Tilbagebetaling af boligstøtte - Periodeopdeling
Statutory Text (3 Articles)
Tilbagebetaling af boligstøtte - Periodeopdeling
Ved brev modtaget i socialcentret den 11. oktober 1985 har De klaget over, at social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune har krævet tilbagebetaling af i alt kr. 2.020 i for meget udbetalt boligsikring for 1983.
Socialforvaltningens afgørelse er meddelt Dem ved brev dateret 18. september 1985.
De oplyser, at den praksis, som boligstøttekontoret i Århus har tillagt sig, er, at man, fordi man i en sommerferieperiode har haft arbejde, efter efterreguleringsperiodens begyndelse skal have udjævnet indkomststigningen, som er kortvarig, over hele støtteperioden, og ikke som f.eks. i Deres tilfælde over 2 måneder. Dette mener De er forkert.
Deres klage har været forelagt social- og sundhedsforvaltningen i Århus kommune, som i skrivelse modtaget i socialcentret den 6. november 1985 har oplyst, at De i perioden 1. marts 1983 - 31. december 1983 har modtaget boligsikring til Deres lejlighed.
Det fremgår videre, at Deres husstand bestod af Dem samt Deres samlever.
Deres husstands bolig var en 2-værelses lejlighed. Den ved boligsikringsberegningen anvendte husleje udgjorde i hele perioden kr. 29.700 (incl. 10% tillæg for indvendig vedligeholdelsesforpligtelse). Indkomsten til brug ved boligsikringsberegningen blev opgjort således
Dem: Fremtidig indkomst opgjort efter social- indkomstlovens principper kr. 27.174,00 Samlever: Fremtidig indkomst opgjort efter social- indkomstlovens principper kr. 89.000,00 -------------- kr. 116.174,00 Afrundet til kr. 116.000,00 --------------
Den månedlige boligsikring blev pr. 1. marts 1983 beregnet til kr. 371.
Efterfølgende har socialforvaltningen på grundlag af skattevæsenets slutligning for 1983 konstateret, at Deres husstands faktiske indkomst opgjort efter socialindkomstlovens principper samt korrigeret i medfør af boligstøttelovens § 7, stk. 2, har udgjort følgende
Dem: kr. 40.826,00 Samlever: kr. 103.520,00 -------------- kr. 144.346,00 Afrundet til kr. 144.000,00 --------------
Den faktiske indkomst overstiger således beregningsgrundlaget med mindst kr. 10.000, og der ses ikke at være givet meddelelse om indkomststigningen.
Under henvisning hertil har man fremsat følgende tilbagebetalingskrav
Periode Udbet. Beret. Diff. 1/3 - 31/12 1983 kr. 371 kr. 169 kr. 202
10 måneder a kr. 202 = kr. 2.020
Efterfølgende har De såvel telefonisk som skriftligt anmodet om, at der blev foretaget en periodevis opgørelse, idet grunden til indkomstoverskridelsen skyldes en pludselig opstået indkomst i sommerferien.
Hertil kan forvaltningen bemærke, at man for personer med spredte og sporadiske indkomster, bl.a. studerende med sommerferieindkomst, har anlagt den praksis at medtage indtægten over hele året og således ikke foretage periodevis opgørelse.
De er ved skrivelse af 18. september 1985 orienteret om afgørelsen.
Socialforvaltningen oplyser sluttelig, at tilbagebetalingen er stillet i bero, indtil afgørelse i klagesagen foreligger.
Socialcentrets regnskabskonsulent har i notat dateret 15. november 1985 oplyst, at tilbagebetalingskravet er korrekt beregnet.
Deres klage har været behandlet i ankenævnets møde den 28. februar 1986.
Vedr. retsgrundlag henvises til boligstøttelovens §§ 7, 38, 40 og 41 samt boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982. Retsgrundlaget er vedlagt til Deres orientering.
Boligstyrelsen har i skrivelse dateret 18. december 1985, efter at man har haft Deres sag til udtalelse, oplyst vedr. periodeopdeling, at en sådan kun kan finde sted, når der er tale om væsentlige og varige indkomstændringer. Dette betyder, at der typisk ikke vil være grundlag for en periodeopdeling af indkomsten, såfremt indkomstforøgelsen alene hidrører fra forøgede indtægter i 2 måneder og dermed ikke kan karakteriseres som værende væsentlig og varig med en derpå permanent ændring i boligsikringsmodtagerens økonomiske status til følge. Boligstyrelsen er således enig med Århus kommune i, at en indkomstfremgang, der alene skyldes et sommerferiejob i 2 måneder, ikke kan danne grundlag for en periodeopdeling. A F G Ø R E L S E
Amtsankenævnet stadfæster socialforvaltningens afgørelse.
Nævnet finder, at den af social- og sundhedsforvaltningen foretagne beregning er korrekt, og at der ikke efter det oplyste om, at De alene har haft en indkomstfremgang i 2 måneder, er grundlag for at foretage en periodeopdeling, da indkomstforøgelsen ikke er væsentlig og varig med en permanent ændring i Deres økonomiske status.
Nævnet skal endvidere udtale, at man efter det oplyste finder, at De har tilsidesat Deres oplysningspligt, jfr. boligstøttelovens § 38, stk. 3, hvorfor tilbagebetaling skal ske i henhold til boligstøttelovens § 41.
Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Boligministeren kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning. Anmodning herom kan inden 4 uger indgives til Boligstyrelsen, Stormgade 10-12, 1450 København K.
Ingen
Boligsikringsmodtager pålagt at tilbagebetale boligstøtte, da boligstøttemodtageren efter det oplyste fandtes at have tilsidesat oplysningspligten, jf. boligstøttelovens § 38, stk. 3. Endvidere fandt ankenævnet ikke grundlag for at foretage en periodeopdeling af tilbagebetalingskravet, da ansøgeren alene havde haft en indkomstfremgang i 2 måneder. Indkomstforøgelsen blev herefter ikke anset som væsentlig og varig med en permanent ændring i støttemodtagerens økonomiske status.