Varetægtsfængsledes mulighed for at få kontanthjælp efter de regler, der trådte i kraft 1. juli 1987 (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Varetægtsfængsledes mulighed for at få kontanthjælp efter de regler, der trådte i kraft 1. juli 1987 (* 1) (* 2)
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN
Den nye hjemmel i bistandslovens § 37, stk. 6, til at fastsætte
regler om hjælp til særlige persongrupper omfatter personer, der
aftjener civil værnepligt eller værnepligt ved bistandsarbejde i
udviklingslande og personer, der afsoner en straf.
Varetægtsfængslede er ikke omfattet af denne hjemmel, og regler om
hjælp til denne gruppe er derfor ikke medtaget i bekendtgørelse
nr. 448 af 24. juni 1987 om kontanthjælp til særlige
persongrupper, som Socialministeriet har udsendt i henhold til
bemyndigelsen i § 37, stk. 6.
Det er Socialministeriets opfattelse, at varetægtsfængslede efter
udformningen af § 37, stk. 6, må være berettiget til kontanthjælp
efter de almindelige regler i bistandsloven.
Det betyder blandt andet, at disse (i modsætning til strafafsonere,
jf. bekendtgørelsens § 5) vil kunne få grundydelse efter
bistandslovens § 37, stk. 2.
Ved beregning og udbetaling af kontanthjælpen skal fradrages værdien
af kost samt eventuelle arbejdsindtægter, jf. bistandslovens § 38.
Ydelse af kontanthjælp forudsætter, at den pågældende har udnyttet
sine arbejdsmuligheder i arresthuset, jf. bistandslovens § 40.
Varetægtsfængslede er efter de regler om kontanthjælp efter bistandsloven, som trådte i kraft 1. juli 1987, berettiget til kontanthjælp efter de almindelige regler, i modsætning til efter de tidligere gældende regler, hvor der i kontanthjælpscirkulæret var fastsat særlige regler for indsatte, herunder varetægtsfængslede, i institutioner under kriminalforsorgen.