Legislator Case Law & Legislation
X19880405801 DK

Tilbagebetaling af boligstøtte - Solidarisk hæftelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1988 4058 Historic

Tilbagebetaling af boligstøtte - Solidarisk hæftelse

Ankeafdelingen har den 15. februar 1988 fra social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune, Sikringsydelsesafdelingen, modtaget den af X Retshjælp på Deres vegne ingivne klage over, at boligstøttekontoret har truffet beslutning om, at De hæfter solidarisk for et tilbagebetalingskrav på kr. 9.739 vedr. for meget udbetalt boligydelse i 1983 og 1984 til Deres daværende ægtefælle.

I klageskrivelsen dateret 21. december 1987 har X Retshjælp anført

På vegne af N.N. påankes herved den af boligstøttekontoret den 25. november 1987 trufne afgørelse.

Der nedlægges påstand om, at boligstøttekontoret tilbagebetaler klageren det modregnede beløb og tilpligtes fremover at udbetale hende den fulde ydelse.

Indledningsvis skal anføres, at ankefristen på 4 uger i forhold til klageren efter retshjælpens opfattelse ikke er udløbet. Som begrundelse herfor skal anføres, at boligstøttekontoret i sine skrivelser af 13. august 1987 alene har rejst krav om tilbagebetaling overfor klagerens fraseparerede ægtefælle.

Boligstøttekontoret har først rejst krav om tilbagebetaling overfor klageren ved skrivelse af 25. november 1987, og ankefristen udløber i konsekvens heraf først 4 uger efter modtagelsen af denne skrivelse.

Den af boligstøttekontoret i skrivelse af 2. december 1987 påberåbte bestemmelse i vejledningens pkt. 19.1 kan efter retshjælpens opfattelse ikke finde anvendelse, for det første fordi vejledninger ikke er bindende i forhold til borgerne, og for det andet fordi den af boligstøttekontoret citerede bestemmelse tager sigte på den situation, at flere hæfter solidarisk for et givent krav. Dette spørgsmål er jo netop omtvistet i denne sag.

Som begrundelse for anken skal der henvises til det af retshjælpen i skrivelse af 28. oktober 1987 anførte, idet der yderligere henvises til Boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982 pkt. 14.6.

Supplerende skal anføres følgende

1.

Kriteriet for at kunne søge om den pågældende ydelse var, at ansøgeren skulle være pensionist, jfr. ansøgningsformularen.

2.

Allerede fordi klageren ikke på ansøgningstidspunktet var pensionist og derfor uberettiget til overhovedet at ansøge, kan hun ikke anses for at have været ansøger.

3.

Af ansøgningsformularen, der er udformet af det offentlige, er det tydeligt angivet, hvem der underskriver som ansøger, og det fremgår af formularen, at klageren alene har underskrevet som ægtefælle.

4.

Dersom det havde været meningen, at hun i lighed med sin fraseparerede ægtefælle skulle have status som ansøger og i konsekvens heraf støttemodtager, burde dette tydeligt have været angivet i formularen, der i øvrigt efter de almindelige fortolkningsprincipper må fortolkes mod affatteren.

5.

Det forhold, at klageren har underskrevet som ansøgerens ægtefælle på ansøgningsskemaet, kan efter retshjælpens opfattelse ikke medføre, at hun kan opfattes som ansøger.

6.

Boligstøttekontorets henvisning i skrivelse af 2. december 1987 til en bestemmelse i vejledningen og et tidligere cirkulæres ordlyd har ikke relevans for nærværende sag, hvortil kommer, at den pågældende bestemmelse i nugældende cirkulære om samme situation ikke er gentaget.

7.

Endelig skal det anføres, at den omstændighed, at boligstøttekontoret alene har rejst tilbagebetalingskravene overfor klagerens ægtefælle ved skrivelse af 13. august 1987 må tages som udtryk for, at boligstøttekontoret anser ham som eneansøger, og det forhold, at klageren efter separationen bebor den tidligere fælles bolig, medfører ikke i sig selv, at hun bliver forpligtet til at tilbagebetale den for meget udbetalte boligydelse.

Det gøres under henvisning til ovennævnte gældende, at klageren ikke hæfter for tilbagebetaling af den til hendes fraseparerede ægtefælle for meget udbetalte boligstøtte, hvorfor boligstøttekontoret har været uberettiget til at modregne de pågældende krav i klagerens boligstøtte.'

De af X Retshjælp medsendte bilag, herunder korrespondance mellem retshjælpen og boligstøttekontoret, har været forelagt ankenævnet ved behandlingen af Deres klage.

Af boligstøttekontorets brev af 25. november 1987 til retshjælpen fremgår (uddrag)

»Under henvisning til retshjælpens brev af 28. oktober 1987 skal man herved meddele, at man er af den formening, at det fremsendte krav kan fremsendes til hustruen, uanset de i Deres brev anførte argumenter.

