Legislator Case Law & Legislation
X19875140901 DK

Varemærke for tykmælk i strid med Bekendtgørelse om konsummælkprodukter.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1987 51409 Valid

Varemærke for tykmælk i strid med Bekendtgørelse om konsummælkprodukter.

A/S Boels Foods Ltd.

København K

ADR.: Firma Chas. Hude

København V

27 nov 1987 VA 1441 1985 V1 NO6366V

-Indsigelse mod ansøgning af varemærke VA 1441 1985, figurmærke indeholdende betegnelsen KUR TYKMÆLK

I skrivelse af 21 aug 1987 vedrørende Deres ovennævnte ansøgning har De anmodet om, at der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag i den indsigelse, der af Veterinærdirektoratet er nedlagt mod Deres mærkes registrering. Til støtte for indsigelsen har Veterinærdirektoratet i skrivelse hertil af 13 feb 1986 gjort gældende, at i henhold til bestemmelsen i § 11 stk. 2 i Bekendtgørelse nr. 435 af 25 aug 1976 om konsummælkprodukter, må der for »TYKMÆLK« ikke anvendes supplerende varebenævnelser og Veterinærdirektoratet må opfatte KUR som en sådan supplerende benævnelse. Indsigeren har endvidere påpeget, at benævnelsen »TYKMÆLK« er en specifik benævnelse, der alene er tilladt for sødmælk, syrnet med specielle typer af mælkesyrebakterier. Man kan derfor ikke tillade varemærket for en gruppe af produkter, når det indeholder en specifik varebenævnelse. Veterinærdirektoratet mener endvidere, at det må overvejes om angivelserne »KUR« og »Frisk- og godt for maven« kan opfattes som vildledende, idet mærket fremhæver dette konkrete produkt på bekostning af andre tilsvarende produkter.

De har i skrivelse hertil af 1 maj 1986 begrænset varefortegnelsen til alene at angå tykmælk, således at varefortegnelsen er i overensstemmelse med mærkets indhold. Til henvisningen til Bekendtgørelsen om konsummælkprodukter, der indeholder bestemmelser om, at der for produktet tykmælk ikke må anvendes supplerende varebetegnelser, gør De gældende, at De ikke mener, at man i tilfælde som det foreliggende, kan karakterisere ordet »KUR« som en varebenævnelse. Til bemærkningerne om, at angivelserne »KUR« og »Frisk- og godt for maven« kan opfattes som vildledende og fremhæve ansøgerens produkt på bekostning af andre produkter, påpeger De, at den tekst, der indeholdes i mærket fremtræder som en ganske almindelig anprisning af nogle egenskaber, som er generelle for produket tykmælk, og der er på ingen måde tale om, at fremhæve Deres produkt på bekostning af andre produkter.

Veterinærdirektoratet har i skrivelse af 30 maj 1986 gjort gældende, at den omstændighed, at ansøgningen er begrænset til at angå tykmælk ikke ændrer ved Veterinærdirektoratets principielle holdning, idet man mener, at benævnelse ikke bør indgå i et varemærke. Veterinærdirektoratet fastholder, at ordet »KUR« supplerer en varebenævnelse og derved er forbudt, og at »KUR« i øvrigt er vildledende, idet det kan bibringe visse forbrugere det indtryk, at produktet er sundere eller mere slankende end tilsvarende tykmælksprodukter.

De har i skrivelse hertil af 8 aug 1986 til de af indsigerne opregnede punkter udtalt, at når varefortegnelsen er begrænset til udelukkende at angå tykmælk forekommer Veterinærdirektoratets holdning Dem uforståelig. Man må gå ud fra, at det produkt, der sælges, er tykmælk, og der kan ikke være tale om vildledning af forbrugerne. Det er overordentligt almindeligt, at produktnavne indgår i varemærker og i det foreliggende tilfælde drejer det sig om en etikette, hvor navnet kun er et lille element i det samlede mærke. Der er ingen der ved at betragte etiketten opfatter ordet tykmælk som andet end en almindelig produktangivelse, der ingen selvstændig varemærkefunktion har. Det er klart, at der ikke kan hævdes nogen eneret til »Tykmælk«. For så vidt angår ordet »KUR« er dette ikke i besiddelse af sådanne beskrivende egenskaber i forbindelse med tykmælk, at det siger noget konkret om produktets egenskaber eller oprindelse. Ordet skal skabe associationer hos forbrugerne om et sundt og godt produkt. Når ordet »KUR« ikke har nogen beskrivende egenskaber kan det heller ikke være vildledende. Ordet brugt i forbindelse med tykmælk vil ikke af den almindelige forbruger blive forbundet med særlige egenskaber ved netop Deres produkt. Udtrykket »Frisk- og godt for maven« må anses for en almindelig, ubestemt anprisning af en vare, og ved en registrering kan der heller ikke opnås selvstændig varemærkeret til disse ord.

