Boligstøtte - Tilbagebetaling p.g.a. manglende oplysning om indkomststigning
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - Tilbagebetaling p.g.a. manglende oplysning om indkomststigning
Ved 2 breve af 12. juni 1985 har De og N.N. klaget
over kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring for 1983, 3.208 kr.
Amtsankenævnet har behandlet Deres sag på sit møde den 28. maj 1986 og har på baggrund af vedlagte redegørelse truffet følgende
A F G Ø R E L S E
Amtsankenævnet skal indledningsvis bemærke, at såfremt en boligsikringsmodtager i løbet af året har haft en indtægtsstigning af ikke væsentlig og varig karakter, uden at oplyse kommunen herom, da indgår indtægten i opgørelsen af den årlige faktiske husstandsindkomst.
Amtsankenævnet skal videre bemærke, at De efter det oplyste om Deres indtægter i 1983 uberettiget har modtaget boligsikring.
Da kommunen har været Dem behjælpelig med at udfylde skemaet »Opgørelse over forventet indkomst for 1983«, og da tilbagebetalingskravet skyldes en mangelfuld udfyldelse af dette skema, samt da De har oplyst kommunen om Deres indtægtsstigning, da De gik i arbejde den 1. december 1982, finder amtsankenævnet, at De for perioden 1. januar - 30. april 1983 ikke har modtaget den for meget udbetalte boligsikring mod bedre vidende.
Med denne begrundelse ophæver amtsankenævnet tilbagebetalingskravet for for meget udbetalt boligsikring for perioden 1. januar - 30. april 1983.
Da De den 1. maj 1983 overgik til andet arbejde, oplyste De kommunen om den yderligere indtægtsstigning. Deres indtægt steg imidlertid herudover med et sådant beløb, at amtsankenævnet finder, at De burde have rettet fornyet henvendelse til kommunen, jfr. boligstøttelovens § 38, stk. 3.
Med denne begrundelse hjemviste amtsankenævnet sagen til fornyet opgørelse af tilbagebetalingskravet, idet nævnet finder, at tilbagebetalingskravet fastsættes til det beløb, som er udbetalt for meget i boligsikring på grund af indtægtsstigningen udover det af Dem den 1. juni oplyste. Nævnet bemærker, at tilbagebetalingskravet bør reduceres yderligere, såfremt De klart kan dokumentere fra hvilket tidspunkt, den yderligere indtægtsstigning indtrådte, og en særskilt boligsikringsberegning for hver af perioderne mindsker tilbagebetalingskravet.
Amtsankenævnets afgørelse efter boligstøtteloven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning. Anmodning om optagelse af sagen til behandling i medfør heraf indgives inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev til Boligstyrelsen, Stormgade 10, 1470 København K.
Med venlig hilsen
R E D E G Ø R E L S E
Ved 2 breve af 12. juni 1985 har N.N. og klager klaget over kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring for 1983, 3.208 kr.
Kommunen har fremsendt svarskrivelse bilagt sagsakter den 21.juni 1985.
FAKTISKE OPLYSNINGER
Klager er enlig mor med 2 børn, hvoraf den ældste fyldte 18 år den 18. oktober 1983. Da han gennemgår en fortsat uddannelse af varigere karakter, medregnes han som barn i husstanden.
Ved beregning af boligstøtte pr. 1. januar 1983 har kommunen anvendt en forventet fremtidig husstandsindkomst på 72.000 kr.
Fra kommunen er oplyst, at klagers sagsbehandler har været klager behjælpelig med at udfylde skemaet »Opgørelse over forventet indkomst i 1983«. I skemaet er oplyst klagers kontanthjælp på 50.400 kr. årligt. Den 18. november 1982 har klager rettet henvendelse til forvaltningen med oplysning om, at hun er i arbejde fra den 1. december 1982. Den forventede fremtidige arbejdsindtægt er oplyst til 93.420 kr. årligt.
Af skemaet fremgår følgende rubrikker: løn, dagpenge, pension, stipendium, hustru- og børnebidrag, selvstændig erhvervsvirksomhed, renteindtægt, kontanthjælp, andre indkomster samt fradrag og formueoplysninger.
I perioden fra den 1. januar til den 30. april 1983 oversteg klagers faktiske lønindtægt den oplyste forventede fremtidige lønindtægt med 7.407 kr. Den resterende stigning er begrundet i indtægter fra ATP, sociale ydelser, renter, pensionsbidrag og øvrige B-indtægter (værdi af et måltid mad daglig).
Kommunen har oplyst, at klager var på forvaltningen i juni 1983 for at få sin boligsikring omregnet, idet hun havde skiftet arbejdsplads og nu fik mere i løn.
Den årsindkomst, som herefter skulle indgå i opgørelsen af husstandsindkomsten, var 100.224 kr. Stigningen udgjorde 6.804 kr., og da beregningsgrundlaget ikke afveg med over 10.000 kr., foretog kommunen ikke omberegning.
I perioden fra den 1. maj til den 31. december 1983 oversteg klagers faktiske lønindtægt den oplyste forventede fremtidige lønindtægt med 16.858 kr. Den resterende stigning er ligesom ovenfor anført, begrundet i manglende oplysninger om ATP, sociale ydelser, renter, pensionsbidrag og en B-indtægt.
Først ved årets afslutning viste det sig, at klager havde haft en større indtægt, og dette gav anledning til, at kommunen foretog en efterregulering.
KOMMUNENS AFGØRELSE
Kommunen omberegnede boligsikringen efter de faktiske indtægter for 1983.
