Soliditetsoplysning, god pengeinstitutpraksis (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Soliditetsoplysning, god pengeinstitutpraksis (* 1)
Tilsynets skrivelse af 16. marts 1988 vedrørende soliditetsoplysning.
Pengeinstituttet afgav den 13. november 1986 en positiv oplysning om et anpartsselskab. Det fremgik bl.a. af oplysningen, at et regnskab pr. 30.4.1985 udviste en tilfredsstillende udvikling og et mindre overskud.
Endvidere hed det: »Nyere regnskaber foreligger ikke, men selskabets direktør oplyser, at det kører tilfredsstillende. På den baggrund finder vi, at selskabet vil være god for en løbende varekredit på kr. 100.000,-.«.
Selskabet standsede betalingerne den 19. december 1986.
Et internt regnskab pr. 30. april 1986, som forelå i revideret form den 14. oktober 1986, udviste et underskud i selskabet.
Selskabets kassekredit på max. 40.000 kr. havde den 6. november 1986 udvist en debetsaldo på 120.000 kr.
Tilsynet henviste i sin afgørelse til »Vejledende regler for pengeinstitutternes afgivelse af soliditetsoplysninger« (juni 1986), hvoraf bl.a. fremgår, at grundlaget for pengeinstituttets vurdering, ud over kontomellemværender skal omfatte foreliggende års- og perioderegnskaber.
Tilsynet udtalte, at der med »foreliggende års- og perioderegnskaber« i hvert fald må forstås regnskabsmateriale, som pengeinstituttet er vidende om eller bør have formodning om eksisterer, og som kan tilvejebringes uden unødige foranstaltninger.
Pengeinstituttet burde derfor efter tilsynets mening forinden afgivelsen af oplysningen have søgt tilvejebragt regnskabet pr. 30. april 1986 eller andet relevant regnskabsmateriale, som mere end 6 måneder efter regnskabsårets afslutning måtte antages at have foreligget. Anvendelsen af regnskabet pr. 30. april 1985 og direktørens mundtlige udsagn som grundlag for soliditetsoplysningen, fandt tilsynet under de nævnte omstændigheder ikke stemmende med god pengeinstitutpraksis.
Et pengeinstitut afgav en positiv oplysning om et anpartsselskab. Det fremgik bl.a. af oplysningen, at et regnskab halvandet år tidligere udviste en tilfredsstillende udvikling og et mindre overskud.
Selskabet standsede ca. 1 måned senere betalingerne. Tilsynet henviste i sin afgørelse til »Vejledende regler for pengeinstitutters afgivelse af soliditetsoplysninger«. Pengeinstituttet burde efter tilsynets mening have søgt tilvejebragt nyere eller andet relevant regnskabsmateriale. Tilsynet fandt ikke pengeinstituttets anvendelse af regnskabet og direktørens mundtlige udsagn som grundlag for soliditetsoplysningen for stemmende med god pengeinstitutpraksis.