Der skal i den forbindelse henvises til vejledning om individuel boligstøtte pkt. 15.6, hvor der står

Krav på for meget udbetalt boligstøtte kan alene rettes mod boligstøtteansøgeren, eller hvis flere har ansøgt i forening, boligstøtteansøgerne, uanset om kravets opståen skyldes stigninger i et andet husstandsmedlems indkomst. Kommunalbestyrelsen kan vælge, hvem af ansøgerne kravet skal gøres gældende mod, da den solidariske hæftelse indebærer, at hver enkelt af ansøgerne hæfter for hele tilbagebetalingskravet. Der vil f.eks. ikke kunne rejses krav mod en ægtefælle, der overtager den hidtidige fælles bolig ved parternes separation eller skilsmisse, hvis ægtefællen ikke selv har skrevet under på boligstøtteansøgningen.

I tilfælde, hvor boligstøtteansøgeren modtager hjælp efter lov om social bistand, skal der henstilles til kommunerne i skrivelserne til bevilling af boligstøtte tydeligt at angive, at boligstøttemodtageren ikke opfylder sin oplysningspligt ved at give meddelelse om ændringer i sine forhold til bistandskontoret, og at der således skal rettes særskilt henvendelse til boligstøttekontoret, selvom der evt. samtidig gives (samme) oplysninger til bistandskontoret.

Som det ses heraf, vil krav kunne fremsendes til hustruen, når hun har skrevet under på ansøgningsskemaet, hvilket jo er tilfældet som Dem bekendt.

Dette er i øvrigt overensstemmende med de almindelige formueretlige principper vedr. underskrift i forbindelse med obligationsretten.

I øvrigt fremgår det af de to regningskrav, at det i det væsentlige også er hustruens merindkomst, der er den direkte årsag til regningskravet.«

Af den af forvaltningen i anledning af Deres klage fremsendte sagsredegørelse fremgår, at forvaltningen efter en genvurdering fastholder den påklagede afgørelse.

Om sagen oplyses følgende

»Klageren og dennes fraseparerede ægtefælle (separeret januar 1987) har modtaget boligydelse til lejligheden fra indflytningen den 15. november 1982.

Både manden og hustruen (klageren) har underskrevet ansøgningen.

For 1983 modtog de boligydelse på grundlag af en indkomst, der var opgjort som fremtidig indkomst men den faktiske indkomst

således: for 1983 udgjorde: Manden 44.600 46.771 Hustruen 78.300 88.620 ------- ------- Ialt 122.000 135.000

For 1984 modtog de boligydelse på grundlag af en indkomst, der var opgjort som fremtidig indkomst men den faktiske indkomst

således: for 1984 udgjorde: Manden 50.300 52.541 Hustruen 78.300 101.934 ------- ------- Ialt 128.000 154.000

Man fremsendte derfor den 13. august 1987 regninger for 1983 og 1984 på for meget udbetalt boligydelse på i alt kr. 9.739 til klagerens ægtefælle.

Efter separationen flyttede manden i en beskyttet bolig, medens hustruen fortsatte lejemålet og modtog boligstøtte, og da tilbagebetalingskravet i det væsentlige skyldtes stigning i hendes indtægt, blev kravet overført til hustruen, og fra 1. oktober 1987 foretog man modregning i hendes boligstøtte.

Det skal bemærkes, at man er af den opfattelse, at der mellem klageren og den daværende ægtefælle består en solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskravet, da begge har underskrevet ansøgningen om boligstøtte.

I øvrigt skal man henvise til vedlagte fotokopier af skrivelser herfra til X Retshjælp.«

Uddrag af de af forvaltningen medsendte sagsakter har været forelagt ankenævnet ved behandling af Deres klage.

I ANSØGNING OM BOLIGYDELSE TIL PENSIONISTER dateret 25. oktober 1982 har Deres daværende ægtefælle underskrevet under overskriften »Underskrift: Ansøger«.

De har underskrevet under overskriften »Ægtefælle«.

Forvaltningens sagsredegørelse har været forelagt Dem og X Retshjælp i kopi. Der er ikke i den anledning fremkommet yderligere bemærkninger til sagen.

Den 26. oktober 1988 har retshjælpen telefonisk på Deres vegne erklæret sig indforstået med, at sagen - om nødvendigt - blev forelagt Boligstyrelsen uden at være anonymiseret.

I brev af 27. oktober 1988 vedlagt sagens akter i uanonymiseret stand har ankeafdelingen anmodet Boligstyrelsen om at fremkomme med en vejledende udtalelse vedr. ægtefællers solidariske hæftelse for krav om tilbagebetaling af uberettiget oppebåret boligstøtte.

I skrivelse dateret 15. november 1988 har Boligstyrelsen udtalt følgende

I skrivelse af 27. oktober 1988 har Århus Amtskommune bedt Boligstyrelsen om en vejledende udtalelse om, hvorvidt den ægtefælle, der medunderskriver en ansøgningsblanket vedr. boligstøtte, kommer til at hæfte solidarisk for tilbagebetaling af evt. uberettiget oppebåret boligstøtte.

Det fremgår af sagen, at et ægtepar i 1982 ansøgte om boligydelse. Manden, der var pensionist, underskrev ansøgningen som ansøger, mens hustruen underskrev som ægtefælle. Århus kommune har nu efter parrets separation rettet tilbagebetalingskravet mod hustruen.

