Nævnspraksis ved varsling af omkostningsbestemt leje efter U 1986, 478 HD

Nævnspraksis ved varsling af omkostningsbestemt leje efter U 1986, 478 HD

Afgørelse af 18.06.86 fra De frederiksbergske Huslejenævn, Søndre Nævn

L mod U (SN 032-09)

Nævnet afviste at genoptage en afgørelse truffet den 23.05.86, hvorved en varsling af lejeforhøjelse til ikrafttræden den 01.03.86 ikke var erklæret ugyldig, uagtet at varslingen ikke opfyldte de i U 1986.478 HD stillede krav til beregningen af lejeforhøjelsen. Nævnets flertal havde vedtaget at fastsætte den 21.04.86 (datoen for højesteretsdommens afsigelse) som skæringsdato for den skærpede praksis, således at Højesterets fortolkning af beregningskravet i BRL § 12 ville blive lagt til grund i alle sager om omkostningsbestemte lejeforhøjelser varslet efter denne dato.

I huslejenævnets afgørelse hedder det bl.a.

»Med henvisning til organisationens anmodning af 26. maj 1986 om en genoptagelse af den af nævnet ved skrivelse af 23. maj 1986 meddelte afgørelse vedrørende lejen pr. 1. marts 1986 skal man meddele, at nævnet er bekendt med den af Højesteret den 21. april 1986 afsagte dom vedrørende beregningskravet i boligreguleringslovens § 12. Nævnets flertal har dog vedtaget at fastsætte den 21. april 1986 som skæringsdato for anvendelse af den skærpede praksis, således at Højesterets fortolkning af beregningskravet vil blive lagt til grund i alle sager om omkostningsbestemt leje varslet efter denne dato.

Nævnets formand bemærker, at han ved afgørelsen har lagt betydelig vægt på, at boliglovgivningen på det konkrete område har været så uklar og spørgsmålet om formkravene til de nævnte varsler så retligt tvivlsomt, at selv organisationer, der normalt professionelt varetager enten lejer- eller ejerinteresser, ikke har kunnet opfylde disse formelle krav, som først ved dommen af 21. april 1986 er blevet fastlagt af Højesteret.

Når hertil kommer, at nærværende sag allerede tidligere har været behandlet af huslejenævnet som følge af en henvendelse fra lejerne, uden at disse udtrykkeligt har protesteret mod selve formen af de afgivne varsler om lejeforhøjelser, finder formanden det betænkeligt nu at stille skærpede krav til de nævnte varsler, der er udsendt før dommen af 21. april 1986.

En fornyet behandling af sagen skulle i givet fald alene finde hjemmel i § 15 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, hvilket i det konkrete tilfælde vil føre til et urimeligt resultat.

Lejerrepræsentanten stemte under henvisning til højesteretsdommen af 21. april 1986 for at genoptage sagen og afvise varslingen som ugyldig.

Endvidere skal man meddele, at nævnet efter omstændighederne intet har fundet at indvende imod formalitetskravene vedrørende det vedlagte vedligeholdelsesregnskab.

Med henvisning til ovenstående har nævnet vedtaget ikke at genoptage sagen.«

Ingen

Nævnet afviste at genoptage en afgørelse truffet den 23.05.86, hvorved en varsling af lejeforhøjelse til ikrafttræden den 01.03.86 ikke var erklæret ugyldig, uagtet at den ikke opfyldte de i U 1986.478 HD stillede krav til beregningen af lejeforhøjelsen.

Nævnets flertal havde vedtaget at datoen for højesteretsafgørelsen var skæringsdag for den skærpede praksis.