Legislator Case Law & Legislation
X19885139801 DK

Kvoteringsaftaler - markedsdeling (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1988 51398 Valid

Kvoteringsaftaler - markedsdeling (* 1)

Sagens baggrund

Danske Mejeriers Fællesorganisation fastsætter 2 vejledende engrosnoteringer for konsummælkprodukter: en gældende for Jylland og Fyn og en gældende for landsdelene øst for Storebælt. Disse noteringer følges af alle mejerierne i de 2 dele af landet.

Noteringen, der gælder vest for Storebælt, er afledt af de eksportpriser, som kan opnås ved alternativt at oparbejde råvaremælken til smør og ost, der sælges på eksportmarkederne. Noteringen øst for Storebælt er ansat 18,9 øre højere pr. kg end noteringen vest for Storebælt.

Tidligere var der mange forholdsvis små mejerier på Sjælland, men de var ikke i stand til at forsyne det sjællandske område med konsummælkprodukter på basis af deres egen mælkeindvejning. Der måtte derfor tilføres råvaremælk fra Jylland og Fyn. Denne tilførsel til de sjællandske mejerier kunne kun bringes i stand ved, at mælkeprisen øst for Storebælt generelt blev forhøjet for at dække fragtudgiften ved tilførslerne.

Under hensyn til Sjællands forsyning med mælkeprodukter kunne tilsynet ikke foretage en udligning mellem de mejerier, der påtog sig udgifterne ved transporter over Storebælt, og de der nøjedes med at oparbejde egne mælkeindvejninger. De sjællandske landmænd kunne derfor ansætte en konsummælkpris, der gav dem en ekstra høj afregningspris.

I den mellemliggende tid har andelshaverne (landmændene) nedlagt mejerier og gennemført talrige fusioner af mejerier for at opnå produktionsmæssige og markedsmæssige fordele. I dag forestår mejerier tilknyttet de 2 store landsdækkende mejeriselskaber, Mejeriselskabet Danmark (MD) og Kløver Mælk (KM) over 90 pct. af forsyningen med konsummælkprodukter både øst og vest for Storebælt. For sådanne selskaber volder udligningsspørgsmålet mellem mejerierne ingen vanskeligheder, idet det kan pålægges sådanne selskaber ikke at beregne højere pris på Sjælland end den, der er nødvendig for at dække de faktiske transportomkostninger.

Det var på denne baggrund, at tilsynet undersøgte, om det fortsat er nødvendigt at opretholde et særligt pristillæg for konsummælkprodukter øst for Storebælt.

Mejeriselskabernes salg på Sjælland

I 70'erne var den største leverandør af konsummælkprodukter øst for Storebælt Øernes Konsummælkselskab, der var dannet ved fusion af hovedparten af de sjællandske mejerier. Herefter fulgte MD, der fra Trifolium og Nordsjællands Mejeriselskab navnlig solgte i Hovedstadsområdet og Nordsjælland. Endvidere fandtes en række mindre lokale mejerier. Omkring 1980 var kun MD landsdækkende, hvilket gav selskabet en betydelig fordel ved forhandlingerne om kontrakter med de landsdækkende supermarkedskæder.

I 1982 søgte KM, der omfattede en lang række jydske mejerier og mejeriselskaber, fodfæste på Sjælland for at kunne deltage i leverancerne til de landsdækkende supermarkedskæder. Et selskab under KM blev sammensluttet med et lille mejeri Englevaad ved Holbæk, der blev stærkt udvidet og forsynet med råvaremælk fra KM's mejerier i Jylland. Denne indtrængen på det sjællandske marked, hvor mejeriernes kapacitet i forvejen var for stor, gav anledning til voldsomme »priskrige« på Sjælland mellem KM, MD og Øernes Konsummælkselskab. I realiteten var pristillægget udlignet gennem ekstra rabatydelser i lange »krigsperioder«. I 1984 var Øernes Konsummælkselskab stærkt svækket, og fra 1. oktober 1984 fusionerede selskabet med MD, der herefter affandt sig med, at KM efterhånden havde overtaget 1/4 af konsummælkforsyningen på Sjælland. Også KM, der - gennem ydelse af store rabatter - havde overtaget salget til Dansk Supermarked over hele landet for en længere årrække, var indstillet på at nedtrappe rabatydelserne på Sjælland. Denne »enighed« fandt udtryk i den i 1984 indgåede kvoteringsaftale mellem parterne.