Veterinærdirektoratet har i skrivelse af 29 maj 1987 udtalt, at det ikke finder nogen begrundelse for at ændre den tidligere vurdering af sagen, og endelig har De i den ovenfor nævnte skrivelse anmodet om afgørelse på det foreliggende grundlag.

Sagen er herefter optaget til afgørelse.

Det skal indlednigsvis bemærkes, at der må gives Dem medhold i, at betegnelsen »Frisk - og godt for maven« er en almindelig anprisning af og oplysning om varen. Sådanne anprisninger og oplysninger forekommer særdeles hyppigt i varemærker og kan ikke i sig selv bevirke, at et mærke bliver egnet til at vildlede. Det forhold, at angivelsen »Frisk - og godt for maven« muligvis vil kunne opfattes som en bestræbelse på at give indtryk af at andre på markedet værende lignende produkter ikke er ligeså friske og gode for maven ses ikke at berettige Direktoratet til at nægte at registrere mærket.

Det skal desuden anføres, at i medfør af bestemmelsen i Bekendtgørelse om konsummælkprodukter af 25 aug 1976 § 4 stk. 3a kan syrnet sødmælk benævnes tykmælk. Tykmælk er altså en almindelig benævnelse, som frit kan anvendes netop for syrnet sødmælk. Da ansøgningen nu er begrænset til at angå tykmælk, kan det ansøgte mærke, der netop indeholder ordet tykmælk, ikke være egnet til at vildlede. Indsigelse nedlagt under henvisnng til, at mærket er egnet til at vildlede, når det indeholder ordet tykmælk, kan således ikke tages til følge, jfr. bestemmelsen i § 14 nr. 2 i varemærkeloven. Det skal tilføjes, at det er almindeligt anvendt i varemærker at optage et produktnavn, og at den ved registrering opnåede varemærkeret selv sagt ikke omfatter sådanne dele af mærket, som ikke særskilt kan registeres.

Indsigerne har endelig nedlagt indsigelse under henvisning til ovennævnte Bekendtgørelse om Konsummælkprodukter § 11 stk. 2, idet der i henhold til denne bestemmelse ikke må anvendes supplerende benævnelser for konsummælkproduktet tykmælk og til at ordet »KUR« gør mærket vildledende.

Direktoratet er enig med indsigerne i, at ordet »KUR« i forbindelse med tykmælk kan opfattes som en sådan supplerende benævnelse. Den samlede benævnelse må opfattes som en tykmælk, der er særlig anvendelig, når der gennemføres en speciel kur. Betegnelsen kan også virke vildledende, hvis det ikke drejer sig om en tykmælk, der er mere anvendelig til en kur end andre producenters tykmælk.

Nævnte indsigelse må herefter tages til følge.

Ansøgningen afslås herefter i medfør af bestemmelserne i § 14 stk. 1 nr. 3 og nr. 2 i varemærkeloven, hvorefter et varemærke ikke kan registreres, når mærket strider mod lov eller er egnet til at vildlede.

Ovenstående afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i varemærkelovens § 44 inden 3 måneder fra dato indbringes for

Industriministeren

Slotsholmsgade 12,

1216 København K

Adgang til at få afgørelsen prøvet for domstolene udelukkes ikke herved. Ønskes Direktoratets afgørelse indbragt for domstolene, må sag anlægges inden 6 måneder fra dato. Ønskes en af industriministeren truffet afgørelse indbragt for domstolene, må sag anlægges inden 6 måneder fra minsterens afgørelse.

Med venlig hilsen

Inge Sander

eksp.sekr.

Afgørelse 1987 51409 Valid

Afgjort at figurmærket »KUR TYKMÆLK« var uegnet til registrering for tykmælk i kl. 29, idet mærket var vildledende for almindelig tykmælk uden særlige egenskaber eller sammensætning. Betegnelsen desuden fundet i strid med Bekendtgørelsen om konsummælkprodukter, idet ordet KUR måtte opfattes som en supplerende benævnelse for konsummælkproduktet tykmælk.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →