Boligstøtte - Beboerindskud - Særlige forhold
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - Beboerindskud - Særlige forhold
I et brev indgået her den 25/4-88 har ovennævnte klaget over Albertslund kommunes afslag af 22/4-88 på ansøgning af 17/3-88 om støtte til beboerindskud med 15.000 kr. vedrørende tilbudt 4-rumsbolig på 98 kvm., beliggende i Albertslund.
Som begrundelse for at klage er der bl.a. henvist til, at klagers børn på 9 og 12 år ikke længere tør være alene i nuværende bolig på grund af det uudholdelige miljø med slagsmål, råben op og kriminalitet.
Amtsankenævnet har den 27/4-88 modtaget klagen tilbage fra kommunen med en udtalelse og kopi af sagens akter.
Det fremgår af sagen, at klager, ægtefællen og børnene kom til Danmark i 1981 fra Brasilien og flyttede ind i nuværende 3-rumsbolig på 102 kvm. Klager blev skilt, efter at manden i sommeren 1984 var fraflyttet hjemmet.
Klager har gennem flere år modtaget løbende økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 37, herunder uddannelseshjælp i 1984, 1985 og frem til sommeren 1986.
Efter det oplyste har klager i marts måned 1987 første gang overfor bistandsafdelingen rejst spørgsmålet om en anden bolig på grund af underboens forhold, herunder chicane. I slutningen af august måned 1987 blev bistandsafdelingen underrettet om, at klagers fraskilte mand nu tog ophold hos klager og børnene for at værne mod problemerne fra underbo, idet klager og børnene ikke længere turde opholde sig alene i lejligheden.
Klager rettede den 2/3-88 henvendelse til bistandsafdelingen, idet hun og 2 andre familier nu havde modtaget det omhandlede boligtilbud. Klager blev orienteret om, at »lægge billet« ind på boligtilbuddet og ansøge boligkontoret om boligindskud, såfremt det endte med, at hun blev tilbudt boligen.
Klager opsagde den 16/3-88 sin nuværende bolig til fraflytning pr. 15/5-88. Opsigelsen skete ifølge klager efter drøftelse med kommunens sagsbehandler. Boligkontoret modtog den 17/3-88 klagers ansøgning om lån/kaution til indskud vedrørende den bolig, hun nu var tilbudt. Klager begrundede ansøgningen med, at nuværende bolig var for lille samt med naboproblemer.
Efter det oplyste er boligen til overtagelse pr. 1/5-88 mod indbetaling af 18.831 kr. bestående af indskud, incl. tillæg 15.000 kr., stempelafgift 337 kr. samt maj måneds boligafgift 2.816 kr. og a conto varmebidrag 678 kr.
Kommunen opgjorde husstandsindkomsten til 44.000 kr. bestående af klagers forventede fremtidige indtægt i form af bistandshjælp, 67.158 kr. årligt (5.460 kr. månedligt gange 12 måneder + 21%) minus fradrag for 2 børn 22.400 kr. årligt.
Den korrigerede årsleje udgjorde herefter 35.482 kr. bestående af førnævnte boligafgift 2.816 kr. månedligt gange 12 måneder + 5% for indvendig vedligeholdelse, hvorefter beregnet boligsikring udgjorde 1.805 kr. månedligt.
I den tilbudte bolig ville klagers fremtidige nettoleje herefter udgøre 1.689 kr. månedligt, bestående af boligafgift og a conto varmebidrag, ialt 3.494 kr. minus boligsikring 1.805 kr. og en nettoboligudgift på 2.019 kr. månedligt incl. også forventet el-forbrug 330 kr. månedligt.
Som enlig med 2 børn beregnede kommunen desuden klagers nuværende nettoboligudgift til 1.854 kr. månedligt, bestående af boligafgift 2.866 kr. + varmebidrag 503 kr. + el 330 minus boligsikring 1.845 kr. månedligt.
Efter det oplyste udgjorde klagers bistandshjælp i henhold til bistandslovens § 37 pr. 1/5-88 for maj måned 5.421 kr. månedligt, bestående af grundydelse 2.649 kr. + børnetillæg 997 (halvdelen af satserne herfor) + boligtillæg (=nettoboligudgift) 1.775 kr. (fastsat som halvdelen af udgifterne dertil på grund af, at klager er samboende med sin fraskilte ægtefælle eller som halv boligafgift incl. varmebidrag 1.683 kr. + halv el 165 kr., ialt 1.848 kr. minus halv boligsikring pr. 1/5-88 73 kr.).
Som begrundelse for den 22/4-88 at meddele klager afslag på ansøgningen om støtte til beboerindskuddet 15.000 kr. har kommunen henvist til, at betingelserne i boligstøttelovens § 48, jfr. § 12 for at yde klager beløbet som pligtlån ikke skønnes opfyldte. Kommunen har herved lagt vægt på, at klager i forvejen bebor en passende bolig, på at en flytning vil medføre øgede udgifter i form af en stigning i nettohuslejen (fra 1.775 kr. månedligt til 2.019 kr. månedligt), afvikling af et nyt beboerindskud og flytteafregning vedrørende den nuværende bolig, og på at den korrigerede leje på 35.482 kr. årligt udgør mere end halvdelen af husstandsindkomsten på 44.000 kr. årligt.