Kvoteringsaftalen

Kvoteringsaftalen, der trådte i kraft den 1. januar 1984, omfatter på den ene side MD og de dermed samarbejdende mejerier og på den anden side KM og de med dette selskab samarbejdende mejerier. Aftalen berører i dag mejerier, der står for over 90 pct. af forsyningen med konsummælkprodukter.

Ved aftalen deles aftaledeltagernes samlede forbrug af råvaremælk til fremstilling af konsummælkprodukter efter fastlagte kvoter gældende øst og vest for Storebælt.

Efter aftalen skal en overskridelse af kvoterne belægges med en bod, der tilfalder den anden part i aftalen. Oprindeligt var denne bod ansat til ca. 41 øre pr. kg råvaremælk. Den oprindelige aftale medførte således eksempelvis, at MD skulle betale en bod på 41 øre pr. overskydende kg, hvis MD-gruppen udvidede sit salg af konsummælkprodukter på Sjælland til mere, end MD's andel af den mængde råvaremælk, som aftaledeltagerne tilsammen anvendte til konsummælksalg på Sjælland.

Tilsynet fik efter forhandlinger med De Danske Mejeriers Fællesorganisation aftalen lempet, således at den blev mindre konkurrencebegrænsende og mindre strukturbevarende. Under forhandlingerne ændredes aftalen, således at boden blev nedsat til ca. 20 øre pr. kg, og på den måde, at den blev bevægelig ved, at ændrede markedsandele med en vis forsinkelse kunne omsætte sig i ændrede kvoter. Tilsynet fandt desuden aftalen anmeldelsespligtig efter bestemmelserne i monopollovens § 6, stk. 1. Der henvises til omtalen i »meddelelser« 1984, nr. 8, side 443-44.

Aftalen har medført en nedsættelse af de rabatter, der ydes udover satserne i mejeriernes fælles bonusskala. Endvidere er markedsandelene og dermed kvoterne ændret væsentligt i de 4 år, aftalen har været gældende. I aftalens løbetid har MD således fået sin kvote på Sjælland reduceret fra 72,9 pct. til 66,5 pct., medens selskabets andel i det øvrige land er steget fra 50,5 pct. til 58,3 pct.

Mejeriselskaberne har oplyst, at den del af forskydningen der er sket i det sidste års tid, ikke skyldes, at parterne har taget kunder fra hinanden, men udelukkende salgsudviklingen hos parternes kunder. På Sjælland er salget således faldende hos MD's største kunder, navnlig brugsforeningerne, medens det er stigende hos KM's store kunder, især discountkæder. Forskydningen har imidlertid ført til, at KM må føre stigende mængder mælkeprodukter til Sjælland, medens MD har stigende transporter bort fra Sjælland.

Branchens synspunkter

Organisationerne har gjort gældende, at råvareværdien for konsummælkprodukter på Sjælland såvel før som efter Danmarks tilslutning til EF har været ansat med Monopoltilsynets accept. Da tillægget har bestået i en lang årrække, har de sjællandske landmænd indstillet sig på en ekstrabetaling for deres leverancer af råvaremælk. Videre er det anført, at tillægget er fremgået af markedsforholdene, og at producenterne følgelig har ret til at opnå den pris, som markedskræfterne betinger.

Med den generelle reduktion af mælkeproduktionen som følge af EF's kvoteringsordning er Sjællands forsyningssituation nu således, at der er mindre sjællandsk mælk til rådighed for konsummælkproduktion end tidligere. En reduktion af mælkeprisen til sjællandske producenter vil føre til en yderligere nedsættelse af den sjællandske mælkeproduktion.