X Retshjælp har på vegne af hustruen gjort gældende, at hun ikke har tilbagebetalingspligt, da hun ikke har underskrevet ansøgningen som ansøger, men alene som ægtefælle.

Boligstyrelsen skal indledningsvis meddele, at man ikke kan tage stilling til den konkrete sag, da styrelsen kan få den forelagt som klagesag.

Boligstyrelsen skal dog vejledende meddele, at det fremgår af boligstøttelovens § 36, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at ansøgning om boligstøtte skal fremsættes på en særlig blanket.

Bestemmelsen er uddybet i pkt. 13.1. i Boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982 om individuel boligstøtte, hvoraf det fremgår, at Kommunernes Landsforening har udarbejdet standardblanketter til ansøgning. Da et evt. tilbagebetalingskrav alene kan rettes mod boligstøtteansøgeren/ansøgerne, skal man henstille til kommunerne, at samtlige myndige husstandsmedlemmer (samlevere m.fl.) underskriver boligstøtteansøgningen.

Det fremgår videre af pkt. 14.6., at krav på for meget udbetalt boligstøtte alene kan rettes mod boligstøtteansøgeren eller boligstøtteansøgerne, hvis flere har ansøgt i forening.

Det er Boligstyrelsens opfattelse, at formålet med cirkulæreteksten er, at samtlige myndige husstandsmedlemmer underskriver som ansøgere, således at et evt. tilbagebetalingskrav kan rettes mod enhver, der har haft fordel af boligstøtteudbetalingen.

Boligstyrelsen finder imidlertid, at hustruens underskrift i en rubrik med ordlyden »Ægtefællen« ikke indebærer en tilstrækkelig klar markering af, at hun er medansøger.

Det er på denne baggrund Boligstyrelsens opfattelse, at en person, der underskriver som ægtefælle, ikke kan betragtes som medansøger, således at det alene er den eller de, der har underskrevet som ansøger, der hæfter for et evt. tilbagebetalingskrav.'

Det sociale ankenævn har behandlet Deres klage i møde den 30. november 1988.

I henhold til § 36, stk. 1 i lov om individuel boligstøtte kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ansøgning om boligstøtte skal fremsættes på en særlig blanket.

Det fremgår af § 38, stk. 3, at ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.

Det fremgår af § 41, stk. 1, at har ansøgeren undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette.

Af pkt. 13.1. i Boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1988 om individuel boligstøtte fremgår

»Da et evt. tilbagebetalingskrav alene kan rettes mod boligstøtteansøgeren/ansøgerne, jfr. nedenfor pkt. 14.6. om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte, skal man henstille til kommunerne, at samtlige myndige husstandsmedlemmer (samlevere m.v.) underskriver boligstøtteansøgningen.«

Af pkt. 14.6. i samme cirkulære fremgår

»Krav på for meget udbetalt boligstøtte kan alene rettes mod boligstøtteansøgeren eller boligstøtteansøgerne, hvis flere har ansøgt i forening, mens der f.eks. ikke vil kunne rejses krav mod en ægtefælle, der overtager den hidtidige fælles bolig ved parternes separation eller skilsmisse, hvis ægtefællen ikke selv har skrevet under på boligstøtteansøgningen.«

A F G Ø R E L S E

Det sociale ankenævn ændrer den af forvaltningen trufne afgørelse og pålægger forvaltningen at frafalde det overfor Dem stillede krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligydelse i 1983 og 1984.

Ankenævnet finder således, at De ikke hæfter solidarisk med Deres daværende ægtefælle for det stillede tilbagebetalingskrav, idet der ikke er det fornødne grundlag for at betragte Dem som medansøger.

Ankenævnet har her lagt vægt på, at De har underskrevet ansøgningsskemaet i en rubrik under overskriften ægtefælle, hvor Deres daværende ægtefælle har underskrevet under overskriften ansøger.

Ankenævnet finder på den baggrund, at forvaltningen ikke har gjort det tilstrækkeligt klart, at De underskrev som medansøger med heraf følgende mulighed for at kunne komme til at hæfte solidarisk for et evt. tilbagebetalingskrav.

Ankenævnet forudsætter, at forvaltningen genudbetaler den del af Deres boligstøtte, som er tilbageholdt til nedbringelse af det stillede tilbagebetalingskrav.

Forvaltningen, hvortil De kan rette henvendelse, er underrettet om ovenstående.

Ankevejledning er vedlagt.

Afgørelse 1988 4058 Historic

Ankenævn afgjort, at tilbagebetalingskrav skulle frafaldes, idet klager ikke hæftede solidarisk med tidligere ægtefælle for det stillede tilbagebetalingskrav af boligstøtte. Ankenævnet fandt ikke, der var det fornødne grundlag for at betragte klager som medansøger, idet klageren havde underskrevet ansøgningsskemaet i en rubrik under overskriften »ægtefællen«, hvorimod den daværende ægtefælle havde underskrevet under overskriften »ansøger«.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →