Legislator Case Law & Legislation
X19880403301 DK

Boligstøtte - Sagsbehandlerfejl ved indkomstopgørelsen medførte tilbagebetalingskrav. Ændres af ankenævnet

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 1988 4033 Historic

Boligstøtte - Sagsbehandlerfejl ved indkomstopgørelsen medførte tilbagebetalingskrav. Ændres af ankenævnet

1) Ved brev af 21. september 1987 har De klaget over kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring for året 1985 med kr. 3.204,00.

Sagen har på grundlag af vedlagte redegørelse været behandlet i amtsankenævnets møde den 21. juli 1988.

Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E

Nævnet ændrede kommunes afgørelse.

Nævnet fandt, at kommune ikke har haft grundlag for at kræve det for meget udbetalte boligsikringsbeløb tilbagebetalt hos Dem, jfr. lovens § 41.

Nævnet har lagt vægt på, at opgørelsen af aktuel indkomst pr. 1.6.1984 blev udfyldt af en medarbejder ved kommunens boligstøtteafdeling, som burde have været opmærksom på, at en arbejdsgivers pensionsbidrag skal medregnes ved opgørelsen af husstandsindkomsten. Den for meget udbetalte boligsikring skyldes således en sagsbehandlingsfejl og ikke, at De har tilsidesat Deres oplysningspligt.

Nævnet fandt det endvidere ikke godtgjort, at De burde have indset, at der forelå en fejl, idet dette ville kræve kendskab til de særlige regler om beregning af socialindkomst og boligsikring. Nævnet fandt derfor, at De ej heller i øvrigt kan antages at have modtaget den for meget udbetalte boligsikring mod bedre vidende.

Om muligheden for at klage, se vedlagte klagevejledning.

2) Notits.

Med venlig hilsen R E D E G Ø R E L S E

Ved brev af 21. september 1987 N.N. har klaget over kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring for året 1985 med kr. 3.204 kr.

Kommunes afgørelse blev meddelt klager ved skrivelse af 26. august 1987.

Kommune har den 16. oktober 1987 videresendt klagen til amtsankenævnet med kopi af sagsakter.

FAKTISKE OPLYSNINGER

Klager har i 1985 modtaget boligsikring på grundlag af en forventet indkomst på 115.000 kr. Den endelige indkomst udgjorde 129.000 kr. Differencen skyldtes, at arbejdsgiverens pensionsbidrag på 15.669 kr. ikke havde været medtaget ved beregningen.

Klager henvendte sig til kommunen den 15. maj 1984 med ansøgning om boligsikring fra 1. juni 1984 p.g.a. samlivsophævelse. Klager oplyste, at hun havde en lønindtægt på 126.000 kr. årligt.

Der blev udfyldt en opgørelse af aktuel indkomst til brug ved beregning af sociale ydelser. Opgørelsen blev udfyldt af kommunens sagsbehandler og underskrevet af sagsbehandleren og klager.

I rubrikken »pensionsbidrag« var alene anført ATP-bidrag på 1.166 kr. Arbejdsgiverens pensionsbidrag blev således ikke medregnet.

Der skete således en forkert beregning af boligsikring allerede fra 1. juni 1984. Der ses ikke at være fremsendt tilbagebetalingskrav for 1984, formentlig fordi overskridelsen for dette år ikke har været så stor, at der er opstået et tilbagebetalingskrav.

Den nævnte beregning fortsatte efter 1. januar 1985, og klager har således modtaget 3.204 kr. for meget i boligsikring for hele året 1985. Kommune har krævet dette beløb tilbagebetalt.

Ud over det manglende pensionsbidrag har der ikke været uoverensstemmelse mellem de oplysninger, klager har afgivet til kommunen og de faktiske forhold.

BEGRUNDELSEN FOR KLAGEN

N.N. finder det urimeligt, at hun skal tilbagebetale hele boligstøtten fra 1985. Hun anfører, at hun har henvendt sig på kommunen med alle sine lønsedler, og at det ikke kan være rimeligt, at kommunen fremsætter et tilbagebetalingskrav, fordi der er sket en sagsbehandlingsfejl.

Klager har telefonisk over for amtsankenævnets sekretariat oplyst, at hun ikke var bekendt med, at arbejdsgiverens pensionsbidrag skulle medregnes. Hun mener, at sagsbehandleren burde have været klar over dette. Klager oplyser, at hun direkte blev spurgt, om hun var medlem af en pensionskasse, hvilket hun bekræftede.

