Rentefrit udlån fra forening til fond. Bindende forhåndsbesked. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Rentefrit udlån fra forening til fond. Bindende forhåndsbesked. (* 1)
Ligningsrådet blev anmodet om forhåndsbesked om følgende: 1)Kan Forening A til finansiering af A's efteruddannelsesfonds drift yde fonden et lån stort kr. 5 mio., hvilket lån vil være rente-og afdragsfrit for en periode af 5 år, jf. nedenstående sagsfremstilling, uden at A, som kreditor skal sættes i en fiktiv rente af lånebeløbet, ligesom debitor fonden, ikke skal gavebeskattes? 2) Kan A stille en kursusejendom til rådighed for efteruddannelsesfonden, mod at fonden betaler en leje, der dækker ejendomsskatter, forsikringer, omkostninger ved vedligeholdelse og alle øvrige driftsudgifter vedrørende ejendommen, uden at efteruddannelsesfonden vil blive gaveskattet af en beregnet leje ud over den ovenfor angivne?
Omstændighederne var følgende
A er registreret i fondsregistret som en faglig forening. Foreningen er således omfattet af fondsbeskatningsloven. Foreningen påtænker at stifte en efteruddannelsesfond, som skal have til formål at støtte og videreudvikle efteruddannelsen. Efteruddannelsesfonden vil udbyde kurser, imod vederlag, og vil således være en erhvervsdrivende fond. Fonden vil blive stiftet med en grundkapital i form af en gave, stor kr. 7 mill., fra A. A vil til finansiering af fondens drift yde fonden et lån stort kr. 5 mill., hvilket lån vil være rente- og afdragsfrit for en periode af 5 år, hvorefter lånet skal tilbagebetales, pr. anfordring eller pr. nærmere aftalt vilkår med forrentnings- og afdragsbestemmelser. Videre agter A at erhverve en større kursusejendom, og vil for en kortere årrække, stille denne kursusejendom til rådighed for efteruddannelsesfonden imod at denne betaler en leje, der dækker ejendomsskatter, forsikringer, omkostninger ved vedligeholdelse og alle øvrige driftsudgifter vedrørende ejendommen. Ligningsrådet svarede: Efteruddannelsesfonden vil som gave eller driftstilskud være skattepligtig af et fikseret vederlag for de økonomiske fordele, der følger af det rentefrie lån og rådighed over kursusejendommen til en leje under markedslejen. For huslejen kan den skattepligtige værdi opgøres til forskellen mellem markedslejen og den aftalte leje under markedslejen. Lånet må anses for et tilskud til fonden. Tilskuddet svarer til forskellen mellem lånets hovedstol og fordringens kursværdi på stiftelsestidspunktet. Der skal herefter ske indkomstbeskatning hos modtageren. Det følger heraf, at A som kreditor ikke er skattepligtig af en fikseret rente. Det er ved besvarelsen forudsat, at efteruddannelsesfonden er omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, nr. 1, og i registreringsmæssig henseende kan anses for et af A uafhængigt retssubjekt.
En faglige forening stiftede en uddannelsesfond og ydede desuden et rentefrit lån og stillede en kursusejendom tilrådighed under markedslejen. Uddannelsesfonden skulle beskattes af et fikseret vederlag for de økonomiske fordele, der fulgte af det rentefrie lån og af rådigheden over kursusejendommen til en leje under markedslejen