Ved at sammenholde produktion og afsætning af mælk i oktober året 1985-86 fandt organisationerne at kunne dokumentere, at det er nødvendigt både at tilføre og fraføre mælk, og at den sjællandske mælkeproduktion er optimal, således at der ikke forekommer unødvendig transport af mælk mellem landsdelene. Endvidere har organisationerne fastholdt, at Sjællands-tillægget fuldt ud tilfalder sjællandske mælkeproducenter.

Organisationerne har videre gjort gældende, at beregninger fra Statens Jordbrugsøkonomiske Institut viser, at restoverskuddet pr. ko er lavere på Sjælland end i Jylland trods de højere sjællandske mælkepriser. Man har fundet det vanskeligt at forstå, at Monopoltilsynet rejser tvivl om Sjællands-tillæggets berettigelse samtidig med, at samfundet i øvrigt forsøger at afhjælpe landbrugets økonomiske situation.

Hvad angår kvoteringsaftalen har organisationerne ikke fundet, at aftalen har uheldige virkninger på området. Mejerierne er dog indstillet på at efterkomme tilsynets krav om at ophæve kvoteringsaftalen.

Tilsynets vurdering

Tilsynet har rejst tvivl om, hvor stor en del af de mælketransporter som finder sted, der er nødvendige af hensyn til sikkerheden i Sjællands forsyning med konsummælkprodukter. Transportudgifterne kunne muligvis reduceres, hvis MD og KM hver især tilpassede deres salg på Sjælland til de råvaremængder, de har til rådighed i dette område, eller hvis KM i stedet for at hente råvaremælk i Jylland kunne købe en del af de mælkeprodukter, som MD transporterer bort fra Sjælland. Uanset om transportudgifterne hertil på ca. 20 mio. kr. er nødvendige eller ej, finder tilsynet det betænkeligt, at denne udgift dækkes ind over de sjællandske konsummælkpriser med et pristillæg på ca. 60 mio. kr. De landsdækkende mejeriselskaber MD og KM beregner sig derved større pristillæg på Sjælland, end det der svarer til udgifterne ved de pågældende transporter.

Efter tilsynets opfattelse bør der ikke i salgspriserne på Sjælland indregnes en højere betaling til landmændene for råvaremælken, end den der alternativt kan opnås ved at oparbejde råvaremælken til smør og ost, der sælges på eksportmarkederne - hvilket svarer til den betaling som landmændene i den øvrige del af landet opnår.

Med hensyn til mælkeforsyningen til Sjælland har organisationerne peget på, at EF's kvotering inden for mælkeområdet medfører, at Danmark i 1987/88 skal nedskære sin produktion med 6 pct. og yderligere 2,5 pct. det følgende år. De danske Landboforeninger har beregnet, at den forventede mælkeproduktion frem til år 2000 vil falde betydeligt øst for Storebælt og vil øges i den vestlige del af landet.

Der er desuden ikke tvivl om, at landbruget i øjeblikket befinder sig i en meget vanskelig situation, og indtjeningen i det senest offentliggjorte regnskabsår har som nævnt været faldende i kvægbruget. For så vidt angår kvoteringsaftalen er der ved forhandling opnået enighed med mejeriorganisationerne om en ophævelse af aftalen. Derimod kunne organisationerne ikke acceptere en nedsættelse af Sjællands-tillægget.

Ud fra en monopolretlig betragtning bør Sjællands-tillægget efter tilsynets opfattelse nedbringes. Under hensyn til de særlige forhold, der for tiden gør sig gældende inden for erhvervet, har tilsynet imidlertid ikke på nuværende tidspunkt fundet at ville træffe foranstaltninger i denne retning.

Afgørelse 1988 51398 Valid

Monopoltilsynet fik efter forhandling lempet en kvoteringsaftale, der var indgået mellem Mejeriselskabet Danmark og Kløver Mælk og som berørte mejerier, der stor for over 90 pct. af forsyningen med konsummælkprodukter. Aftalen blev under forhandlingerne ændret således, at den blev bevægelig ved, at ændrede markedsandele kunne omsætte sig i ændrede kvoter - og dermed mindre konkurrencebegrænsende og mindre strukturbevarende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →