. maj 1987 og påbegynder beskæftigelse ved y den 4. maj 1987.

Den 30. juni 1987 begærer han feriedagpenge og anfører på begæringen, at han har holdt ferie fra den 10. juni til den 13. juni 1986 og nu ønsker at holde ferie fra den 20. juli til den 1. august 1987.

Civilforsvarskorpset har ved skrivelse af den 13. juli 1987 meddelt, at x har optjent 27 1/2 dags ferie i 1986, hvoraf han har holdt 19 dage.

Autobranchens Fagforening har herefter henvendt sig til ferielovkontoret, idet medlemmets tjenestested har oplyst: »at han havde afholdt en del af sin 1987-ferie i ferieåret 1986, og at man derfor havde reduceret hans optjente feriegodtgørelse tilsvarende«.

Fagforeningen har over for medlemmets tjenestested gjort gældende, at dette stred imod ferieloven.

Ferielovkontoret har herefter meddelt, at civile værnepligtige ikke henhører under ferielovens område og har sendt forespørgslen videre til Civilforsvarsstyrelsen.

Denne har den 18. november 1987 meddelt, at værnepligtige ved Civilforsvarskorpset aflønnes efter bestemmelser, der er identiske med forsvarets.

Det fremgår af forsvarets bestemmelser om aflønning mv. af værnepligtiges personel, § 19, stk. 2, bl.a., at ferieorlovsdage afvikles med løn mod afskrivning af et tilsvarende antal dage af de i forudgående kalenderår under værnepligtstjeneste optjente feriedage.

Direktoratet har anmodet Civilforsvarsstyrelsen om at meddele, at værnepligtige er forpligtede til at afholde de optjente feriedage, inden de forlader tjenesten.

Ved skrivelse af 9. februar 1988 har Civilforsvarsstyrelsen meddelt, at værnepligtige ikke er lønmodtagere i ferielovens forstand og ikke har ret til at afholde ferie under værnepligtstjeneste.

Bestemmelser om aflønning af personel til pligtig tjeneste, der i henhold til § 1 også omfatter civilforsvarstjeneste, indeholder i §§ 18 og 19 regler om ferieorlovsdage i stedet for ferie.

Såfremt en værnepligtig ikke har benyttet sin ret til ferieorlovsdage, udbetales der feriegodtgørelse svarende til det antal optjente feriedage, der ikke er afholdt.

Afvikles der flere feriedage, end der er optjent, afgives 1/30 af månedslønnen for hver overskydende ferieorlovsdag.

Af det medsendte materiale fremgår, at x har ansøgt og fået tildelt 19 ferieorlovsdage i tidsrummet 29. december 1986 til 27. april 1987.

Af § 21 i den oven for nævnte »Ferielovsbestemmelse« fremgår, at feriegodtgørelse, der er optjent forud for værnepligtstiden kan udnyttes inden for det ferieår, der følger efter optjeningsåret under alle former for orlov, og tjenestestedet skal attestere feriegiro-anvisning.

I henhold til § 22 ydes der feriegodtgørelse med 12 1/2% af de i hvert ferieår oppebårne ydelser.

For den del af de værnepligtige, der forbliver i tjeneste ydes ferieorlov med løn efter bestemmelserne i § 19.

I denne anledning skal man meddele, at direktoratet efter de fremkomne oplysninger ikke finder, at x har ret til feriedagpenge under afholdelse af ferie i ferieåret 1987/1988.

Direktoratet har herved lagt vægt på, at værnepligtsperioden ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 56 medregnes som en arbejdsperiode efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, og at medlemmet har optjent fuld feriegodtgørelse i optjeningsåret 1985 og 1986 og ikke har været forpligtet til at afholde de af ham afholdte 19 ferieorlovsdage.

Direktoratets afgørelse kan inden fire uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, jf. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

Klagen skal sendes til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og direktoratets eventuelle bemærkninger.

P.D.V.

E.B.

Karen Morsbøl

fuldmægtig

Afgørelse 1988 51622 Valid

Værnepligtsperioder må sidestilles med beskæftigelsesperioder, der i henhold til § 3, stk. 1, jf. § 2, i bekendtgørelsen skal fradrages i retten til dage med feriedagpenge, da der ydes 12 1/2% i feriegodtgørelse af de under værnepligten modtagne ydelser, og der ikke er pligt til at holde ferie forinden hjemsendelsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →