Boligstøtte - Husstand - Fast ophold
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - Husstand - Fast ophold
Amtsankenævnet har den 6. juli 1988 behandlet Deres klage over, at kommunes sociale udvalg pr. 1. august 1987 ikke medtager Deres datter ved beregningen af boligsikring. Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Amtsankenævet stadfæster kommunes sociale udvalgs afgørelse, hvorefter Deres datter med virkning fra 1. august 1987 ikke er medregnet ved beregningen af Deres boligsikring, idet nævnet finder, at Deres datter ikke under udvekslingsopholdet i USA kan siges i boligstøttelovens forstand at have fast ophold hos Dem.
ANKEVEJLEDNING
Af lov om individuel boligstøtte § 63, stk. 2, fremgår, at amtsankenævnets afgørelse er endelig og derfor ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Boligministeren kan dog behandle nævnets afgørelse, hvis boligministeren mener, at sagen har principiel betydning.
Beslutter De Dem for, under henvisning til ovenstående, at klage over nævnets afgørelse, skal klagen inden 4 uger fra modtagelse af denne afgørelse sendes til: Amtsankenævnet, Amtsgården, Sorsigvej, 6760 Ribe.
Deres klage vil da sammen med sagens akter blive sendt til Boligstyrelsen.
OPLYSNINGER TIL SAGEN
Med hensyn til sagens faktiske oplysninger og kommunens begrundelse for afgørelsen henvises til vedlagte notat.
LOVREGLER
Amtsankenævnet har lagt følgende lovregler til grund ved behandlingen af Deres anke: Lov om individuel boligstøtte, § 6, og Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987, pkt. 3.2.
Oplæg til møde i amtsankenævnet den 6. juli 1988
J.nr. : Navn : CPR-nr./alder : 37 år Adresse : Stilling : Arbejdsløs Civilstand : Enlig Børn : 1 Boligforhold : Boligforeningslejlighed Modtaget i km.: 01. marts 1988 Modtaget i aa.: 15. marts 1988 Notat udsendt : 06. juni 1988
Klagen
Der klages over, at klagers datter, N.N., med virkning fra 1. august 1987 ikke er medtaget ved beregningen af klagers boligsikring.
Kommunens begrundelse
Udvalget henviser til, at klagers 18-årige datter er udvekslingsstudent i USA, og at det af boligstøttelovens § 6 og boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987, pkt. 3.2, fremgår, at for at et barn skal medregnes ved beregning af boligstøtte, skal det være under 23 år og bo i lejligheden.
Udvalget tilføjer at kortere ophold - normalt ikke over 6 måneder - uden for hjemmet ikke ville være nogen hindring for at medtage barnet i beregningen, men at der ved længere tids fravær fra hjemmet bør anlægges en strengere fortolkning.
Da uddannelsen ikke foregår i nærheden af familiens bopæl, og der ikke var tale om midlertidig ophold i hjemmet under f.eks. ferie, fridage og sygdom, finder udvalget, at klagers datter ikke kan betragtes som husstandsmedlem.
Faktiske oplysninger
Klager oplyser den 2. juni 1988 på forespørgsel over for sekretariatet, at datterens ophold i USA er formidlet gennem Rotary. Datteren havde umiddelbart inden afrejsen afsluttet EFG-basisår på X Handelsskole og går ligeledes i skole, mens hun er i USA.
Klagers datter flytter ved hjemkomsten ultimo juli 1988 på ny ind i sit værelse hos moderen og skal til august starte på HH på X Handelsskole.
Klager oplyser videre, at udvalget over for hende har givet udtryk for, at det var usikkert om hendes datter flyttede hjem igen eller f.eks. blev i USA. Hertil anfører klager, at det hele tiden har været meningen, at datteren skulle flytte hjem og begynde på HH som oven for beskrevet, og at datteren i øvrigt kun har opholdstilladelse frem til 1. august 1988 og i øvrigt ikke vil kunne opnå arbejdstilladelse.
Klageren oplyser endelig, at hun har betalt datterens rejseudgift samt det depositum, der kræves til sikkerhed for evt. uforudsete udgifter.
Datterens far er pålagt at betale uddannelsesbidrag med 299 kr. månedlig. Betaling/inddrivelsen af dette bidrag går imidlertid trægt.
Rotary yder et månedligt lommepengebeløb på 40 dollars mens selve opholdet er gratis.
Efterfølgende bemærkninger
Sekretariatet har efter aftale med klager modtaget vedlagte kopi af det materiale, klager gennem Rotary har modtaget vedrørende datterens udvekslingsophold.
Ingen
Ansøgerens 18-årige datter kunne ikke anses omfattet af husstanden under hendes etårige studieophold i USA. Ikke husstandsmedlem.