Gebyr, god pengeinstitutpraksis (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Gebyr, god pengeinstitutpraksis (* 1)
Tilsynets skrivelse af 8. juni 1988 vedrørende gebyr.
Der klagedes over, at pengeinstituttet havde krævet et gebyr på 3000 kr. som vederlag for forskellige arbejdsopgaver i forbindelse med et byggelån. Pengeinstituttet havde på intet tidspunkt nævnt noget om gebyrberegning, og det var heller ikke oplyst i det udarbejdede budget.
Pengeinstituttet oplyste, at gebyret dækkede honoraret for deltagelse i en del møder og udfærdigelse af dokumenter, samt økonomiske beregninger m.m. i forbindelse med behandlingen af byggesagen, samt at klager, allerede inden projektet blev iværksat, var gjort opmærksom på, at der ville blive opkrævet gebyr.
Der var dog ikke blevet indgået nogen skriftlig aftale herom.
Tilsynet udtalte, at når der bliver etableret et almindeligt byggelån, må pengeinstituttet som led i etableringen give de fornødne oplysninger om samtlige de omkostninger, der er forbundet med engagementets normale afvikling.
Tilsynet fandt det ikke i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, at der alene blev givet en mundtlig oplysning om, at sådanne normale omkostninger beregnedes ud over sædvanlig rente og provision på byggelånet.
Finanstilsynet udtalte videre
»Såfremt engagementet udvikler sig på en måde, der medfører en for pengeinstituttet uventet og væsentlig arbejdsbyrde, for eksempel på grund af kundens ændrede planer, vil pengeinstituttet som hovedregel være berettiget til at beregne sig et passende vederlag herfor, eventuelt fastsat på grundlag af tidsforbruget. Pengeinstituttet bør i så fald på et så tidligt tidspunkt som muligt orientere kunden om, at der vil blive beregnet et sådant vederlag. Det skal dog tilføjes, at tilsynet, uanset at oplysning herom ikke måtte være givet, ikke vil afvise, at opkrævning af et passende gebyr må anses for rimeligt og i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, når det burde stå kunden klart, at sagens atypiske forløb har medført et merarbejde, for hvilket pengeinstituttet ville beregne sig et vederlag.«
I den foreliggende sag fandt tilsynet efter det oplyste ikke, at pengeinstituttet havde opfyldt sin oplysningspligt i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis.
Et pengeinstitut krævede ekstra gebyr i forbindelse med et byggelån uden meddelelse herom.
Finanstilsynet fandt ikke, at pengeinstituttet opfyldte sin oplysningspligt i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis