Interessenter og kommanditister blev ikke anset for landbrugere i husdyrbeskatningslovens forstand. Bindende forhåndsbesked. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Interessenter og kommanditister blev ikke anset for landbrugere i husdyrbeskatningslovens forstand. Bindende forhåndsbesked. (* 1)
Ligningsrådet blev anmodet om forhåndsbesked om følgende
1. Vil investorer, organiseret i et interessentskab eller kommanditselskab, som finansierer kødproduktion på gården G, blive betragtet som landbrugere med mulighed for at anvende husdyrbeskatningslovens regler om normalhandelsværdier og nedskrivning?
2. Kan investorerne i stedet vælge at nedskrive på deres andel af besætningen efter reglerne i varelagerloven?
De nærmere omstændigheder var
Gården G var ophørt med virksomhed inden for mælkeproduktion. For at udnytte produktionsapparatet ønskede man at igangsætte en produktion af kød, finansieret af et interessentskab eller et kommanditselskab med 100 investorer med hver 5 andele a 28.000 kr. Den samlede kapital på 14 mio. kr. skulle anvendes til indkøb af 400 ammekøer af ren race. Selskabet skulle fuldt ud stå for driften af besætningen. Ejerne af G skulle ansættes som driftsleder og G's bygninger, græsningsmuligheder m.v. skulle lejes.
Ifølge lov nr. 208 af 13. maj 1981, husdyrbeskatningsloven, kan landbrugere optage besætningen til normalhandelsværdien med adgang til nedskrivning på 33 1/3% med virkning for indkomsten.
Ligningsrådet fandt ikke, at investorerne kunne anses for landbrugere i relation til husdyrbeskatningsloven, og der ville således ikke være mulighed for at anvende denne lovs regler om normalhandelsværdier og nedskrivning.
Levende dyr har hidtil ikke været anset omfattet af varelagerloven. Vestre Landsret har imidlertid ved dom af 10. marts 1988 fastslået, at en kreaturhandler var berettiget til skattemæssig nedskrivning efter varelagerloven på sin salgsbesætning. Det anføres i præmisserne, at det findes betænkeligt uden udtrykkelig tilkendegivelse i husdyrbesætningsloven at statuere, at loven udtømmende regulerer den skattemæssige behandling af husdyrbesætninger med den virkning, at en kreaturhandler afskæres fra at nedskrive på besætningen såvel efter husdyrbesætnings- som varelagerloven.
De i denne forespørgsel omhandlede køer kunne efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses for et varelager, da der ikke var tale om en salgsbesætning. Varelagerlovens regler om nedskrivning kunne derfor ikke anvendes.
Investorer, organiseret i et interessentskab eller kommanditselskab, som finansierede kødproduktion på gården G kunne ikke anses for landbrugere i relation til husdyrbeskatningsloven. Varelagerlovens regler om nedskrivning kunne ikke anvendes, da der ikke var tale om en slagsbesætning.