KOMMUNES REDEGØRELSE

»Vedrørende klage over regning på for meget udbetalt boligsikring i 1985 på i alt kr. 3.204.

Ansøgers klage lyder

Utilfredshed med boligstøttekontorets oplysninger omkring indkomster til brug ved beregning af boligstøtten. Især oplysning om, at arbejdsgiveradministreret pensionsbidrag skal tillægges indtægten ved beregning af boligstøtte, og at boligstøttekontoret ikke har informeret om dette.

Begrebet arbejdsgiveradministreret pensionsbidrag består af

ATP-bidrag, lønmodtagerens egen andel, arbejdsgiverens andel

Såfremt der i ansættelsesaftalen indgår pensionsbidrag med samme forhold som oven for, da skal de 3/3 tillægges a-indkomsten.

Som det vil fremgå af medsendte aktuelle indkomstopgørelse af 1.6.1984 udfærdiget den 15.5.84, da er der anført et beløb i rubrik 12, kr. 1.166 (ATP-delen).

Proceduren i udfyldelse af en aktuel indkomstopgørelse er, at man forespørger ansøgeren, om der i ansættelsesforholdet indgår en aftale om pensionsbidragsordning, og man vejleder i den forbindelse også om ATP-bidraget.

Rubrik 12 vil aldrig være blevet udfyldt, førend ansøgeren er orienteret om, hvad tallet indebærer.

Derfor er det for boligstøttekontoret en »gåde«, hvorfor ansøgeren ikke endnu engang forespørger om disse forhold, inden der skrives under. Man skriver vel ikke under på noget, førend man har sat sig ind i, hvad man skriver under på!!

Undertegnede vil overhovedet ikke kommentere de omstrøede anklager, som ansøger skriver i sin klage, da undertegnedes opfattelse af denne sag er et udtryk for, at ansøgeren ikke har forstået sagens sammenhæng, og nu bliver vred på kommunen, ubegrundet.

Til sidst må det påpeges, at ansøgeren efter at have modtaget den nye bevillingsskrivelse pr. 1.7.84 (gældende for 1.6.84 og fremefter), ikke yderligere har rettet henvendelse til boligstøttekontoret. Ej heller efter, at der er sendt en ny bevillingsskrivelse ud pr. 1. januar 1985.

Forvaltningens opfattelse er, jfr. ovennævnte, den, at det fremsatte regningskrav fastholdes, da boligstøttekontoret mener at have opfyldt SIN oplysningspligt.'

RETSGRUNDLAG

Ifølge lov om individuel boligstøtte § 7 er husstandsindkomsten husstandens samlede socialindkomst med visse afvigelser.

I socialindkomsten medregnes visse indtægter, som ikke indgår i den skattepligtige almindelige indkomst. Ifølge lov om socialindkomst § 2, nr. 3 medregnes således beløb, der af en arbejdsgiver indbetales til en pensionsordning, som er oprettet som led i et ansættelsesforhold, og som er omfattet af pensionsbeskatningsloven afsnit I, herunder beløb, der af en arbejdstagers tidligere arbejdsgiver indbetales til en pensionsordning med løbende udbetalinger.

Ifølge socialindkomstlovens § 2, stk. 1, nr. 5, medregnes endvidere beløb, der af arbejdsgiveren indbetales til arbejdsmarkedets tillægspension i.h.t. loven herom.

Ifølge boligstøttelovens § 38, stk. 3, skal ansøgeren oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.

Har ansøgeren undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale beløb, der er oppebåret med urette. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt gøre ham bekendt med disse regler og med, at tilsidesættelse heraf tillige kan medføre strafansvar, jfr. boligstøttelovens § 41. NOTER Ingen

Afgørelse 1988 4033 Historic

Boligstøttemodtager klager over kommunens tilbagebetalingskrav for for meget udbetalt støtte, idet ansøgningen er udfyldt af en sagsbehandler ved kommunen, og oplysningspligten i øvrigt er overholdt. Kommunen fastholder kravet under henvisning til, at modtageren burde have været klar over, at pensionsbidraget skulle medregnes i indtægten.

Amtsankenævnet ændrer afgørelsen under henvisning til, at ansøgningen blev udfyldt af en sagsbehandler ved kommunen, og at det ikke findes godtgjort, at modtageren burde have indset fejlen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →