Legislator Case Law & Legislation
X19865140201 DK

Fraflytningssag vedrørende parcelhus

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 1986 51402 Valid

Fraflytningssag vedrørende parcelhus

Afgørelse af 08.04.1986 fra Huslejenævnet i Århus Nordre Kreds

L mod U (sag nr. C 65/86)

Et af en udlejer - mere end en måned efter fraflytningen - fremsat krav om betaling af yderligere istandsættelsesarbejder i det lejede (et parcelhus) blev ikke godkendt af nævnet.

Betaling for øget vandforbrug forårsaget af en defekt WC-cisterne fandt nævnet måtte påhvile lejeren. Der lagdes herved vægt på, at lejeren, der havde vedligeholdelsespligten, ikke havde godtgjort, at defekten ikke skyldtes hans forsømmelse.

Uenighed om lejemålets tidsmæssige afgrænsning blev af nævnet henvist til domstolene.

Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge udlejeren at betale for nogle containere, der af lejeren var bestilt til bortkørsel af haveaffald. Ifølge lejekontrakten påhvilede det lejeren at holde haven, herunder at beskære buske m.v., og lejeren kunne ikke tilstrækkeligt sikkert godtgøre, at der var indgået en aftale om, at udlejeren skulle betale denne udgift.

I huslejenævnets afgørelse hedder det bl.a.

»Sagen fortsat.

Siden nævnets møde den 4. marts 1986 har udlejer fremsendt skrivelse af 11. marts 1986. Endvidere er modtaget skrivelse af 26. marts 1986 med bilag fra Lejernes LO.

Det er oplyst, at lejeren fraflyttede det lejede den 5. december 1985.

Nævnet gennemgik sagen på ny og vedtog ikke at tilsidesætte de mellem lejer og udlejer aftalte istandsættelsesarbejder, der er indeholdt i den i begyndelsen af december 1985 udarbejdede flytterapport.

De yderligere istandsættelseskrav, der fremgår af en af udlejer senere underskrevet flytterapport af 11. februar 1986, kan nævnet ikke godkende, dels under hensyn til, at reklamationsfristen i lejelovens § 98, stk. 2, 1. pkt., ikke er overholdt, og dels under hensyn til Vestre Landsrets dom af 25. november 1985 (3. afdl. B 2385/1984), hvorefter en udvidet istandsættelsespligt for lejeren ved fraflytning ikke medfører, at reklamation efter lejelovens § 98, stk. 2, er unødvendig.

Vedrørende spørgsmålet om nedsættelse af betaling for vandforbrug i lejeperioden på grund af en defekt cisterne må afgørelse herom træffes ud fra lejekontraktens »Almindelige bestemmelser« § 3, stk. 4, hvorefter istandsættelse af cisterne påhviler lejeren, »medmindre han godtgør, at det ikke skyldes hans forsømmelse, at genstandene er blevet forringet, herunder udskiftningen - under hensyn til genstandens alder og beskaffenhed - er påkrævet som følge af ælde og almindeligt slid«.

Nævnets flertal finder det således ikke godtgjort, at det øgede vandforbrug ikke skyldes lejers forsømmelse, hvorfor denne må betale for forbruget. Et medlem ville ikke pålægge lejer at betale for det øgede vandforbrug.

Angående uenighed om den tidsmæssige afgrænsning af lejemålet og hvad der i denne forbindelse er aftalt mellem parterne, finder nævnet, at dette spørgsmål ikke henhører under huslejenævnets virksomhedsområde, men må afgøres af boligretten.

Med hensyn til lejers krav på tilbagebetaling af for meget betalt leje må henvises til nævnets kendelse i sag C 403/85 vedrørende klage over lejens størrelse.

For så vidt angår spørgsmålet om betaling af containere i forbindelse med udførelse af havearbejde finder nævnets flertal det ikke godtgjort, at der er indgået særlig aftale om betaling af denne udgift, hvorfor lejeren bør afholde beløbet. Flertallet lægger her vægt på, at det af lejekontrakten fremgår, at »lejer holder haven og buske« - jfr. kontraktens § 7, særlige vilkår. Et medlem ville kun pålægge lejeren at betale et beløb svarende til udgiften til leje af 1/2 container.

Nævnets afgørelse vil inden for en frist af 4 uger kunne indbringes for boligretten.'

Afgørelse 1986 51402 Valid

Et af en udlejer, mere end en måned efter fraflytningen, fremsat krav om betaling af yderligere istandsættelsesarbejder i det lejede blev ikke godkendt af nævnet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →