Boligstøtte - 'halvdelsreglen'
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - »halvdelsreglen«
D.d. har man tilskrevet N.N. således
»I skrivelse modtaget den 24. juni 1985 har De klaget over, at det sociale udvalg i Rudbjerg kommune har afslået at yde Dem boligstøtte.
Amtsankenævnet har i anledning af Deres klage indhentet sagsakter samt en udtalelse fra det sociale udvalg.
Det fremgår af sagen, at det sociale udvalg i begyndelsen af 1985 gav Dem afslag på boligstøtte, dels fordi Deres terminer oversteg halvdelen af Deres husstandsindkomst, dels fordi De ikke ville have mulighed for - selv med den maksimale boligstøtte på kr. 1.601,- pr. måned - at blive boende i Deres nuværende ejendom uden yderligere støtte. Afgørelsen blev tiltrådt af amtsankenævnet den 1. april 1985.
Den 30. maj 1985 ansøgte De påny det sociale udvalg om boligstøtte med henvisning til, at X.X. var flyttet ind på Deres adresse.
På baggrund af socialindkomstopgørelserne for 1985 beregnede det sociale udvalg herefter den samlede husstandsindkomst som følger.
Deres A-indkomst kr. 37.635,- Deres overskud af bolig - 6.500,- Deres renteindtægt - 99,- ------------ I alt kr. 44.234,- + 8 % regulering i henhold til boligstøttelovens § 7, stk. 5 kr. 3.538,- ------------ I alt kr. 47.772,- - renteudgifter - 30.094,- ------------ Indkomstgrundlag i alt kr. 17.678,- kr. 17.678,- X.X.'s A-indkomst kr. 36.252,- + 8 % regulering i henhold til boligstøttelovens § 7, stk. 5 - 2.900,- ------------ Indkomstgrundlag i alt kr. 39.152,- kr. 39.152,- ------------ Husstandsindkomst i alt kr. 56.830,-
Da Deres boligudgifter opgjort efter boligstøtteloven udgjorde kr. 34.056,- og således stadig oversteg halvdelen af den samlede husstandsindkomst på kr. 56.830,- afslog udvalget med denne begrundelse fortsat at yde Dem boligstøtte.
I forbindelse med klagen til amtsankenævnet har De pr. juni 1985 oplyst Deres og X.X.'s nettopensioner til henholdsvis kr. 4.969,- og kr. 4.068,-. Deres faste udgifter er uoplyste, men udgjorde pr. 1. marts 1985 og før X.X.'s indflytning kr. 4.674,- pr. måned.
Ifølge boligstøttelovens § 12 skal kommunalbestyrelsen, såfremt lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes.
Amtsankenævnet har herefter behandlet sagen i sit møde den 30. december 1985, hvor nævnet fandt, at der i boligstøttelovens § 12 ikke er hjemlet adgang til at afslå boligstøtte alene med den begrundelse, at boligudgifterne overstiger halvdelen af husstandsindkomsten.
Endvidere fandt nævnet, at det sociale udvalg - således som angivet i boligstøttelovens § 12 - burde have foretaget en nærmere vurdering af Deres og X.X.'s personlige og økonomiske forhold for nærmere bedømmelse af Deres evt. berettigelse til boligstøtte efter lovens almindelige regler - evt. med et nedsat beløb.
Da en sådan vurdering ikke ses at være foretaget, blev det besluttet at pålægge det sociale udvalg at genbehandle sagen og vurdere, om Deres og X.X.'s samlede økonomiske forhold vil kunne berettige Dem til bevilling af boligstøtte efter lovens almindelige regler - evt. med et nedsat beløb.
Amtsankenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Boligstyrelsen kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.
Klage til boligstyrelsen, Stormgade 10, 1470 København K, skal ske inden 4 uger fra modtagelsen af denne skrivelse.«
Hvilket herved meddeles.
Med venlig hilsen
Ingen
En boligstøtteansøger havde fået afslag, fordi boligudgiften oversteg halvdelen af husstandsindkomsten, jf. § 12.
Nævnet pålagde kommunen at genbehandle sagen, idet der i den nævnte bestemmelse efter nævnets opfattelse ikke er hjemmel til at afslå støtte alene med den begrundelse, at boligudgiften overstiger halvdelen af husstandsindkomsten.
Kommunen burde således have foretaget en nærmere vurdering af husstandens personlige og økonomiske forhold.