På grund af klagers indtægtsstigning pr. 1. maj 1983 har kommunen foretaget en periodisering, og tilbagebetalingskravet er opgjort således
--------------------------------------------------------------------- Tidsrum Oprindelig Endeligt Difference indkomst bolig- indkomst bolig- pr. antal ydelse ydelse måned mdr. i alt --------------------------------------------------------------------- 1/1-30/4 72.000 3.348,00 85.000 3.360,00 122,00 4 488,00 1/5-31/12 72.000 7.696,00 101.000 4.976,00 340,00 8 2.720,00 --------------------------------------------------------------------- 3.208,00 --------
»Sønnen har haft en måneds arbejde, men den indtægt er ikke taget med i beregningen, da den ikke skønnes at være af væsentlig og varig karakter, jfr. punkt 14.5.«
I opgørelsen af husstandsindkomsten har kommunen medtaget skattepligtig indtægt, ATP, sociale ydelser, renter, pensionsbidrag, øvrige B-indtægter og fratrukket lønmodtagerfradrag og fradrag for 2 børn.
KLAGERS BEGRUNDELSE
»Jeg har været på kommunekontoret 2 gange for at få boligsikringen reguleret, men fik at vide, at der ikke var nogen grund til ændring. Så i december fik jeg en efterregning på 5.000 kr. med den begrundelse, at jeg havde modtaget for meget boligsikring. Det kunne jeg ikke forstå, da jeg havde bedt om en regulering. Det gjorde jeg så opmærksom på, og regningen blev nu reduceret til 3.200 kr., uden at jeg fik nogen grund.«
Klager har oplyst, at hun på boligstøttekontoret fik hjælp fra sin sagsbehandler til at udfylde skemaet med »opgørelsen over forventede indkomster i 1983.« Klager har rettet henvendelse til forvaltningen, når hun er steget i løn.
Klager tilkendegiver, at hun mener, at kommunen bør spørge om de oplysninger, som skal afgives.
Klager anfører i øvrigt, at det dog er bevist, at hun har været på forvaltningen den 18. december 1982.
RETSGRUNDLAG
Boligstøttelovens § 38, stk 3
Ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.
Boligstøttelovens § 41, stk. 1
Har ansøgeren undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt gøre ham bekendt med disse regler og med, at tilsidesættelse heraf tillige kan medføre strafansvar.
Boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982 punkt 14.6
Såfremt det efterfølgende konstateres, at boligstøttemodtageren har undladt at give meddelelse om forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, må kommunalbestyrelsen afgøre, om der bør fremsættes krav om tilbagebetaling af eventuelt for meget udbetalt boligstøtte.
Kommunalbestyrelsen bør rejse tilbagebetalingskravet senest 2 år efter udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrører, medmindre kommunalbestyrelsen ikke har haft mulighed for at rejse kravet tidligere.
Ved bedømmelse af, om tilbagebetaling bør kræves, må der sondres imellem boligstøttemodtagere, der får udbetalt boligstøtte i forhold til indkomsten opgjort efter lovens § 7, stk. 1-7 (hovedreglen), og boligstøttemodtagere, der får udbetalt boligstøtte efter lovene § 7, stk. 8 (forventet fremtidig indkomst).
Boligstøttemodtagere, der følger hovedreglen, jfr. § 7, stk. 1-7, skal have omberegnet boligstøtten, når den faktiske husstandsindkomst overstiger den beregnede husstandsindkomst med mindet 25% og med mindst 15.000 kr.
Når boligstøtte er ydet i forhold til den forventede fremtidige indkomst, jfr. § 7, stk. 8, bør boligstøtten omberegnes, når den faktiske husstandsindkomst overstiger beregningsgrundleget med mindst 10.000 kr.
Som udgangspunkt gøres op med hvert boligstøtteår for sig, således at forholdene efterfølgende bedømmes for hele boligstøtteåret under et, selvom indkomstfremgangen først er indtrådt i løbet af boligstøtteåret. Der sker således regulering for hele året på grundlag af den højere indkomst, medmindre boligstøttemodtageren klart kan dokumentere, fra hvilket tidspunkt en væsentlig og varig indkomstændring er indtrådt, og en særskilt boligstøtteberegning for hver af perioderne mindsker tilbagebetalingskravet. I så fald foretages regulering efter de retningslinier, som ville være fulgt, såfremt boligstøttemodtageren selv havde givet oplysning om indkomstændringen i rette tid.
Ingen
Kommunen kræver tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte under henvisning til, at der ikke er givet oplysning om de ændrede indkomstforhold. Modtageren anfører, at der er givet de fornødne oplysninger til kommunen.
Amtsankenævnet finder, at klageren har oplyst om indkomststigningen i 1. periode, og at tilbagebetalingskravet skyldes mangelfuld udfyldelse af skemaet »opgørelse over forventet indkomst for 1983«, som kommunen var behjælpelig med at udfylde. Nævnet ophæver tilbagebetalingskravet for denne periode.
For så vidt angår 2. periode finder nævnet, at modtageren har oplyst kommunen om indkomststigningen, men at indkomststigningen imidlertid var højere end det oplyste og burde have medført fornyet henvendelse til kommunen. Nævnet hjemviser afgørelsen vedr. denne periode til fornyet afgørelse, idet nævnet finder, at tilbagebetalingskravet fastsættes til det beløb, der er udbetalt for meget på grund af indkomststigningen ud over det oplyste. Såfremt det kan dokumenteres, hvornår denne stigning indtraf, og en periodevis beregning herefter vil reducere tilbagebetalingskravet, finder nævnet, at beregning skal foretages således.