Om fortolkningen af efterbeskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18 A.
Statutory Text (3 Articles)
Om fortolkningen af efterbeskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18 A.
Der er over for Skattedepartementet rejst spørgsmål om anvendelsen af efterbeskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18 A i forbindelse med valg af § 50-beskatning og overførsel efter lovens § 41.
1. Pensionsbeskatningslovens § 18 og § 18 A.
Indbetalinger til pensionsordninger med løbende udbetalinger og til rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed kan efter pensionsbeskatningslovens § 18 fratrækkes fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Er indbetalingsperioden 10 år eller derover, kan hele årsydelsen fradrages ved indkomstopgørelsen. Er indbetalingsperioden kortere end 10 år, skal fradragsretten for indbetalingerne fordeles over en periode på 10 år.
Hvis indbetalingerne i de nævnte tilfælde standses eller nedsættes på et tidspunkt, hvor fradragene har været for store i forhold til de faktiske indbetalinger, skal der efter pensionsbeskatningslovens § 18 A foretages en omregning af fradragene, og de for meget fratrukne beløb med et procenttillæg på 6 pct. efterbeskattes.
2. Valg af § 50-beskatning.
Efter pensionsbeskatningslovens § 1, stk. 2, kan en pensionsordning medløbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed vælges henført til beskatning efter lovens § 50 i forbindelse med ophør af fuld skattepligt her til landet. Valg af § 50-beskatning medfører, at den del af ordningen, der kan henføres til indbetalinger foretaget efter § 50-valget, beskattes efter de regler, der gælder for pensionsordninger m.v. uden fradragsret i lovens afsnit II. Kapitaludbetalinger, herunder rateudbetalinger, fra den pågældende del af ordningen er herefter skatte- og afgiftsfri, og løbende udbetalinger, der bortfalder ved død, er kun indkomstskattepligtige, for så vidt angår 70 pct. af udbetalingerne.
I de tilfælde, hvor en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed i 10 års perioden vælges henført til beskatning efter § 50, er det Skattedepartementets opfattelse, at omregningsreglerne i lovens § 18 A kun finder anvendelse, hvis indbetalingerne standses eller nedsættes på fraflytningstidspunktet eller på et senere tidspunkt inden 10 års periodens udløb.
Der bliver således ikke spørgsmål om efterbeskatning, hvis indbetalingerne til ordningen fortsættes i hele 10 års perioden.
3. Overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41.
Hvis ordningen overføres til en anden nyoprettet pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en anden nyoprettet rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 41, skal indbetalingerne til den ordning, der overføres fra, efter Skattedepartementets opfattelse ses i sammenhæng med indbetalingerne til den ordning, der overføres til. Hvis for eksempel en rateforsikring overføres til en nyoprettet rateopsparing, og indbetalingerne til rateopsparingen videreføres med beløb af samme størrelse, som hidtil er indbetalt til rateforsikringen, kan indbetalingerne ved anvendelsen af pensionsbeskatningslovens § 18 og § 18 A ses i forlængelse af hinanden.
I de nævnte overførselstilfælde gælder der således en samlet indbetalingsperiode på 10 år, og omregningsreglen i lovens § 18 A finder kun anvendelse, hvis indbetalingerne til den ordning, der overføres til, standses eller nedsættes, inden den samlede 10 års periode er udløbet.
4. Afgiftsfri ophævelse af ordningen efter pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2.
Efter pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2, kan den skattepligtige i tilfælde, hvor der skal ske efterbeskatning som følge af standsning eller nedsættelse af indbetalingerne, i stedet vælge at ophæve ordningen uden afgiftsmæssige konsekvenser. I så fald stilles den pågældende skattemæssigt, som om ordningen ikke havde været oprettet. De foretagne fradrag skal herefter medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst for fradragsårene med et procenttillæg på 6 pct.
Muligheden for at foretage dette valg foreligger også i tilfælde, hvor indbetalingerne til ordningen nedsættes eller standses efter valg af § 50 beskatning eller efter overførsel som nævnt oven for under 2 og 3.
Pensionsbeskatningslovens § 41 giver imidlertid også mulighed for, at der til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed kan overføres midler fra en ordning, der ikke omfattes af reglerne i pensionsbeskatningslovens § 18 A.
Dette gælder for eksempel ved overførsel af ordninger, der er fuldt indbetalt, evt. ved engangsindskud, ved overførsel af arbejdsgiverordninger, som ikke omfattes af lovens § 18, eller ved overførsel af kapitalpensionsordninger.
Det kan tænkes, at en sådan ordning efter lovens § 41 overføres afgiftsfrit til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, hvortil der foretages indbetalinger over en 10-årig periode. Hvis indbetalingerne til den pågældende ordning i disse tilfælde nedsættes eller standses, er det efter Skatedepartementets opfattelse kun den del af ordningen, der omfattes af omregningsreglen i lovens § 18 A, der kan hæves afgiftsfri. Øvrige beløb, der hidrører fra en overført ordning, berøres ikke af omregningsreglen og kan derfor heller ikke hæves afgiftsfri efter reglen i lovens § 18 A, stk. 2. Hvis de overførte beløb hæves sammen med den øvrige del af ordningen, må der efter Skattedepartementets opfattelse betales afgift og indkomstskat af de overførte beløb efter lovens almindelige regler om ophævelse i utide.
Ingen
Redegørelse for efterbeskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18A i forbindelse med valg af § 50 - beskatning og overførsel efter lovens § 41.