I øvrigt foreligger det oplyst, at klager efter afslaget i stedet for ansøgte om hjælp i henhold til bistandsloven til indskuddet, og at kommunen den 27/4-88 gav afslag herpå med henvisning til afslaget af 22/4-88.
Klagers situation i forhold til underbo samt baggrunden for ønsket om at flytte har kommunen nærmere beskrevet i et notat af 22/4-88, hvortil der henvises.
Kommunen har den 27/4-88 telefonisk oplyst, at det førnævnte beskrevne om klagers situation i forhold til underbo er bestyrket ved bistandsafdelingens kendskab til underboen.
Desuden er oplyst, at klager udover ovennævnte kontanthjælp tillige modtager økonomisk hjælp - udenfor beregning - med 582 kr. månedligt vedrørende det ældste barn (klagers særbarn), for hvem der ikke er fastsat bidragspligt, børnetilskud (ordinært og ekstra) med 862 kr. månedligt og børnefamilieydelse med 867 kr. månedligt. Det fastsatte dagpengemaksimum i henhold til bistandslovens § 37 udgør i Albertslund kommune 5.615 kr. månedligt fra 1/1-88 og fremefter.
I tilfælde af klagers indflytning i den tilbudte bolig har nævnssekretariatet beregnet klagers indtægtsniveau til 7.926 kr. månedligt, bestående af kontanthjælp 5.615 kr. (=dagpengemaksimum, idet hidtidige ydet grundydelse 2.649 kr. + børnetillæg 997 kr. + fremtidigt boligtillæg 2.019 kr. udgør 5.665 kr. månedligt) + af økonomisk hjælp som kompensation for ikke fastsat bidragspligt 582 kr. + af børnefamilieydelse 867 kr. månedligt + af børnetilskud (jfr. det oplyste, hvorefter kun klager og hendes 2 børn skal tilflytte den tilbudte bolig) 862 kr. månedligt. Fratrækkes nettoboligudgiften (=boligtillægget) 2.019 kr. månedligt + grundydelse 2.649 kr. månedligt + satsen for 2 børnetillæg 2.193 kr. månedligt fremkommer herefter et overskydende beløb på 1.065 kr. månedligt til dækning af »øvrige« udgifter.
Der henvises til boligstøttelovens § 48, jfr. § 12 og Boligstyrelsens vejledning af 22/10-87 om individuel boligstøtte, punkt 16.4 vedrørende lovens § 48 og punkt 6.13 vedrørende lovens § 12.
Af førnævnte vejledning punkt 16.4 fremgår det således, at »ved vurderingen af, om den hidtidige bolig er fuldt tilfredsstillende, må ikke alene boligens standard og størrelse i forhold til husstanden tages i betragtning, men også eventuelle særlige personlige forhold, når det - f.eks. gennem en udtrykkelig lægeerklæring derom - på kvalificeret måde dokumenteres, at sådanne forhold gør en flytning fra den hidtidige bolig nødvendig, og det samtidig er sandsynliggjort, at den bolig, hvortil beboerindskudslån søges, er egnet for den pågældende. Også ekstraordinære transportproblemer for husstandens medlemmer kan undtagelsesvis føre til, at den hidtidige bolig må anses for at være utilfredsstillende, selv om den ligger inden for samme kommune eller byområde som den bolig, der søges beboerindskudslån til«.
Lovgrundlaget er vedlagt i kopi til klagers orientering.
Amtsankenævnet har behandlet sagen i et møde afholdt den 28. april 1988 og truffet følgende A F G Ø R E L S E
Nævnet besluttede at pålægge Albertslund kommune at yde klager lån til det ansøgte beboerindskud i henhold til boligstøttelovens § 49, idet de fastsatte betingelser i lovens § 48, jfr. § 12 for bevilling heraf efter nævnets opfattelse må anses for opfyldte.
Som begrundelse for afgørelsen henviste nævnet til, at klagers nuværende bolig ikke kan anses for en tilfredsstillende/passende bolig for hende og børnene, jfr. herved ovennævnte vejlednings punkt 16.4. Nævnet har herved lagt vægt på det oplyste om klagers »forhold« til underboen, som efter det oplyste er bestyrket ved kommunens bistandsafdelings kendskab til denne.
Desuden henviste nævnet til, at Albertslund kommune - trods kendskab til klagers situation i mere end 1 år - ikke efter det oplyste har anvist klager en billigere bolig, og til at der ikke foreligger oplysninger om, at klager i øvrigt er tilbudt en billigere bolig.
Endvidere henviste nævnet til det oplyste om klagers forventede økonomiske forhold efter indflytning i den tilbudte bolig, herunder at indflytningen ikke vil indebære en væsentlig stigning i klagers nettoboligudgift.
Ved afgørelsen er det forudsat, at kommunen i øvrigt i medfør af bistandsloven i nødvendigt omfang afhjælper klagers udgifter til første måneds husleje og stempelafgift.
Det bemærkes, at der er adgang til aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Ankevejledning vedlagt til klager.
Ingen
Kommunalbestyrelsen fandtes forpligtet til at yde lån til beboerindskud i henhold til boligstøttelovens § 49, idet støttemodtagerens bolig ikke kunne anses for tilfredsstillende, grundet chikane fra underboen, og idet indflytningen ikke ville indebære en væsentlig stigning i støttemodtagerens nettoboligudgift.